MRF 2024.7
EU-Domstolens dom af 25. april 2024, 2. afd., sag C-301/22, Sweetman
Søer under 50 ha er ikke omfattet af vandrammedirektivets regler om overfladevandområder, medmindre medlemsstaterne beslutter dette, men medlemsstaterne skal for projekter, der berører mindre søer, ikke begrænse vurderingen til projektets virkninger på den pågældende sø, men også tage hensyn til de vandområder, som den berørte sø er forbundet med.
Baggrunden for sagen var, at myndighederne på den irske ø Gorumna havde meddelt tilladelse til at indvinde vand fra den privatejede ikke-tidevandspåvirkede indlandssø Loch an Mhuilinn på 0,083 km2 (8,3 ha), idet vandet blev pumpet til fire anlæg til brug for at bade syge laks for at fjerne diskelus og bekæmpe fiskesygdommen ”Amoebic Gill Disease”. Peter Sweetman anfægtede tilladelsen ved de irske domstole med henvisning til, at den var meddelt i strid med vandrammedirektivet. High Court lagde til grund, at søen burde have været klassificeret efter vandrammedirektivet, og da dette ikke var sket, var det ikke muligt for de irske myndigheder at vurdere, om tilladelsen var i modstrid med forbuddet mod at forringe vandmiljøet efter vandrammedirektivets art. 4(1)(a), hvorfor tilladelsen blev ophævet. Sagen blev genoptaget efter, at det blev gjort gældende, at søen slet ikke var omfattet af vandrammedirektivet, som alene omfatter søer med et areal på mindst 50 ha, medmindre søen anvendes til drikkevand eller er beliggende i særligt beskyttede områder. Dette gav anledning til præjudicielle spørgsmål fra den irske domstol om, hvorvidt medlemsstaterne skal klassificere søer under 50 ha, henholdsvis om myndighederne for sådanne mindre søer har andre forpligtelser efter vandrammedirektivet ved behandling af ansøgninger om tilladelse. EU-Domstolen lagde til grund, at vandrammedirektivets bilag II om typespecifikke referenceforhold for overfladevandområder ikke omfatter søer med et areal mindre end 50 ha. Dette gælder, uanset om en medlemsstat anvender system A eller B i bilag II som referencesystem, hvorfor medlemsstaterne heller ikke er forpligtet til at klassificere sådanne søers økologiske tilstand (præmis 31-35). Medlemsstaterne kan dog, hvis de finder det hensigtsmæssigt, vælge at underkaste visse søer på mindre 50 ha direktivets regler (præmis 40). Selv om søer under 50 ha ikke er omfattet af vandrammedirektivet, når de ikke er en del af et beskyttet område, kan kvaliteten af en lille sø dog påvirke et større område. Som følge heraf kan medlemsstaterne ved ansøgning om tilladelse til et projekt, der kan berøre en sø med et overfladeareal på mindre end 50 ha, ikke begrænse vurderingen til projektets virkninger på den pågældende sø, men skal også tage hensyn til de vandområder, som den berørte sø er forbundet med (præmis 57).
Kommentar: I forhold til dansk praksis ses dommen ikke at kræve ændringer, da det er fast klagenævnspraksis, at selvom et projekt alene påvirker ikke-målsatte vandløb og søer direkte, vil der også i disse tilfælde skulle ske en vurdering af, om der sker en påvirkning af andre (målsatte) vandområder, som f.eks. er beliggende nedstrøms, jf. MAD 2017.353 Mfk (NMK-43-00640) og MAD 2016.22 Nmk (NMK-43-00586). Hertil kommer, at der ikke ved den danske gennemførelse er nogen størrelsesbegrænsning for søer under 50 ha, uden at der ses at have været overvejelser herom i forarbejderne til den danske gennemførelse af vandrammedirektivet. Spørgsmålet er omtalt i DMU rapport 475 om vandrammedirektivet og danske søer fra 2003, hvor det er anført, at der er mulighed for at vælge mellem system A og B i direktivets bilag II, ”men i Danmark er det oplagt at følge System B, hvilket bl.a. betyder, at det er muligt også at omfatte søer under 50 hektar. I det følgende har vi derfor kun beskæftiget os med dette system” (se: https://www.dmu.dk/1_viden/2_Publikationer/3_fagrapporter/rapporter/FR475.PDF).