MRF 2025.32
Østre Landsrets dom af 12. maj 2025, 11. afd., sag BS-17965/2023-OLR
(Louise Saul, Bodil Dalgaard Hammer og Mie Vinkel Sørensen (kst.))
A (adv. Gert Møller Lund) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Afslag på lovliggørende dispensation til uddybning af offentligt vandløb, der medførte vandstandssænkning i § 3-beskyttede søer, uanset uddybningen alene fjernede sediment opstået som følge af kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse i en årrække.
En lodsejer, A, oplevede afvandingsproblemer som følge af Næstved Kommunes manglende vedligeholdelse af det offentlige vandløb, Skårebækken, der ikke var blevet vedligeholdt siden strækningen mellem st. 148. og st. 396 blev åbnet i 1991. Skårebækken er ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 eller vandplanlovens regler om vandoverfladeområder. Skårebækken er omfattet af vandløbsregulativ fra 1927, hvorefter vandløbet efter st. 148 er rørlagt. I 1991 besluttede den daværende Holmegaard Kommune at åbne vandløbet åbnet mellem st. 148-396, i hvilket forbindelse vandløbsbunden blev hævet, men koten er ukendt, og der blev ikke vedtaget nyt vandløbsregulativ. Efter henvendelse fra lodsejere om problemer med vandafledning i 2017 foretog Næstved Kommune en opmåling af vandløbet på den åbne strækning, hvilket viste sedimentaflejringer på ca. 30 cm. Kommunen foretog herefter en oprensning af sediment på 20 cm. Kommunen meddelte samtidigt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, da vandløbet afleder til to søer, så det i forbindelse med oprensningen blev sikret en maksimal vandstandssænkning i mosen og søerne på 20 cm. Efter oprensningen modtog kommunen klager over, at oprensningen var gået dybere end det, der var givet dispensation til, og havde medført afvanding af de beskyttede søer i strid med § 3-beskyttelsen. Ved et efterfølgende tilsyn kunne kommunen konstatere, at der var opgravet en stor mængde ler, og at vandspejlet i søerne var faldet med ca. 30 cm. Kommunen meddelte herefter afslag i 2018 på lovliggørende dispensation til den foretagne oprensning. Afgørelsen blev påklaget af A til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som den 28. maj 2020 stadfæstede kommunens afgørelse (18/08896). Nævnet fandt bl.a., at den foretagne oprensning af vandløbet krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, og at der ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. A anlagde herefter retssag mod nævnet med påstand om ugyldighed. Byretten tiltrådte efter en gennemgang af sagens historik, ”at Skårebækken - der isoleret set ikke er beskyttet - er omfattet af beskyttelsen i naturbeskyttelseslovens § 3, idet den ligger i forbindelse med området med søerne, der er beskyttet”. Byretten tiltrådte endvidere, at den foretagne oprensning var af en karakter, der krævede dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, og lagde vægt på, at vandløbet gennem længere tid ikke var blevet vedligeholdt og som følge heraf i væsentlig grad havde ændret skikkelse, og at oprensningen ifølge de foreliggende faglige vurderinger ville medføre en sænkning af vandstanden i søerne med yderligere 10 cm i forhold til den oprensning, der var givet dispensation til. Byretten lagde herefter til grund, at der ikke i naturbeskyttelseslovens §§ 3 eller § 65, stk. 2, eller i forarbejderne hertil er holdepunkter for, at beskyttelsen i medfør af § 3 ikke omfatter en tilstand, der er opstået som følge af manglende vedligeholdelse fra kommunens side, ligesom der ikke var holdepunkter for, at dette forhold under de givne omstændigheder burde være blevet tillagt afgørende betydning ved afgørelsen om dispensation. Herefter fandt byretten det ikke godtgjort, at nævnets afgørelse var truffet på et fejlagtigt grundlag eller var behæftet med mangler, der kunne føre til ugyldighed, hvorfor byretten frifandt nævnet. A ankede byrettens dom til landsretten, der stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.
Kommentar: Dommen vedrører et mere udbredt problem som følge af kommunernes manglende opfyldelse af deres vedligeholdelsespligt af vandløb efter vandløbsloven. Som det fremgår af dommen, er fast praksis, at hvis vandløbet er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, vil genoptagelse af den lovpligtige vandløbsvedligeholdelse i disse tilfælde kræve dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Dommen fastslår, at dette også gælder, selvom vandløbet ikke er omfattet af § 3, når vandløbet afleder til beskyttede søer og moser, hvis tilstand så påvirkes af vandløbsvedligeholdelsen. Når byret og landsret i denne sag anfører, at dette ikke modsiges af forarbejderne til § 3, må dog anføres, at der ikke er praksis for, at forarbejder udtrykkeligt anfører, at forbud også omfatter foranstaltninger, hvis manglende gennemførelse er strafsanktionerede, men denne udlægning er på linje med Højesterets præmisser i U 2018.137 H. Når det derimod gælder muligheden for dispensation fra § 3, er fremstillingen ikke helt dækkende, da det tidligere Natur- og Miljøklagenævn i MAD 2015.114 Nmk ophævede en kommunes afslag på dispensation fra § 3 og meddelte dispensation fra § 3 med den begrundelse, at ”kommunen ikke har overholdt sin vedligeholdelsespligt i henhold til vandløbsregulativet og på hensynet til lodsejernes forventninger til vandløbets vandføringsevne”, hvilket nævnet fremhævede var en særlig omstændighed, der kunne begrunde dispensation. Samme retsopfattelse blev lagt til grund i MAD 2015.221 Nmk, hvor kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse ligeledes blev anset for en særlig omstændighed, der kunne begrunde dispensation. Så vidt ses blev disse klagenævnsafgørelser ikke fremlagt for landsretten, hvorfor dommens præjudice er begrænset.