MRF 2025.44
Retten i Roskildes dom af 1. april 2025, sag BS-25588/2024-ROS
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug som mandatar for A og B (adv. Gert Møller Lund) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark)
Lodsejere havde ikke retlig interesse i sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet om nævnets afgørelse om manglende vandløbsvedligeholdelse af Ringsted Å i MRF 2024.27 Mfk, da lodsejerne havde fået medhold i ophævelse af kommunens afslag på at meddele påbud efter vandløbslovens § 54, og klagenævnet ikke har kompetence til at fastsætte vedligeholdelsesbehovet for åen, når der ikke er et gyldigt vandløbsregulativ. Denne kompetence henhører under kommunaltilsynet, hvorfor klagenævnet var ikke rette sagsøgte for en anerkendelsespåstand om vandløbsvedligeholdelse.
Baggrunden for sagen var, at Ringsted Kommune i juni 2023 traf afgørelse om ikke at meddele påbud efter vandløbslovens § 54, om gennemførelse af manglende vandløbsvedligeholdelse af det offentlige vandløb Ringsted Å, idet kommunen vurderede, at den hidtidige vedligeholdelse ikke var mangelfuld. Ringsted Å er omfattet af et regulativ fra 1993, og af kommunens afgørelse fremgik, at kommunen var opmærksom på, at regulativet ikke opfyldte lovens krav, hvorfor kommunen havde igangsat arbejde med udarbejdelse af nyt vandløbsregulativ for Ringsted Å. Kommunens afgørelse blev påklaget lodsejerne A&B til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i MRF 2024.27 Mfk i afgørelse af 3. januar 2024 ophævede kommunens afslag på at meddele påbud efter vandløbslovens § 54 om vedligeholdelse af Ringsted Å, da Ringsted Kommune ikke kunne dokumentere overholdelse af vedligeholdelsespligten. Nævnet bemærkede dog samtidigt, at det ikke ville være muligt for kommunen at dokumentere overholdelse af vedligeholdelsespligten, så længe regulativet ikke fastlagde en gyldig skikkelse eller vandføringsevne for strækningen jf. vandløbslovens § 27, stk. 1, jf. § 31, stk. 1. Herefter henstillede nævnet til, at kommunen sikrede regulativet ændredes, således dette blev bragt i overensstemmelse med vandløbslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Lodsejerne anmodede om genoptagelse af afgørelsen, hvilket klagenævnet afslog i MRF 2024.54 Mfk. Herefter anlagde Bæredygtigt Landbrug (BL) som mandatar for A&B sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med principal påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig, og at nævnet tilpligtes at pålægge Ringsted Kommune at fastlægge vedligeholdelsesbehovet for Ringsted Å, og subsidiær påstand om hjemvisning. Til støtte herfor gjorde lodsejerne bl.a. gældende, at kommunens vedligeholdelsespligt efter vandløbslovens § 27 er umiddelbart gældende, uanset det gældende vandløbsregulativ er ugyldig. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod principalt afvisning og subsidiært frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at lodsejerne ikke havde retlig interesse i sagen, da lodsejerne havde fået fuldt medhold i klagenævnets afgørelse i forhold til, hvad klagenævnet har kompetence til, og at klagenævnet ikke er rette sagsøgte for påstanden om at fastlægge vandløbsvedligeholdelsen. Klagenævnet bestred ikke, at vandløbslovens § 27, stk. 1 finder anvendelse i en situation, hvor regulativet er ugyldigt, men klagenævnet har ikke kompetence til at pålægge kommunen at ændre regulativet. Byretten lagde til grund, at et offentligt vandløbs skikkelse og vandføringsevne kun gyldigt kan fastsættes i et vandløbsregulativ, og at det uden et sådant grundlag ikke er muligt for vandløbsmyndigheden at dokumentere, at vedligeholdelsespligten efter §§ 27 og 31 er overholdt. Under de foreliggende omstændigheder var det derfor ikke muligt for kommunen at meddele påbud om vandløbsvedligeholdelse til kommunen efter vandløbslovens § 54. Klagenævnets afgørelse tog imidlertid ikke stilling til, at kommunen ikke er forpligtet til at fastsætte et sådant vedligeholdelsesbehov. Da lodsejerne fik medhold i deres klage, havde lodsejerne ikke en retlig interesse i anerkendelsespåstand eller den subsidiære påstand om hjemvisning, idet byretten understregede, at ”Ringsted Kommunes adgang og pligt til at fastsætte vedligeholdelsesbehovet for Ringsted Å og påse, at der udføres manglede vedligeholdelsesarbejder, følger direkte af bl.a. de ovennævnte bestemmelser i vandløbsloven, og det påhviler Ankestyrelsen at påse, at kommunen overholder sine forpligtelser efter loven, jf. kommunestyrelseslovens § 47, stk. 1.” Med henvisning hertil afviste byretten, at Miljø- og Fødevareklagenævnet var rette sagsøgte for den principale anerkendelsespåstand, hvorfor disse blev afvist, mens nævnet blev frifundet for påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig.
Kommentar: Dommen illustrerer nogle principielle kompetenceproblemer med vandløbslovens regler om regulativer for offentlige vandløb og kommunens pligt til vandløbsvedligeholdelse efter vandløbslovens § 27 sammenholdt med reglen om påbud om vandløbsvedligeholdelse i vandløbslovens § 54, når et vandløbsregulativ ikke opfylder kravene i vandløbslovens § 12. Dommen understreger, at når et vandløbsregulativ er ugyldigt, fritager det ikke kommunen fra at gennemføre den nødvendige vandløbsvedligeholdelse efter vandløbslovens § 27 og sikre, at tilstanden ikke ændres, hvilket skal ske som påbud efter § 54. Men da klagenævnet ikke har kompetence til at pålægge kommunen at vedtage vandløbsregulativ eller fastlægge vandløbsvedligeholdelsens omfang, kan sag herom ikke føres mod klagenævnet, men må i givet fald føres mod kommunen eller eventuelt indbringes for Ankestyrelsen som kommunal tilsynsmyndighed. Det var derfor velbegrundet, at byretten afviste, at klagenævnet var rette sagsøgte for anerkendelsespåstanden, der vil forudsætte en stillingtagen til vandløbsvedligeholdelsens omfang, hvilket klagenævnet alene kan prøve på grundlag af vandløbsregulativet. Det er som følge heraf ligeledes velbegrundet, at byretten afviste, at de to lodsejere havde retlig interesse i en sag om en klagenævnsafgørelse, hvor lodsejerne havde fået medhold i den udstrækning, som klagenævnet har kompetence.