MRF 2024.93
Retten i Glostrups dom af 2. februar 2024, sag BS-59245/2019-GLO
B1 og B2 (adv. Anders Bjørn Fenger Munthe og Andreas Oxholm) mod A (adv. Peter Bang)
Affaldshåndteringsvirksomheden A erstatningsansvarlig for det driftstab, som spildevandsselskaberne B1 og B2 var påført ved A’s levering af spildevand med pesticidrester under EAK-kode 161001 uden oplysning om pesticidrester, hvor driftstabet bestod i, at B1’s udledning af pesticidholdigt spildevand havde medført forbud mod udledning efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Ansvarsgrundlaget vurderet ud fra parternes aftale og almindelige erstatningsretlige principper, mens det ikke blev tillagt betydning, om A efter affaldslovgivningen måtte anses for mægler eller affaldsindsamlingsvirksomhed.
En affaldsproducerende virksomhed (P) indgik i maj 2011 aftale med en affaldshåndteringsvirksomhed (A) om, at A bl.a. skulle håndtere P’s spildevand, der indeholdt farve- og pesticidrester, og som blev klassificeret under EAK-kode 161001 ”vandigt flydende affald indeholdende farlige stoffer”. Af aftalen med P fremgik, at A påtog sig ansvaret for transport, håndtering og bortskaffelse af P’s spildevand. A leverede i perioden 2011-2017 spildevandet til forbrænding ved Kommunekemi, men i 2016-2017 indledte A et samarbejde med et spildevandsbehandlingsanlæg (B1), der var godkendt til håndtering af industrielt spildevand, herunder EAK-koden 161001, men ikke spildevand med pesticidrester. I perioden 2017-2019 leverede A i alt 36 leverancer med spildevand indeholdende farve- og pesticidrester fra P til B1. Af de medfølgende transportdokumenter til B1 fremgik, at spildevandet indeholdt 2 % farverester, og at spildevandet var klassificeret under EAK-koden 161001, men det fremgik ikke, at spildevandet indeholdt pesticidrester. Ud af de i alt 36 spildevandsleverancer blev seks leverancer (i alt 56 tons spildevand med pesticidrester) omdirigeret fra B1’s behandlingsanlæg til tømning i et større tankanlæg, som et koncernforbundet spildevandsbehandlingsanlæg (B2) havde rådighed over. Efter X kommune havde målt meget høje koncentrationer af pesticidrester i B1’s rensede spildevand og i de åer, som B1’s rensede spildevand blev udledt til, meddelte X kommune i juli 2019 forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, til B1 om straks at standse udledningen. Miljøtekniske undersøgelser viste, at B1’s behandlingsanlæg og spildevandet i B2’s tankanlæg (4.500-4.700 tons spildevand) var blevet kontamineret af spildevandet med pesticidrester. B1 afviklede herefter sit behandlingsanlæg, og B2 igangsatte håndtering af det kontaminerede spildevand i sit tankanlæg med den konsekvens, at B2’s planlagte driftsopstart blev udskudt og betydeligt nedsat. B1 – og senere også B2 – rettede henvendelse til A, idet B1 havde grund til at antage, at pesticidresterne stammede fra leverancer modtaget fra A. Der pågik herefter en skriftveksling mellem parterne, som resulterede i, at B1 i december 2019 anlagde retssag mod A med en erstatningspåstand på ca. 9,4 mio. kr., som under retssagen blev forhøjet til ca. 89,5 mio. kr. B2 indtrådte i retssagen som hovedintervenient og nedlagde erstatningspåstand på ca. 72,2 mio. kr., som under retssagen blev forhøjet til ca. 73,9 mio. kr. Det blev oplyst, at fordi parterne var uenige om, hvorvidt B1 – såfremt det var B2, der havde et direkte krav mod A – var berettiget til at indtale et sådant krav overfor A, var B2’s påstand nedlagt som et alternativ til B1’s påstand, dvs. at B1’s og B2’s påstande i vid udstrækning omfattede de samme påståede tab. A påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at A alene som mægler formidlede kontakten mellem P og B1, og at A derfor ikke som affaldsindsamlingsvirksomhed havde overtaget affaldsproducentens ansvar for affaldshåndteringen. A adciterede P, men under retssagens hovedforhandling hævede A adcitationssagen. Byretten fandt det efter bevisførelsen godtgjort, at A fra oktober 2017 til juni 2019 via transportfirma V havde foranlediget 36 leverancer af spildevand fra P til B1, og at det var omtvistet, om A havde ageret som indsamlingsvirksomhed og overtaget P’s ansvar for affaldet, eller om A alene havde været mægler mellem P og B1. Byretten fandt dog dette uden betydning for, om ”A kan anses for ansvarlig for den forurening, som fandt sted hos [B1] og [B2]”, da dette ikke beroede på A’s rolle efter affaldslovgivningen, men måtte afgøres ud fra parternes aftale og almindelige erstatningsretlige