MRF 2024.58
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. marts 2024, j.nr. 23/00582
Ophævet ”afgørelse” om, at et areal på E’s ejendom var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, idet kommunen gennem luftfotos, der indikerede ”ring form”, ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at der var tale om en sø, hvor der havde indfundet sig et naturligt plante- og dyreliv.
På E’s landbrugsejendom i Kalundborg Kommune var der i 1993/94 vejledende registreret en sø på 480 m2 som omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I juni 2022 meddelte kommunen E, at der var forsvundet en registreret sø på E’s ejendom, og at kommunen vurderede, at søen var blevet inddraget i markdriften. I juli 2022 traf kommunen ”afgørelse” om, at et areal på ca. 480 m2 på E’s ejendom var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttet sø, hvilket kommunen støttede på et topografisk kort samt luftfotos. Kommunen lagde ved vurderingen til grund, at området var præget af bevoksning frem mod 2009, hvor denne bevoksning var fjernet ved træfældning. Med henvisning til, at en ”ring form” fremgik af luftfotos, fandt kommunen, at dette indikerede brinker uden vegetation, og at området havde været beskygget i en længere periode, hvorfor kommunens fandt det ”overvejende sandsynligt”, at der havde været vand i søerne forud for træfældningen i 2009, og at der på luftfotos i perioden 2010-2019 kunne spores vandspejl på arealet. Således vurderede kommunen, at det kunne formodes, at der havde været dyre- og planteliv forbundet med søen, inden den blev nedlagt i 2019, og at søen derfor var omfattet af § 3. Afgørelsen blev påklaget af E, det navnlig anførte, at der på området aldrig havde været sø, men at området udgjorde en remise, hvorigennem der løb et hovedræn, og at der som følge af tilgroning ikke kunne have været sø på arealet. E anførte videre, at temporære søer i omdrift ikke var omfattet af § 3-beskyttelsen. Kommunen erkendte, at der ikke kunne spores vandspejl i området gennem luftfotos i perioden før 2009, men at vegetationen måtte betyde regelmæssig vandpåvirkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede indledningsvist, at søen var blevet vejledende registreret som § 3-beskyttet i 1993, men at der ikke forelå oplysninger om arealets vandstand, dyre- og planteliv mv. forud for træfældningen i 2009/2010 eller for den efterfølgende periode, og at vurderingen af områdets beskyttelsesstatus primært var sket ud fra luftfotos. Herefter fandt nævnet, at det omhandlede areal ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne anses for omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, da der ikke kunne erkendes vandspejl på arealet forud for træfældningen. Selv om ”ring formen” indikerede, at der havde været vand på arealet, fandt nævnet, at hvis der havde været en sø i 2009, ville der kunne erkendes vandspejl efter træfældningen. Ved vurderingen havde nævnet lagt vægt på, at der kun undtagelsesvist efter 2009 periodevis kunne ses vandspejl på området. Nævnet fandt derfor, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at der vare tale om en sø, hvor der havde indfundet sig et naturligt plante- og dyreliv, hvorfor nævnet ophævede kommunens ”afgørelse” om, at et areal på ca. 480 m2 af E’s ejendom var § 3-beskyttet sø.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer den vanskelige ordning med naturbeskyttelseslovens § 3, hvorved bemærkes, at kommunens vejledende registrering ikke efter naturbeskyttelseslovens ordlyd er en ’afgørelse’. Dette ændrer dog ikke ved, at klagenævnet behandler sådanne vejledende registreringer som en afgørelse, hvilket på sin egen måde kan begrunde en ændring af loven, så forbuddet i § 3 kun omfatter de arealer, hvor der er truffet en bindende registrering. I denne sag er der i øvrigt en betydelig uklarhed om, hvad der forstås ved nævnets oplysning om, at kommunen formoder, ”at der har været et dyre- og planteliv tilknyttet søen inden den blev nedlagt i 2019”, da det er vanskeligt at nedlægge en sø, som ikke eksisterer.