MRF 2024.94/4
Retten i Viborgs dom af 4. marts 2024, sag BS-45791/2022-VIB
A (adv. Mads Flemming Petersen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen v/adv.fm. Thomas Haugsted)
Ubebygget grund i udbygget sommerhusområde i landzone var § 3-beskyttet hede og ikke omfattet af naturtypebekendtgørelsens § 1. Ikke grundlag for dispensation til opførelse af sommerhus, bl.a. fordi ejeren ikke var bibragt berettiget forventning om at kunne opføre et fritidshus.
A erhvervede i 2017 en ubebygget grund i området Færker Vig på den østlige del af øen Fur. Grunden havde et areal på 2.513 m2 og var beliggende i landzone. I Skive Kommunes Kommuneplan 2009-2021 var Færker Vig beskrevet som et fuldt udstykket sommerhusområde i landzone, der bestod af ca. 110 sommerhusgrunde, hvoraf ca. 85 var bebygget. På flere ejendomme i området var i 1967 tinglyst en bebyggelsesregulerende servitut, der havde til formål at ”skabe pæne og velordnede natur- og bebyggelsesforhold”. Hele A’s ejendom blev i 2014 registreret som hede omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 på baggrund af en besigtigelse af Miljøstyrelsen. I oktober 2019 tog A kontakt til Skive Kommune med et spørgsmål om byggemodning af fritidsgrunden, hvortil kommunen svarede, at byggeri ville forudsætte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Efter en besigtigelse af A’s ejendom, hvor der blev konstateret karakteristisk hedevegetation, traf kommunen i december 2020 afgørelse om registrering af § 3-beskyttet hede. A påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der den 16. maj 2022 (j.nr. 21/00977) stadfæstede § 3-registreringen. I mellemtiden ansøgte A om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til opførelse af et sommerhus på ejendommen, hvilket kommunen afslog i januar 2022. Afslaget blev ligeledes påklaget af A, der anførte, at A havde en berettiget forventning om at kunne opføre et sommerhus, bl.a. fordi kommunen i en mail fra oktober 2017 til ejerne af to nabogrunde havde oplyst, at § 3-beskyttelsen ikke var til hinder for opførelse af et sommerhus, da området var udlagt som sommerhusområde før 1992. Ved afgørelse af 10. juni 2022 (j.nr. 22/01453) stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afslaget. Nævnet fandt, at A’s ejendom ikke var omfattet af undtagelsen fra kravet om dispensation i naturtypebekendtgørelsens § 1, da ejendommen uanset servitutten fra 1967 ikke var udlagt til sommerhusområde i lokalplan, bygningsvægtægt eller byplanvedtægt den 1. juli 1992. Nævnet afviste endvidere, at A havde en berettiget forventning om at kunne opføre et sommerhus, idet udmeldingen fra oktober 2017 var afgivet til to andre grundejere i området, og sagen ikke indeholdt oplysninger om, at A forud for købet af grunden i 2017 havde spurgt kommunen, om opførelse af sommerhus på grunden krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, uanset at ejendommen forud for købet var registreret som § 3-beskyttet hede. Endelig fandt nævnet, at det forhold, at området omkring Færker Vig i udbredt grad var bebygget med sommerhuse, ikke kunne begrunde en dispensation, da disse sommerhuse, bortset fra A’s nabo, ikke sås at være beliggende i § 3-beskyttet natur, og da nævnet i alle tilfælde ikke var bundet af kommunens dispensationspraksis, når den ikke havde været prøvet af nævnet i andre sager. A anlagde herefter sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, nævnet skulle anerkende, at A’s ejendom ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, subsidiært at nævnets afgørelser om § 3-registrering og afslag på dispensation skulle ophæves og hjemvises. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse. Under retssagen blev det oplyst, at Skive Kommune i 2022-23 registrerede størstedelen af Færker Vig som § 3-beskyttet hede, og A fremlagde en række sager fra Skive Kommune vedr. byggeri mv. på andre ejendomme i området. Med henvisning hertil gjorde A gældende, at A havde krav på dispensation til at opføre et sommerhus. Klagenævnet bestred dette med henvisning til, at ingen af de fremlagte sager indeholdt oplysninger om, at kommunen skulle have meddelt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til byggeri på andre ejendomme i Færker Vig, og at en række af sagerne ikke rejste spørgsmål om naturbeskyttelseslovens § 3, da der var tale om byggeri opført enten uden for § 3-beskyttede arealer, eller inden arealet blev omfattet af § 3. Under retssagen oplyste A endvidere, at hun havde udtaget stævning mod den ejendomsmægler, der formidlede salget, da A mente, at mægleren i forbindelse med salget burde have oplyst om eksistensen af beskyttet natur. Byretten konstaterede, at A ikke under sagen havde anfægtet, at vegetationen på ejendommen efter sin karakter udgjorde beskyttet hede, hvorfor A ikke kunne gives medhold i den principale påstand om, at ejendommen ikke var omfattet af § 3. Byretten bemærkede herefter, at efter naturtypebekendtgørelsens § 1 gælder naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, kun for tilstandsændringer til landbrugsformål for så vidt angår bl.a. heder, der den 1. juli 1992 lå i byzone eller sommerhusområde. Da A’s ejendom lå i landzone, var den ikke beliggende i et område omfattet af naturtypebekendtgørelsens § 1, uden det kunne tillægges betydning, at området blev udstykket til sommerhusgrunde inden 1992, eller at området var omtalt som sommerhusområde i kommuneplanen. Byretten konstaterede, at det fremgik af A’s stævning i retssag mod ejendomsmægleren, at A i forbindelse med købet af grunden modtog en ejendomsdatarapport, hvoraf fremgik, at der på grunden var beskyttet natur, og at A havde drøftet forholdet med mægleren, da A var ”bekymret for, om naturbeskyttelsen vil være til hinder for, at hun kan få lov til at bebygge grunden”, hvilket A tillige havde bekræftet under sin vidneforklaring. Byretten fandt derfor, at A ikke havde en berettiget forventning om at kunne opføre et fritidshus på grunden. På den baggrund af i øvrigt af de grunde, som var anført i klagenævnets afgørelse af 10. juni 2022, fandt byretten, at der ikke var grundlag for at meddele A dispensation. På den baggrund blev Miljø- og Fødevareklagenævnet frifundet.
Kommentar: Dommen viser den meget vidtgående fortolkning af forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3 og den tilbageholdende dispensationspraksis, som kendetegner de senere års praksis. Dommen betyder, at den udstykkede sommerhusgrund reelt blev ubrugelig og tæt på værdiløs for ejeren, da grunden blev registreret som § 3-beskyttet natur i 2014, uanset denne vidtgående rådighedsbegrænsning ikke var tinglyst på ejendommen. Byrettens præmisser afskærer ikke helt muligheden for, at der kunne være meddelt dispensation fra § 3, hvis ejeren havde været helt uvidende om beskyttet natur, men må opfattes som en skærpet undersøgelsespligt for køber, når køber er vidende om, at der kan være § 3-natur på ejendommen. Sammenholdes dommen med, at der er tale om et udbygget sommerhusområde med enkelte ledige byggegrunde, er der tale om et meget vidtgående erstatningsfri indgreb i ejendomsretten, hvis naturforbedrende virkning nok er beskeden. Se til sammenligning MRF 2024.281 B, hvor byretten ikke fandt grundlag for at underkende lovliggørende dispensation til sommerhusbyggeri i udbygget sommerhusområde, der først i 1995 blev lokalplanlagt som sommerhusområde.