MRF 2024.95/3
Retten i Lyngbys dom 26. marts 2024, sag BS-10299/2024-LYN
A (adv. Nicolai Platzer Funder) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Etableringen af tennisbane uden fundament i privat have i Gentofte Kommune krævede ikke dispensation fra lokalplanbestemmelse om grønne havearealer, da lokalplanbestemmelsen ikke var så præcist formuleret, at det var tydeligt, at den forbød tennisbanen, hvorfor Planklagenævnets ophævelse af kommunens afslag på lokalplandispensation var berettiget.
E ansøgte i. juni 2021 Gentofte Kommune om dispensation fra lokalplan nr. 312 til etablering af en tennisbane på 27 x 14 meter i E’s baghave. I oktober 2021 indsendte E en revideret ansøgning, hvoraf fremgik, at tennisbanen skulle etableres i grønt tennisgrus og anlægges uden fundament eller støbning. Kommunen meddelte den 7. april 2022 afslag på dispensation fra § 9.2 i lokalplanen, hvilket E påklagede til Planklagenævnet, der den 16. september 2022 ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling, da Planklagenævnet ikke fandt, at den ansøgte tennisbane var i strid med lokalplanens § 9.2.2 (j.nr. 22/05855). Efter hjemvisningen fastholdt kommunen i afgørelse af 20. september 2022 afslaget på dispensation fra lokalplanen med henvisning til lokalplanens § 9.1, hvorefter det ”i § 6.3 fastlagte ubebyggede areal skal fremstå som grønne havearealer for villabebyggelsen langs Søbredden”. Kommunen fandt således, at tennisbanen ikke var forenelig med områdets status som grønt haveareal, og lagde desuden vægt på, at en dispensation ville skabe en uønsket præcedens, der ville påvirke oplevelsen af områdets fremtrædelse. E påklagede kommunens nye afslag til Planklagenævnet, som den 27. januar 2023 (j.nr. 22/12077) ophævede kommunens afslag med henvisning til, at lokalplanens § 9.1 ikke havde den fornødne klarhed og præcision til fastslå, at en tennisbane var i strid med lokalplanen, hvor nævnet lagde vægt på, at en tennisbane til privat brug kunne sidestilles med andre rekreative aktiviteter i haver, og at der alene var tale om en udskiftning af græslag med grus (naturmateriale), hvor banen ikke skulle indhegnes med fast hegn. Tennisbanen var derfor ikke i strid med lokalplanen, og tennisbanen var dermed umiddelbart tilladt efter lokalplanen. Naboen, A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse af 27. januar 2023 var ugyldig, og at Gentofte Kommunes afslag af 20. september 2022 skulle opretholdes. Til støtte herfor gjorde A bl.a. gældende, at en tennisbane ikke kunne holdes indenfor for fortolkningen af lokalplanens bestemmelse § 9, pkt. 9.2, som foreskrev, at ”… grønne områder/haver”. Planklagenævnet påstod frifindelse og henviste til Planklagenævnets begrundelse for ophævelse af kommunens afgørelse. Byretten konstaterede, at lokalplanen ikke nærmere definerede nærmere, hvad der skulle forstås ved "grønne havearealer", og såfremt lokalplanen skulle være til hinder for, at E kunne etablere en tennisbane, skulle bestemmelsen i lokalplanen være så klart og præcist formuleret, at der ikke kunne herske tvivl om, at den forbød etablering af tennisbane. Da det ikke klart fremgik af lokalplanen, at der ikke måtte etableres faciliteter i haven udført på grundplan og i naturmaterialer til rekreative aktiviteter til privat brug for ejendommens ejer, var E’s etablering af den omhandlede tennisbane ikke i modstrid med lokalplanen, hvorfor Planklagenævnet frifundet.
Kommentar: Dommen er et eksempel på, at en lokalplanbestemmelse kan udlægges forskelligt, og hvor det i relation til dispensation fra lokalplan er afgørende, at lokalplanbestemmelsen har en så præcis formulering, at det med rimelig sikkerhed kan fastslås, om anlæg eller aktivitet kræver dispensation. I dette tilfælde var det afgørende tennisanlæggets karakter, og dommen må anses på linje med anden praksis, som bl.a. MRF 2022.53 Pkn, MRF 2023.284 B og MAD 2017.154 Pkn. Den af naboen nedlagte påstand om, at Planklagenævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse var ugyldig og kommunens afslag opretholdes, rejser et selvstændigt juridisk spørgsmål om, hvad påstanden betyder for E, hvis E har etableret tennisbanen. Havde naboen fået medhold i påstanden, må det betyde, at kommunens afslag gælder, hvormed der opstår et nyt spørgsmål om lovliggørelse af en lokalplanstridig tennisbane, selv om dommen hverken har retskraft i forhold til kommunen eller E. Netop retskrafthensyn begrunder således, at i sager af denne karakter, vil sagsøgende tredjeparter med fordel kunne begrænse påstanden til ophævelse og hjemvisning, så Planklagenævnet som rekursorgan får lejlighed til at overveje dommens konsekvenser og tage hensyn til problemer med lovliggørelse i forhold til tredjeparter.