MRF 2024.94
Retten i Aalborgs dom af 7. februar 2024, sag BS-611/2023-ALB
S1 og S2 (adv. Marie Louise Brock Faber) mod Aalborg Kommune (adv. Kim Trenskow). Biintervenient til støtte for Aalborg Kommune: European Energy A/S
Nabo havde ikke søgsmålskompetence (retlig interesse) vedrørende Aalborg Kommunes dispensation fra skovbyggelinjen, da naturbeskyttelseslovens regler ikke varetager nabohensyn, og da der ikke forelå en sådan refleksvirkning, at udgangspunktet om manglende søgsmålskompetence på grundlag af nabointeresser burde fraviges.
Aalborg Kommune meddelte den 5. juli 2022 V A/S dispensation fra skovbyggelinjen til etablering af et større solcelleprojekt bestående af et solcelleanlæg med tilhørende tekniske installationer, anlæg mv., jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, jf. § 17. Dispensationen omfattede ca. 20 ha landbrugsjord beliggende inden for skovbyggelinjen. En nabo, S, der tillige ejede matrikler i den skov, der afkastede skovbyggelinjen, påklagede kommunens dispensation til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Ved afgørelse af 27. september 2022 afviste nævnet klagen med henvisning til, at naboer ikke er klageberettigede efter naturbeskyttelseslovens § 86. S indbragte herefter kommunens dispensation for domstolene. Spørgsmålet om naboens søgsmålskompetence (retlige interesse) blev udskilt til særskilt behandling og afgørelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2. Byretten fandt ikke, at S, der ikke var klageberettigede efter naturbeskyttelseslovens § 86, havde en sådan væsentlig og individuel interesse i afgørelsen om dispensation, at de havde en retlig interesse i at få prøvet dens gyldighed. Retten lagde herved navnlig vægt på, at naturbeskyttelseslovens regler, herunder reglerne om skovbyggelinjer, ikke varetager nabohensyn eller -interesser, ligesom det ikke kunne antages, at der over for S forelå en sådan refleksvirkning, at udgangspunktet om manglende søgsmålskompetence på grundlag af nabointeresser burde fraviges. S havde således ikke godtgjort, at deres ejendom ville blive direkte og konkret berørt af solcelleprojektet på en sådan måde, at dette med afgørende vægt talte for søgsmålskompetence. Det forhold, at S ejede matrikler, som afkastede skovbyggelinjen, kunne ikke føre til en anden vurdering. Byretten afviste herefter sagen.
Kommentar: Efter fast praksis omfatter kredsen af klageberettigede efter naturbeskyttelseslovens § 86 ikke naboer. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at naboer ikke kan være søgsmålsberettigede, jf. MAD 2010.2680 B, hvilket derimod må bero på en konkret afvejning af forskellige momenter, herunder om sagsøgeren har en individuel, væsentlig og aktuel interesse i sagens udfald. I sagen fra Aalborg synes byretten at have afgrænset søgsmålskompetencen til anfægtelse af afgørelser efter naturbeskyttelsesloven usædvanligt snævert, herunder er der navnlig ikke holdepunkter for at antage, at der gælder et almindeligt udgangspunkt om manglende søgsmålskompetence på grundlag af nabointeresser. I forhold til den konkrete sag, der angik etablering af et større solcelleanlæg, må det endvidere bemærkes, at der vil være krav om VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, hvilket tillige betyder, at naboer må kunne støtte ret på VVM-direktivets art. 11 om prøvelsesadgang for berørte offentlighed, da dispensationen fra skovbyggelinjen er nødvendig for projektet. Selv om nævnet kan argumentere for, at VVM-direktivet og Århus-konventionens art. 9, stk. 2, ikke har betydning for klageadgangen, der er lovreguleret, er dette ikke afgørende for søgsmålskompetencen ved domstolene og kan begrunde en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Hertil kommer i øvrigt, at efter EU-Domstolens dom i sag C-166/22 (MRF 2023.101), hvorefter tilladelser til fravigelse af habitatdirektivets beskyttelse af bilag IV-arter skal foreligge inden VVM-tilladelsen, er det nærliggende at antage, at det samme må gælde dispensationer fra naturbeskyttelseslovens forbudsbestemmelser.