principper. Endvidere lagde retten til grund, at det ikke af EAK-koden eller fragtbrevene fremgik, at der var tale om pesticidholdigt spildevand, og at B1 og B2 havde miljøgodkendelse til at modtage affald omfattet af EAK-kode 161001, men at A var bekendt med, at spildevandet fra P var pesticidholdigt. Videre lagde retten til grund, at kontamineringen af B1’s og B2’s anlæg stammede fra det spildevand, som A leverede fra P. Byretten fandt efter bevisførelsen, herunder aftalen mellem A og P, at A overtog ansvaret for P's affald og følgelig var ansvarlig for at give affaldsmodtageren alle væsentlige og relevante oplysninger om det spildevand, som blev leveret. Byretten fandt desuden, at EAK-koden – uanset om anvendelsen af EAK-kode 161001 måtte anses som korrekt eller ej – ikke kunne stå alene, og at A var ansvarlig for at oplyse overfor B1 som affaldsmodtager, at spildevandet var pesticidholdigt, da dette var en helt afgørende oplysning for affaldsmodtageren. Efter en samlet vurdering af bevisførelsen lagde byretten til grund, at P havde informeret A om, at spildevandet var pesticidholdigt, og at denne information ikke tilgik B1 og B2. A havde herved tilsidesat sin oplysningspligt og handlet ansvarspådragende overfor B1 og B2. Byretten bemærkede i den forbindelse, at B1 ikke havde udvist egen skyld, og at A havde kendt til og accepteret, at en del af det leverede spildevand blev omdirigeret til tømning i B2’s tankanlæg. A skulle derfor som ansvarlig skadevolder betale erstatning til B1 og B2 for den påregnelige skade, som pesticidforureningen forårsagede. Byretten anførte, at bevisbyrden for, at B1 og B2 havde lidt et tab, herunder et driftstab, påhvilede B1 og B2, og at enhver bevistvivl som udgangspunkt måtte komme B1 og B2 til skade. Byretten bemærkede dog, at der havde været tale om en betydelig uagtsomhed fra A’s side i forhold til bortskaffelsen af det pesticidholdige spildevand, hvilket gav grundlag for at lempe beviskravene, navnlig i forhold til driftstab og/eller mistet dækningsbidrag. Byretten foretog herefter en bedømmelse af de påståede tab og lagde til grund, at B2’s tab måtte anses for en adækvat følge af A’s ansvarspådragende handling og fastsatte efter en samlet vurdering B1’s og B2’s erstatning til i alt ca. 27,5 mio. kr. Særligt i forhold til de påståede driftstab bemærkede byretten, at erstatning for driftstab/mistet dækningsbidrag måtte fastsættes skønsmæssigt, og at der ved skønnet på den ene side måtte udvises en betydelig forsigtighed og på den anden side måtte tages hensyn til, at der var grundlag for at lempe beviskravene som følge af den betydelige uagtsomhed fra A’s side.
Kommentar: Dommen vedrører alene erstatning for det driftstab, som B1 henholdsvis B2 blev påført, efter at X kommune meddelte forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, til B1 mod fortsat udledning af spildevand. Om der i den anledning er sket oprydning af forureningen af vandløbet, og hvordan eventuelle udgifter hertil i givet fald fordeles, indgår ikke i denne sag. Denne sag adskiller sig således fra U 2017.1192 H, hvor der skete en alvorlig forureningsulykke foranlediget af levering af farligt flydende affald, som indeholdt farlige stoffer, og hvor affaldsbehandlingsanlægget blev fundet objektivt erstatningsansvarlig efter miljøskadeerstatningsloven for beredskabsudgifter, men hvor erstatningspligten blev delt med en transportør. Sagen har i forhold til både B1 og B2’s krav mod A en vis lighed med U 2017.2510 H, hvor et fjernvarmeværk blev fundet erstatningsansvarlig efter miljøskadeerstatningslovens objektive ansvar for de merudgifter, som spildevandsrensningsanlæg havde haft ved bortskaffelse af spildevandsslam, der var cadmiumforurenet af spildevand fra et fjernvarmeværk. I forhold til ansvar for de skader, som affaldet forvolder, må parternes argumentation ses i lyset af, at en affaldsproducent ikke kan frigøre sig fra ansvar for forsvarlig bortskaffelse af affaldet ved blot at overgive det til en transportør, men at ansvarsophør kan ske ved overgivelse af affaldet til en godkendt affaldsindsamlingsvirksomhed. I denne sag kunne dette have haft betydning for forholdet mellem A og affaldsproducenten P, mens det ikke fritager A fra at oplyse B1 som modtager af affaldet om affaldets farlige egenskaber. I forhold til affaldslovgivningen viser dommen den begrænsninger, der følger af EAK-koderne, og at disse ikke altid er egnet til at fastlægge, hvilke typer farligt affald et affaldsbehandlingsanlæg faktisk kan behandle.