MRF 2024.87
Østre Landsrets dom af 20. marts 2024, 18. afd., sag BS-41268/2020-OLR
(Henrik Hjort Elmquist, Martin Hall og Amelie Brofeldt (kst.))
A (adv. Kenneth Holm Larsen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Arealet omkring en høfde var omfattet af strandadgangsretten i naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 1, og den af A opsatte afskærmning langs høfden udgjorde en forhindring i strid med naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3, da offentligheden forudgående havde haft mulighed for at passere høfden via et opsat trinbræt.
Nord for A’s ejendom, der var beliggende i første række ud mod Øresund, var anlagt en høfde, som løb ud i Øresund. Høfden var oprindeligt anlagt i 1908-09, men blev i 1974 godkendt af Trafikministeriet. Høfden var belagt med tømmer og fungerede således som en gangbro. Høfdens udformning blev i 2000 godkendt af Københavns Amt med vilkår om, at offentlighedens adgang skulle sikres. Ved besigtigelser af høfden i 2002 og 2009 var det konstateret, at høfden var forsynet med et trinbræt. Gentofte Kommune modtog den 22. januar 2018 en henvendelse fra en borger om, at der var blevet opsat afskærmning langs høfden, således at passage langs kysten var blevet forhindret, hvilket kommunen fik bekræftet ved tilsyn i februar 2018. Kommunen varslede i februar 2018 påbud om, at den opsatte afskærmning langs høfden skulle fjernes for at sikre passage for offentligheden langs stranden. A søgte den 1. marts 2018 om dispensation til lukning af strandarealet. Gentofte Kommune meddelte den 14. marts 2018 afslag på A’s ansøgning om lukning af strandarealet og meddelte samtidig påbud om fjernelse af afskærmningen langs høfden. A påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ved afgørelse af 9. november 2018 (j.nr. 18/05038) stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at arealet omkring høfden var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 1, at høfden i dens udformning med det opsatte trinbræt var lovlig og ikke afskar offentligheden fra at passere langs stranden, at adgangsretten ikke var bortfaldet ved myndighedspassivitet, og at den opsatte afskærmning langs høfden udgjorde en hindring i strid med naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3. A indbragte nævnets afgørelse for domstolene. Byretten lagde til grund som ubestridt, at arealet omkring høfden havde karakter af en strandbred omfattet af strandadgangsret, jf. naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 1. Byretten lagde endvidere til grund, at høfden, da A erhvervede ejendommen, var lovlig, at offentligheden i hvert fald siden 2000 eller 2001 havde haft mulighed for at passere høfden via det opsatte trinbræt, og at denne passagemulighed blev forhindret i 2018, da A opsatte afskærmningen. På denne baggrund – og da byretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte nævnets passivitetsvurdering – fandt byretten, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at betingelserne for adgangsret til strandbredden via A’s høfde ikke var til stede. Byretten frifandt herefter nævnet. A ankede byrettens dom til landsretten, der på baggrund af fremlagte fotos fandt, at arealet omkring høfden havde karakter af strandbred og dermed var omfattet af adgangsretten, jf. naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 1. Med henvisning til Trafikministeriets godkendelse fra 1974 og Københavns Amts godkendelse fra 2000 lagde landsretten til grund, at høfden var lovlig, da A erhvervede ejendommen, og at offentligheden siden i hvert fald 2002 havde mulighed for at passere høfden via det opsatte trinbræt. Landsretten tiltrådte herefter nævnets afgørelse om, at den opsatte afskærmning var i strid med naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3, og stadfæstede herefter byrettens dom.