MRF 2024.60
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. marts 2024, j.nr. 22/09549
Ophævet kommunes afgørelse fra 2019 om, at generalforsamling i pumpelag i 2016 om ændring af lagets vedtægtsbestemmelser om partsfordeling ikke krævede kommunal godkendelse, da partsfordelingen var fastsat i lagets vedtægter, hvorfor ændringen af partsfordeling krævede kommunal godkendelse, jf. vandløbslovens § 40 og reguleringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2.
Et pumpelag havde i august 2016 ved generalforsamling vedtaget en ændring af sine vedtægtsbestemmelser om partsfordelingen mellem pumpelagets medlemmer til pumpelagets udgifter. Den 22. marts 2019 kontaktede sommerhusejer E, der var medlem af pumpelaget, Syddjurs Kommune vedr. kommunens opkrævning af bidrag til pumpelaget via ejendomsskatten, idet E var uforstående over for det beløb, som kommunen opkrævede til pumpelaget. E henviste til pumpelagets tinglyste vedtægter, hvor partsfordeling var fastlagt i vedtægtens § 5, og hvor det fremgik af § 7, at vedtægtsændringers gyldighed var betinget af vandløbsmyndighedens godkendelse. Den 25. marts 2019 besvarede kommunen E’s henvendelse og oplyste, at kommunen ikke var del af pumpelaget, men alene som vandløbsmyndighed forestod opkrævningen af medlemmers bidrag til pumpelaget via ejendomsskatten, og at kommunen efter ændringen af vedtægterne i 2016 havde opkrævet på baggrund af den partsfordeling, pumpelaget havde vedtaget, da det fremgik af lagets vedtægter, at generalforsamlingen altid var beslutningsdygtig og kunne ændre vedtægterne ved generalforsamling. Denne henvendelse blev påklaget af E, der navnlig anførte, at kommunens henvendelse udgjorde en afgørelse om kommunens ikke-stillingtagen til, hvorvidt der forelå uoverensstemmelse om partsfordeling og stemmefordelingen i pumpelaget, og at kommunen skulle godkende og vurdere, hvorvidt den på generalforsamlingen vedtagne partsfordeling var lovlig. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) henviste indledningsvis til vandløbslovens § 40, hvorefter vandløbsmyndigheden fastsætter, hvilke områder der skal høre under pumpelaget, og udfærdiger en vedtægt for laget. Videre henviste nævnet til reguleringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, hvoraf fremgår, at vandløbsmyndigheden skal træffe beslutning om oprettelse eller ændring af offentlige pumpelag. Herefter var spørgsmålet for det første, om kommunens svar på E’s henvendelse var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, der kunne påklages. Nævnet fandt, at kommunen ved henvendelsen af 25. marts 2019 havde truffet afgørelse om, at ændringen af pumpelagets partsfordeling ikke krævede godkendelse fra kommunen som vandløbsmyndighed, da kommunen havde anført, at ændring i vedtægter om partsfordeling ikke krævede kommunens godkendelse. Efter nævnspraksis forstås vandløbslovens § 40 og reguleringsbekendtgørelsen § 7, stk. 1 og 2, imidlertid således, at det er vandløbsmyndigheden, der har kompetencen til at udarbejde og ændre pumpelagets vedtægter, jf. MAD 2013.1156 Nmk (NMK-43-00333). Nævnet fandt herefter, at kommunens afgørelse var i modstrid hermed, da partsfordelingen var fastlagt i pumpelagsvedtægtens § 5 i overensstemmelse med reguleringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3, nr. 3. Der kunne derfor ikke ske ændring i partsfordelingen, uden at der samtidig skete en ændring i vedtægterne, hvorfor ændring i partsfordeling krævede kommunal godkendelse. På denne baggrund ophævede og hjemviste nævnet afgørelsen til fornyet behandling i kommunen.
Kommentar: Nævnets fortolkning af vandløbsloven er uden betænkeligheder og må fuldt ud tiltrædes, men sagen illustrerer en gråzone i relation til afgørelsesbegrebet og klagefrister, da det først er efter kommunens svar på E’s henvendelse, at der tilsyneladende foreligger en afgørelse fra kommunen, uanset at kommunen noget tidligere må have accepteret opkrævning på grundlag af generalforsamlingen i pumpelaget i 2016. Der kan derfor argumenteres for, at nævnet kunne have afvist klagen, da et svar på borgerhenvendelser ikke uden videre kan anses for en afgørelse efter vandløbsloven, og klager derfor kunne henvises til kommunaltilsynet. På den anden side vil kommunens stillingtagen i sådanne sager ofte ikke komme til udtryk i en afgørelse, før der kommer en borgerhenvendelse, så klagenævnets antagelse af klagesagen må i dette lys anses for velbegrundet. Se også FOB 2020-37. Det skal også ses i sammenhæng med, at klagefrister efter vandløbsløben i overensstemmelse med det almindelige udgangspunkt regnes fra tidspunktet, hvor en afgørelse er blevet med individuelt meddelt (eller offentliggjort), jf. således vandløbslovens § 81.