MRF 2024.98
Planklagenævnets afgørelse af 10. april 2024, j.nr. 24/02992
Afslag på opsættende virkning af klage over ”afgørelse” om, at indretning af bo- og opholdssted i udlejningsejendom ikke udgjorde en ændret anvendelse, der krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35.
Guldborgsund Kommune traf i januar 2024 afgørelse om, at indretning af et bo- og opholdssted i en ejendom ikke krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. Afgørelsen var begrundet med, at bygningen oprindeligt var opført som et plejehjem og siden 2016 havde været anvendt som lejligheder, hvorfor kommunen fandt, at der ikke var tale om ændret anvendelse, der udløste krav om landzonetilladelse efter planlovens § 35. Afgørelsen blev påklaget en nabo, der bl.a. anførte, at der var tale om ændret anvendelse, da der indtil 2016 havde været udlejningsejendom omfattet af lejelovens bestemmelser, og da ejendommen ikke kontinuerligt havde været anvendt som plejehjem. Klageren anmodede samtidig om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, hvilket Planklagenævnet tog stilling ved delafgørelse. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at klage efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, ikke har opsættende virkning, jf. § 7, stk. 1, i lov om Planklagenævnet, men at nævnet kan tillægge en klage opsættende virkning, såfremt særlige grunde taler derfor, jf. § 7, stk. 3, i lov om Planklagenævnet og planlovens § 60 a, stk. 3. Nævnet fandt, at der ikke forelå forhold, der kunne begrunde en fravigelse af hovedreglen om ikke-opsættende virkning, da klager i den konkrete sag ikke havde gjort forhold gældende, der gjorde det overvejende sandsynligt, at der forelå en væsentlig overtrædelse af loven. På denne baggrund afslog nævnet at tillægge klagen opsættende virkning.
Kommentar: Planklagenævnets delafgørelse giver anledning til principielle bemærkninger om, hvornår der kræves landzonetilladelse, afgørelsesbegrebet, nævnets kompetence og opsættende virkning. Sagen drejer sig om ombygning af lejeboliger til et bo- og opholdssted, men det fremgår ikke, om kommunen har meddelt byggetilladelse hertil og i den forbindelse har truffet indirekte afgørelse om, at ombygningen ikke kræver landzonetilladelse. Hvis der er meddelt byggetilladelse til ombygningen, følger det således af ordlyden af planlovens § 35 og U 2000.2412 H, at der kræves landzonetilladelse, medmindre ombygningen kan henføres under en af undtagelserne i § 36. Selvom ændret anvendelse alene kræver landzonetilladelse, hvis der er tale om en planlægningsmæssig relevant ændring, er der således ikke en tilsvarende begrænsning for byggeri i landzone. Planklagenævnet burde således oplyse, om der var meddelt byggetilladelse, da klagen i så fald vedrørte den indirekte afgørelse efter planlovens § 35. Anskues forholdet som en afgørelse efter planlovens § 35, følger det således af planlovens § 60 a, stk. 2, at klager over afgørelser efter planlovens § 35 som udgangspunkt har opsættende virkning, og i så fald er afgørelsen forkert. Hvis der hverken er tale om en indirekte afgørelse i forbindelse med en byggetilladelse eller en afgørelse efter planlovens § 35, er der i realiteten tale om en tilsynsafgørelse, og i så fald skulle nævnet have afvist klagen, da klageretten i så fald forudsætter, at kommunen har truffet afgørelse efter planlovens § 51 om lovliggørelse. Er der ikke meddelt byggetilladelse, er det i øvrigt vanskeligt at se, hvad der meningsfuldt kan forstås ved at tillægge kommunens afgørelse om, at ombygningen ikke kræver landzonetilladelse, opsættende virkning. I øvrigt kan oplyses, at Planklagenævnet traf endelig afgørelse den 26. juni 2024 (j.nr. 24/02992) om ikke at give medhold i klagen, uden at denne afgørelse indeholder supplerende oplysninger vedr. de ovennævnte forhold.