MRF 2025.37

Københavns Byrets dom af 6. januar 2025, sagerne BS-46078/2021-KBH og BS-46079/2021-KBH

Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S (adv. Jakob Anker Lentz) mod HOFOR Vand København A/S og HOFOR Spildevand København A/S (adv. Anders Amstrup Fournais for begge)

Aftale mellem HOFOR og byudviklingsselskab om byudviklingsselskabs etablering af spildevands- og vandforsyningsanlæg og efterfølgende vederlagsfri overdragelse til HOFOR var gyldige og bindende, bl.a. fordi miljøbeskyttelseslovens § 32 b ikke har karakter af en præceptiv regel. Spørgsmålet om spildevandsselskabs betaling for overdragelse af spildevandsanlæg blev afvist, da dette forhold først skal forelægges taksationskommission, jf. betalingsvedtægtslovens § 6, stk. 2.

I 2006 besluttede bryggeriet Carlsberg at flytte sine bryggeriaktiviteter fra København til Fredericia. I 2008 og 2009 undersøgte Carlsberg Ejendomme A/S ("Ejendomsselskabet") mulighederne for at udvikle den tidligere bryggeriejendom i København og indledte i den forbindelse drøftelser med HOFOR (tidligere Københavns Energi) om forsyning af ejendommen med vand og spildevand. Af mødereferater fra juni, august og september 2008 fremgik det, at HOFOR skulle overtage forsyningsanlæggene vederlagsfrit, men at Ejendomsselskabet skulle afholde de faktiske omkostninger til etablering samt vedligeholdelse frem til overdragelsen. Som følge af finanskrisen blev projektet sat i bero i 2009, men blev i 2012 genoptaget af Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S ("Udviklingsselskabet"). Ved genoptagelsen af forhandlingerne var parterne enige om at videreføre de oprindelige hovedprincipper. I perioden maj 2013 til februar 2015 blev der forhandlet og udarbejdet udkast til aftaler om etablering og overdragelse af henholdsvis spildevands- og vandforsyningsanlæg. I begge aftaleudkast og i de senere endelige aftaler fremgik det, at Udviklingsselskabet skulle afholde alle udgifter til etablering og vedligeholdelse af forsyningsanlæggene frem til overdragelsen, og at HOFOR vederlagsfrit kunne få overdraget forsyningsanlæggene. Bestemmelserne om vederlagsfri overdragelse blev ikke ændret, kommenteret eller problematiseret af parterne, ligesom der ikke før i november 2021 blev rejst indsigelser herimod. I november 2021 bestred Udviklingsselskabet gyldigheden af aftalerne. Udviklingsselskabet anlagde herefter retssag mod HOFOR Spildevand København A/S ("HOFOR Spildevand") med principal påstand om betaling af ca. 42 mio. kr. og subsidiær anerkendelsespåstand om at være forpligtet til at betale for overtagelsen og mod HOFOR Vand København A/S ("HOFOR Vand") med påstand om betaling af ca. 9,5 mio. kr. Byretten afviste indledningsvist Udviklingsselskabets principale betalingspåstand overfor HOFOR Spildevand, da det efter betalingslovens § 6, stk. 2, var taksationsmyndighederne, som var enekompetente til at afgøre, om HOFOR Spildevand skulle kompensere Udviklingsselskabet for overtagelse af spildevandsanlægget med det anførte beløb. Byretten fandt herefter i forhold til Udviklingsselskabets subsidiære anerkendelsespåstand overfor HOFOR Spildevand og betalingspåstand overfor HOFOR Vand, at der hverken indenfor spildevandsområdet (miljøbeskyttelseslovens § 32b, dens forarbejder, Højesterets kendelse i U 2021.4674 H eller betalingslovens § 6, stk. 1) eller indenfor vandområdet (miljøbeskyttelseslovens § 45 og dens forarbejder) var grundlag for at fastslå, at der på aftaletidspunktet gjaldt en præceptiv regel, som medførte, at HOFOR-selskaberne ikke gyldigt kunne indgå aftaler med private byudviklingsselskaber om, at byudviklingsselskabet selv skulle stå for etablering af forsyningsanlæg, og derefter overdrage det vederlagsfrit til HOFOR-selskaberne. Byretten fandt dernæst, at Udviklingsselskabet ikke i øvrigt havde påvist omstændigheder omkring aftaleindgåelsen, der kunne begrunde, at aftalernes økonomiske bestemmelser skulle tilsidesættes, og lagde vægt på, at HOFOR-selskaberne indgik aftaler, som var i overensstemmelse med HOFOR-selskabernes almindelige praksis på aftaletidspunktet, og som var udslag af den forståelse, HOFOR-selskaberne havde af forsyningspligtens omfang på dagældende tidspunkt, at aftalerne var indgået efter langvarige forhandlinger mellem professionelle parter, hvor Udviklingsselskabet var repræsenteret af advokat, at HOFOR-selskaberne ikke havde tilbageholdt væsentlige oplysninger for Udviklingsselskabet, og at HOFOR-selskaberne heller ikke kunne anses for at have misbrugt en monopolstilling i forbindelse med aftaleindgåelsen. Parterne havde dermed indgået gyldige og bindende aftaler. Da der ikke var påvist forhold i det efterfølgende forløb, som gjorde, at aftalernes bestemmelser om de økonomiske forhold skulle tilsidesættes, frifandt byretten HOFOR Spildevand for Udviklingsselskabets subsidiære anerkendelsespåstand og HOFOR Vand for Udviklingsselskabets betalingspåstand.

Kommentar: Dommen vedrører delvist de samme retlige spørgsmål som Højesterets kendelse i U 2021.4674 H (MRF 2021.201 H), nemlig om spildevandselskabets forsyningspligt henholdsvis grundejeres tilslutningspligt medfører, at spildevandsselskabet skal betale for overtagelse af grundejerens spildevandsanlæg, men med den forskel, at der i dette tilfælde var indgået en forudgående aftale mellem byudviklingsselskabet og HOFOR, hvor byretten i nærværende sag fandt aftalen gyldig. De hensyn, som byretten lagde vægt på i den vurdering, herunder bl.a. at der var tale om professionelle parter, at aftalen var i overensstemmelse med fast praksis, og at HOFOR-selskaberne ikke havde tilbageholdt væsentlige oplysninger, er velkendte på området for offentligretlige kontrakter, jf. Grønved Nielsen, Forvaltningskontrakter, 2021, s. 322 ff., 326 ff. og 439 ff. Dommens konklusion efterlader et ubesvaret spørgsmål, nemlig om HOFOR Spildevandsselskab skal betale for overtagelse af det af byudviklingsselskabet etablerede spildevandsanlæg, og hvor meget der i givet fald skal betales, da dette først skal afgøres af taksationskommission, jf. betalingsvedtægtslovens § 6, stk. 2. Dommen fastslår ganske vist, at aftalerne mellem byudviklingsselskabet og HOFOR om vederlagsfri overdragelse af anlæggene er gyldige efter almindelig aftaleret og ikke hindres af præceptive regler i betalingsvedtægtslovens § 6, stk. 1 og 2, hvilket derfor præjudicielt skal lægges til grund af taksationskommission. Det er derfor noget uklart, hvad taksationskommissionen kan tage stilling til, når byretten har afgjort, at aftalen om vederlagsfri overdragelse er gyldig. Problemer forbundet med aftalers (præjudielle) betydning for taksationsmyndigheder og andre administrative myndigheder er ganske velkendte, jf. Grønved Nielsen, a.st., s. 718 ff.

Dommen er ved at blive rekvireret og vil blive gjort tilgængelig snarest.