MRF 2024.92
Retten i Hillerøds dom af 3. januar 2024, sag BS-36650/2022-HIL
Boet efter A ved arvingerne B og C (adv. Flemming Elbæk) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets skønsmæssige vurdering af, at 2-årsfristen for behandling af et fredningsforslag kunne forlænges, fordi sagsbehandlingen i perioder havde været sat i bero som følge af covid-19.
Danmarks Naturfredningsforening og Allerød Kommune rejste den 19. december 2019 fredningsforslag for et areal på ca. 332 ha. Grundet covid-19 havde sagsbehandlingen af fredningsforslaget i væsentlig grad været sat i bero, og Fredningsnævnet for Nordsjælland kunne herefter ikke nå at færdigbehandle fredningsforslaget indenfor 2-årsfristen, jf. naturbeskyttelseslovens § 37 a, stk. 1. Fredningsnævnet traf derfor den 16. december 2021 afgørelse om at forlænge fristen for at færdigbehandle fredningsforslaget med 2 år, jf. naturbeskyttelseslovens § 37 a, stk. 3. Fredningsnævnets afgørelse blev af flere berørte lodsejere påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i afgørelse af 6. marts 2022 (j.nr. 22/00417) stadfæstede fredningsnævnets afgørelse om fristforlængelse. Klagenævnet lagde herved bl.a. vægt på, at sagens fremme med inddragelse af lodsejere og andre interessenter havde været hindret ad flere omgange pga. restriktioner og nedlukning som følge af covid-19. Boet efter en af de berørte lodsejere indbragte Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse for domstolene med påstand om ugyldighed, subsidiært en forkortelse af fristforlængelsen. Byretten lagde til grund, at i perioden, hvor fredningsforslaget var under behandling, opstod en pandemi som følge af covid-19, der medførte omfattende restriktioner for mødeaktivitet og periodevis lukning af offentlige institutioner, og at der således var meget begrænsede muligheder for at behandle fredningsforslaget i længere perioder fra marts 2020. Byretten fandt under disse særlige omstændigheder og efter en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets skønsmæssige afvejning af, at det var nødvendigt at forlænge fristen som sket, jf. naturbeskyttelseslovens § 37 a, stk. 3. Miljø- og Fødevareklagenævnets påstand om frifindelse blev derfor taget til følge.
Kommentar: Dommen og klagenævnets forudgående afgørelse i sagen kan sammenholdes med MRF 2023.208 Mfk, hvor klagenævnet modsat fandt, at henvisning til begrænsninger i fredningsnævnets behandling af fredningsforslag som følge af civid-19 ikke kunne begrunde en forlængelse af fristen. Sammenholdes de to sager, er der imidlertid den væsentlige forskel, at i MRF 2023.208 Mfk var forslag til fredning rejst i maj 2021, dvs. midt i corona-pandemien, hvorfor det ved rejsningen af fredningen var kendt for kommunen og Danmarks Naturfredningsforening, at der var restriktioner. Modsat blev forslaget til fredning i sagen fra Allerød rejst i 2019, dvs. inden corona-pandemien. Dette er ligeledes fremhævet i byrettens præmisser, hvor de særlige omstændigheder udtrykkeligt begrundes med, at mens ”fredningsforslaget var under behandling, opstod en pandemi som følge af Covid 19, der medførte omfattende restriktioner for mødeaktivitet og periodevis lukning af offentlige institutioner. Der var således meget begrænsede muligheder for at behandle det omhandlede forslag i længere perioder fra marts 2020. Dertil kommer, at Fredningsnævnet for Nordsjællands formand havde helbredsmæssigt forfald, og at pågældendes suppleant efter det foreliggende ikke havde mulighed for at afdække den reducerede kapacitet”. Forskellen mellem udfaldet i de to sager kan således kort forklares med, at ydre omstændigheder, der vanskeliggør behandling af fredningsforslaget, ikke udgør særlige omstændigheder, hvis omstændighederne er kendte ved rejsning af fredningsforslaget.