MRF 2024.95/2
Retten i Svendborgs dom af 20. marts 2024, sag BS-23349/2023-SVE
ApS (adv. Anders Lylover Jensen) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Svendborg Kommune ikke forpligtet til at udarbejde forslag til ny lokalplan, som muliggjorde etablering af multifunktionsbakke, da der ikke forelå et bindende forhåndstilsagn fra kommunen, hvorfor Planklagenævnet med rette havde opretholdt kommunens afslag.
ApS ansøgte i 2016 om at etablere en multifunktionsbakke af lettere forurenet jord på ejendom i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvilket kommunen afslog i 2017 med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 33, idet kommunen anførte, at der kun måtte anvendes ren fyldjord. Af den for området gældende lokalplans § 3 fremgik bl.a., at ”der i forbindelse med fyldpladsen etableres en fyldbakke med en udformning, der gør den anvendelig til almene aktiviteter som fx et multifunktionsområde. Planerne vil kræve udarbejdelse af supplerende lokalplan.” I 2019 ansøgte ApS om tilladelse til at etablere multifunktionsbakken af ren jord, hvilket kommunen afslog i december 2019 med henvisning til lokalplanpligt og afviste samtidigt at udarbejde forslag til lokalplan. ApS påklagede afslaget på at udarbejde lokalplan til Planklagenævnet, der i januar 2021 ophævede afslaget (MRF 2021.5 Pkn), idet nævnet mente, at multifunktionsplanen var i overensstemmelse med kommuneplan, og at lokalplanen for området alene havde karakter af rammelokalplan., hvorfor nævnet fandt, at kommunen var forpligtet til at udarbejde forslag efter planlovens § 13, stk. 3. Kommunen traf efterfølgende den 5. januar 2022 afgørelse om ikke at udarbejde lokalplanforslag om multifunktionsbakke, hvilket ApS påklagede til Planklagenævnet. Kommunen anmodede den 25. februar 2022 Planklagenævnet om at genoptage den tidligere afgørelse i MRF 2021.5 Pkn med henvisning til, at multifunktionsbakken var i modstrid med den gældende lokalplan. Planklagenævnet genoptog herefter sagen og ændrede i afgørelse af 25. oktober 2022 (22/05249) den tidligere afgørelse fra 2021 til, at kommunen ikke efter planlovens § 13, stk. 3 var forpligtet til at udarbejde lokalplan med den begrundelse, at planlovens § 13, stk. 3 ikke omfatter lokalplanpligtige projekter for en ejendom, der i forvejen er omfattet af lokalplan, og samtidigt er i overensstemmelse med den gældende kommuneplan. I ApS klage over kommunens afslag i januar 2022 på at udarbejde lokalplan gjorde ApS bl.a. gældende, at kommunens svar i 2017 måtte opfattes som et bindende forhåndstilsagn, hvis der blev tilført ren jord. Planklagenævnet afviste i afgørelse af 11. november 2022 (22/02422), at kommunen havde pligt til at udarbejde lokalplan, idet nævnet fandt, at kommunens afslag i 2017 ikke kunne anses for et bindende forhåndstilsagn eller medføre, at ApS havde en berettiget forventning om, at kommunen ikke kunne afslå at udarbejde forslag til lokalplan. ApS anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med principal påstand 1 om, at nævnets afgørelse var ugyldig og ulovlig, principal påstand 2 om, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos Planklagenævnet, og subsidiær påstand om, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved kommunen. Planklagenævnet påstod frifindelse og fastholdt, at der ikke var hjemmel til at kræve, at kommunen vedtog en ny lokalplan. Byretten fandt indledningsvis, at kommunens tidligere tilkendegivelser ikke kunne anses for et bindende forhåndstilsagn, idet retten bemærkede, at en sådan forpligtelse for kommunen ikke kunne udledes af lokalplanens § 3, eller af afslaget efter miljøbeskyttelseslovens § 33 fra 2017. Planklagenævnet blev herefter frifundet for de to principale påstande, mens byretten afviste den subsidiære påstand, da kommunen ikke var procespart.
Kommentar: Dommens udfald er ikke overraskende, men det kunne med fordel være tydeliggjort af byretten, at en kommune uanset et bindende forhåndstilsagn ikke kan forpligtes til at vedtage en lokalplan med et bestemt indhold, da den berettigede for et bindende forhåndstilsagn i stedet må henvises til at søge erstatning. Begrundelsen er, at hverken borgmester eller forvaltning kan med bindende virkning bestemme over den fremtidige arealanvendelse og dermed heller ikke forpligte kommunen til at vedtage en lokalplan eller at vedtage en lokalplan med et bestemt indhold, hvorfor retsvirkningen af et bindende forhåndstilsagn begrænser sig til kommunens erstatningsansvar, der på denne måde tager hensyn til den berettigede forventning hos modtager af et bindende forhåndstilsagn. Efter dommens oplysninger forelå der dog ikke et forhåndstilsagn, og selv hvis der måtte have foreligget et sådant tilsagn vedrørende udarbejdelse af et lokalplanforslag, kunne det i alle tilfælde ikke forpligte kommunen til at vedtage lokalforslaget.