MRF 2024.81
Vestre Landsrets dom af 22. februar 2024, 5. afd., sag BS-37842/2022-VLR
(Helle Krogager Rasmussen, Henrik Estrup og Nichlas Madsen (kst.))
A (adv. Camilla Moe Thorup) mod B og C (adv. Hanne Sølgaard)
B og C havde vundet ejendomshævd på areal beliggende på privat fællesvej, hvor der siden 1970 af tidligere ejer af B og C’s ejendom var placeret en carport, da privatvejslovens § 66 ikke udelukker hævdserhvervelse i det indbyrdes forhold mellem private parter, og hævdbetingelserne om uretmæssig råden i mere end 20 år var opfyldt, uden at retten tog stilling til, om arealets status som privat fællesvej var bortfaldet ved frihedshævd.
B og C erhvervede i 2008 ejendommen D-vej 9, hvor der i 1970’erne var opført en carport af en tidligere ejer. I 2016 blev carporten udvidet. D-vej 7 blev i 1978 erhvervet af A’s svigermor, og i 2020 overtog A ejendommen, hvorefter A krævede B og C’s carport fjernet med henvisning til, at den lå på D-vej 7. B og C afviste at fjerne carporten og henviste til, at der var vundet ejendomshævd på arealet. Dette gav anledning til, at der i marts 2021 blev afholdt skelforretning, hvor landinspektøren konkluderede, at B og C havde vundet ejendomshævd over det areal, hvor den oprindelige carport var beliggende, men afviste hævd over det areal, hvor carporten i 2016 blev udvidet. A anlagde herefter retssag mod B og C med påstand om, at carporten var placeret overvejende på vejudlæg beliggende på A’s ejendom, at den var opført ulovligt, og at der som følge heraf ikke kunne vindes hævd på arealet, hvorfor carporten skulle fjernes. Til støtte herfor anførte A bl.a., at der ikke kan vindes ejendomshævd i modstrid med offentligretlige forskrifter, jf. U 2002.297/2 H, og at B og C var i ond tro. B og C påstod frifindelse og nedlagde principal påstand om, at B og C havde vundet ejendomshævd over arealet, hvor carporten var placeret, og subsidiært, at de havde vundet brugshævd. Til støtte herfor anførte B og C bl.a., at carporten havde været brugt af skiftende ejere af D-vej 9 siden 1972, og at carporten var beliggende på privat fællesvej, som matrikulært var beliggende på A’s ejendom, og at skiftende ejere af D-vej 9 havde været i god tro herom. Byretten lagde til grund, at skiftende ejere af D-vej 9 havde haft carport på arealet siden 1970’erne, at der var tale om en kontinuert råden, som ejeren af D-vej 7 havde været bekendt med siden 1978 uden at tage skridt til at hindre denne uberettiget råden. Der var ikke en byggesag vedrørende den oprindelige opførelse af carporten, som dog var indskrevet i BBR-registret. Med henvisning hertil fandt byretten, at der var vundet ejendomshævd, idet A’s anbringende om ulovlig råden blev afvist med, at landsretten i U 2022.322 V (MRF 2021.290 V) havde fastslået, at privatvejslovens § 66 ikke er til hinder for, at der i forhold mellem private kan vindes ejendomshævd, uden at byretten tog stilling til, om arealets status som privat fællesvej var bortfaldet ved frihedshævd. A fik derfor alene medhold i, at B og C skulle fjerne den del af carporten, der var udvidet i 2016. B og C opfyldte dommen, men A ankede til landsretten, hvor A nedlagde påstand om, at en i forbindelse med fjernelse af udbygningen af carporten placeret stolpe skulle flyttes, og hvor A som nyt anbringende gjorde gældende, at der var fejl i landinspektørens skellinje fra skelforretningen i 2021. Landsretten afviste det nye anbringende, jf. retsplejelovens § 383, stk. 2, og stadfæstede herefter byrettens dom med bemærkning om, at B og C havde opfyldt denne del af dommen.
Kommentar: Dommen illustrerer, at der i nogle tilfælde kan vindes hævd i modstrid med offentligretlig lovgivning i forhold mellem private, jf. landsrettens obiter dictum i MRF 2021.290 V med kommentar og Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 828 ff. I forhold til det omtvistede areals retlige status efter privatvejsloven kunne byretten og landsretten ikke tage stilling, da en sådan stillingtagen vil forudsætte, at kommunen som myndighed efter privatvejsloven var inddraget i sagen. Det fremgik i øvrigt af dommen, at kommunen havde varslet et påbud vedrørende carporten, uden at det nærmere indhold heraf er oplyst, idet kommunen afventede udfaldet af hævdstvisten.