MRF 2021.290
Vestre Landsrets dom af 3. november 2021, 14. afd., sag BS-12224/2021-VLR
(John Lundum, Astrid Bøgh og Lisette Ørnskov Top (kst.))
A (adv. Allan Højbak) mod B (adv. Jesper Nikolajsen)
Kravet i privatvejslovens § 66 om tilladelse til placering af genstande mv. på private fællesveje udelukker ikke, at der kan vindes ejendomshævd eller brugshævd over vejarealet i en sag mellem den rådende og vejejeren. Dog ikke godtgjort, at placering af brændestabel på vejarealet havde haft en sådan karakter i hævdstid, at der var vundet hævd.
A havde i 1989 erhvervet en ejendom ved en privat fællesvej beliggende på naboejendommen. I 2010 erhvervede B naboejendommen og konstaterede efterfølgende, at A i perioder havde en brændestabel liggende på vejarealet på B’s ejendom, hvilket B påtalte i 2020. A nægtede imidlertid at fjerne brændestablen med henvisning til, at A havde vundet hævd over vejarealet. Efter A’s udsagn havde A anvendt arealet til placering af brændestabel kontinuerligt siden 1995 og havde ikke fået tilladelse hertil fra kommunen efter privatvejslovens § 66. A forklarede endvidere, at der ikke havde ligget brænde på ejendommen hele året rundt, men typisk fra det tidlige efterår til slutningen af vinteren, hvor A bearbejdede og anvendte brændet. Tvisten førte til, at A anlagde sag mod B med principal påstand om at have vundet ejendomshævd på det omhandlede areal, subsidiært at A havde vundet brugshævd til at anvende arealet til opmagasinering/opbevaring af brænde. B påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at der ikke kan vindes hævd over privat fællesvej. Byretten konstaterede, at der ikke kunne ses en brændestabel på arealet på luftfotos fra 1999 til 2012, mens der på nyere luftfotos sås en brændestabel på arealet. Uanset at samtlige vidner havde forklaret, at der periodevis havde været en brændestabel på arealet så længe, de kunne huske, fandt byretten det efter en samlet vurdering ikke bevist, at A’s råden havde haft en sådan karakter i 20 år, at A havde vundet hævd over arealet, hvorfor B blev frifundet. Landsretten stadfæstede dommen i henhold til byrettens grunde, idet landsretten dog udtalte, ”at § 66 i lov om private fællesveje ikke kan antages at udelukke muligheden for hævdserhvervelse i det indbyrdes forhold mellem parterne i denne sag”.
Kommentar: Mens vejlovens § 60, stk. 2, bestemmer, at der ikke kan vindes hævd over offentlige veje, hvis arealer er udskilt i matriklen, genfindes en sådan regel ikke i privatvejsloven, hvorfor der som udgangspunkt ikke er noget til hinder for hævdserhvervelse (såvel ejendoms- som servituthævd) over en privat fællesvejs areal, såfremt de hævdsretlige betingelser er opfyldt. Af den juridiske litteratur og retspraksis fremgår imidlertid den almindelige regel, at hævd ikke kan erhverves i strid med offentligretlig regulering, jf. bl.a. U 2002.297/2 H og MAD 2020.177 B, der begge angik kørsel med motorkøretøjer i statsskov, samt Ramhøj i Landinspektøren 5a/2009 (særnummer), s. 18 f., Pagh: Fast ejendom – regulering og køb, 3. udg., 2017, s. 713 ff. og Evald: Servitutretten, 2021, s. 131.
Landsrettens dom i denne sag synes med rette at anlægge en mere nuanceret tilgang til forholdet mellem hævdserhvervelse og den offentligretlige reguleringslovgivning. Det må anses for sikkert, at private ikke over for myndighederne kan vinde hævd på at råde i strid med offentligretlige regler. Eksempelvis vil en tiltalt i en straffesag ikke skulle frifindes med henvisning til, at den ulovlige råden har stået på i hævdstid, jf. f.eks. U 1928.454 H (jf. U 1927.204), U 1946.162 Ø, TfK 2006.313/2 Ø, ligesom en person ikke over for statsskovvæsenet kan vinde hævd på at køre med motorkøretøjer i statsskov i strid med naturbeskyttelseslovens § 23, jf. de nævnte U 2002.297/2 H og MAD 2020.177 B. Derimod er det – som antydet af landsretten i ovenstående sag – ikke givet, at retsstillingen er den samme i det indbyrdes forhold mellem den rådende og arealejeren, idet hverken den administrative eller strafferetlige håndhævelse hindres af hævdserhvervelse mellem private på grundlag af en råden, der er sket i strid med offentligretlige regler. Ofte vil der i øvrigt kunne være grundlag for, at den rådende ved henvendelse til den relevante myndighed kan opnå en retlig lovliggørelse af sin råden, herunder fordi myndighedens håndhævelsesadgang kan være fortabt som følge af den lange tid, som rådighedsudøvelsen i sagens natur må have stået på. Denne retsstilling er så vidt ses på linje med U 2019.528 Ø, der anerkendte en hævdvunden ret til oplæg af både og placering af en bænk på et strandareal. Ejeren af strandarealet havde bl.a. gjort gældende, at rådighedsudøvelsen var i strid med naturbeskyttelsesloven, hvilket dog ifølge landsretten ikke hindrede hævdserhvervelsen, idet ”eventuelle spørgsmål om forholdet til § 3 i naturbeskyttelsesloven vil skulle afgøres af kommunalbestyrelsen, som i henhold til loven er tilsynsmyndighed og efter lovens § 65, stk. 2, kan meddele dispensation”.
Endelig må det bemærkes, at det er et selvstændigt spørgsmål, som ikke har noget at gøre med hævdsbetingelserne, om en arealejer med en selvstændig påstand for domstolene kan håndhæve den offentligretlige forskrift direkte over for den rådende. Se uddybende herom Haugsted og Salung Petersen: ’Søgsmålskompetence til privat håndhævelse af offentligretlig regulering over for andre private’, Tidsskrift for Rettsvitenskap 2021, s. 505 ff., særligt s. 538 ff.