MRF 2025.30
Østre Landsrets dom af 26. marts 2025, 16. afd., sagerne BS-3200/2023-OLR og BS-3852/2023-OLR
(Dorthe Wiisbye, Michael de Thurah og Nina Palesa Bonde (kst.))
A og B (adv. Henrik Roslev Østergaard) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets afslag på lovliggørende dispensation fra landsskabsfredning fra 2009 til ombygning af firelænget gård og opførelse af carport, da ejerne havde været bekendt med fredningen, og der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn.
A havde i 1985 erhvervet en landejendom med firlænget gård, der var beliggende i et område af Farum Vest, som i 2006 blev omfattet af fredningskendelse, hvis formål er at bevare det smukke landbrugsland med udsigt over tunneldalen med et ubebygget præg. Fredningen blev efter klage stadfæstet med enkelte ændringer af det daværende Naturklagenævn den 25. juni 2009. Det fremgår af fredningskendelsens § 2, at ”der ikke må opføres ny bebyggelse, herunder boder, skure, hytter og lignende. Eksisterende bebyggelse må ikke udvides væsentligt, men mindre udvidelser og ombygninger, hvorved bygningens ydre ændres, kan ske efter nævnets forudgående godkendelse. Forbuddet mod ny bebyggelse gælder ikke læskure i forbindelse med afgræsning”. I 2017-2018 gennemførte A og B en ombygning af den firlængede gård, hvilket bl.a. omfattede etablering af fem nye kviste, en åben altan og fem tagvinduer og med flere nye vinduer og døre i facaden, sløjfning af portåbninger og en tidligere træbeklædt facade er ændret til en pudset mur. Efter påtale ansøgte A og B om dispensation fra fredningen, men gjorde samtidigt gældende, at dispensation ikke var nødvendig. Fredningsnævnet afslog i april 2018 at meddele lovliggørende dispensation og henviste til, at bebyggelsens samlede udtryk er væsentligt forandret, så den firelængede gård er forvandlet til boliger placeret i en firkant, og er derved blevet et fremmed element i landskabsbilledet, og særligt tagfladerne med de meget store kviste og de meget store glasflader ud mod det åbne land er problematiske, så ”fortælling om den firelængede gårdbebyggelse er væk”. I 2018 opførte A og B en carport og overdækning og søgte efter påtale om lovliggørende dispensation hvilket Fredningsnævnets afslog i december 2019 med henvisning til, at det opførte er i strid med fredningens § 2, at der i forvejen findes en carport til to biler på ejendommen, og at bygningen understøtter det fremmedelement i landskabet, der blev lagt vægt på i det af fredningsnævnet tidligere meddelte afslag på ombygning. Begge afgørelser blev efter klage stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet Fødevarenævnet i juni 2021 henholdsvis november 2021 med nogenlunde samme begrundelser som Fredningsnævnet. A og B indbragte de to afgørelser for byretten med principal påstand om, at nævnet tilpligtes at meddele lovliggørende dispensation i de to sager og subsidiært ophævelse og hjemvisning af afgørelserne. Til støtte herfor gjorde A og B bl.a. gældende, at bygningsarealet ikke var udvidet, og at fredningskendelsen fra 2009 havde karakter af en landskabsfredning, der skulle sikre udsigten og ikke indeholdt krav om bygningernes anvendelse, hvilket vil have udløst krav om erstatning for denne rådighedsindskrænkning. A og B afviste derfor, at ombygningen og carportene krævede dispensation fra fredningen, og at en fysisk lovliggørelse af ombygningen vil være meget omkostningskrævende. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at ombygningen og carporten var omfattet af fredningskendelsens § 2 og derfor krævede dispensation, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte klagenævnets skøn, og at der ikke var begået sagsbehandlingsfejl. Byretten lagde til grund, at det af fredningskendelsens § 1 fremgik, at fredningens formål er ”at bevare de væsentlige landskabelige værdier, der er knyttet til området, at sikre det frie udsyn over den åbne moræneflade og tunneldalen samt at sikre offentlige stier [...] at bevare området i sin nuværende tilstand. Der må derfor ikke ændres på arealernes anvendelse med mindre, det er tilladt i følgende bestemmelser”. Med henvisning hertil og sammenholdt med ordlyden af § 2, fandt byretten, at A og B ikke kunne være i god tro om, hvorvidt ombygning og carport krævede dispensation fra fredningen. I forhold til klagenævnets afgørelser i de to sager fandt retten, at der ikke forelå retlige mangler i nævnets afgørelser og frifandt herefter nævnet. A og B ankede dommen til landsretten, hvor A og B ændrede den ene påstand til, at der skulle meddeles lovliggørende dispensation til den del af ombygningen, der vendte ind mod gården, hvilket klagenævnet påstod afvist, da påstanden ikke havde været gjort gældende for byretten. Landsretten fandt imidlertid, at de yderligere forhold, der er omfattet af den ændrede påstanden har en så nær sammenhæng med sagens øvrige spørgsmål, at landsretten kunne påkende den ændrede påstand. Landsretten lagde herefter til grund, at formålet med landskabsfredningen var at bevare sin nuværende tilstand, og at ”eksisterende bebyggelse ikke udvides væsentligt, men mindre udvidelser og ombygninger, hvorved bygningens ydre ændres, kan ske efter fredningsnævnets forudgående godkendelse”. Med henvisning hertil fandt landsretten, at ombygning og carporte krævede dispensation og tilsluttede sig byrettens begrundelse for, at der uanset de betydelige omkostninger ved en fysisk lovliggørelse ikke var grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets skønsmæssige afgørelse, idet landsretten bemærkede, at A og B havde været bekendt med fredningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet blev herefter frifundet.
Kommentar: Dommen vedrører først og fremmest spørgsmålet, om de af A og B foretagne ombygninger krævede dispensation fra fredningen af Farum Vest, så landskabsfredningen også har betydning for, hvordan de i 2009 tilbageværende gårde indgår i landskabet, som det fremgår af fredningsnævnets bemærkning om, at ”fortællingen om den firelængede gårdbebyggelse er væk”. Selv om fredningen ikke omfatter bevaring af de eksisterende landbrugsbygninger, må landsrettens dom forstås på den måde, at bygningsmæssige ændringer, som har betydning for, hvordan bygningerne fremstår i landskabet, er omfattet af fredningens rådighedsbegrænsninger, og at ejerne af den firlængede gård burde have været vidende om dette, da de kendte til fredningen. Hertil må bemærkes, at der er tale om en udvidende fortolkning af landskabsfredningen, og at de sagsøgende ejere i denne sag meget vel kan have forstået fredningskendelsen anderledes. Dommen kan derfor være relevant for især ældre landbrugsejendomme omfattet af landskabsfredning.