MRF 2024.55
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. februar 2024, j.nr. 22/04872 og 22/05830
Ophævet Ballerup Kommunes miljøvurdering af helhedsplan ”Kildedal – En by for livet”, da planen ikke fastsatte retligt bindende rammer for anvendelsen af området eller for, hvilke tilladelser myndighederne kunne meddele til projekter, og dermed ikke begrænsede myndighedernes skøn.
Efter miljøvurdering og offentlig høring vedtog Ballerup Kommune i september 2021 helhedsplanen ”Kildedal – En by for livet”, der skulle danne grundlag for byudvikling af et område omkring Kildedal Station. Af miljørapporten fremgik, at helhedsplanen var omfattet af krav om obligatorisk miljøvurderingspligt efter miljøvurderingsloven, hvormed der var udarbejdet en miljørapport i overensstemmelse med miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Heri var det vurderet, at helhedsplanen ikke i sig selv medførte væsentlige påvirkninger på miljøet, men at der var sandsynlige væsentlige påvirkninger ved realisering af helhedsplanen gennem konkret planlægning. Helhedsplanen og dertilhørende miljøvurdering blev påklaget af en ejer inden for helhedsplanens område og Danmarks Naturfredningsforening med anmodning om opsættende virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog i MRF 2022.221 Mfk at tillægge klagerne opsættende virkning. I hovedsagen anførte klagerne bl.a., at helhedsplanen og miljøvurderingen var behæftet med en række sagsbehandlingsfejl, da der ikke var sket partshøring, at der var lagt faktuelt forkerte oplysninger til grund, og at der var inddraget usaglige hensyn. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at helhedsplanen ikke udgjorde en plan udarbejdet efter planloven eller anden lov, hvorfor miljøvurderingen af helhedsplanen alene kunne påklages til nævnet for så vidt angik retlige spørgsmål. Herefter var spørgsmålet, om helhedsplanen udgjorde en plan eller et program efter SMV-direktivet og miljøvurderingsloven. Nævnet tog udgangspunkt i Kommissionens vejledning samt i sag C-9/22 (MRF 2023.10), hvor EU-Domstolen fastslog, at vejledende planer ikke er omfattet af SMV-direktivet, som alene omfatter retsakter af bindende karakter, der kan begrænse det skøn, som myndighederne råder over. Da kommunens helhedsplanen ikke fastsatte bindende rammer for anvendelsen af området eller for, hvilke tilladelser myndighederne kunne meddele til konkrete projekter, men alene udgjorde et forslag til, hvordan visionen om Kildedal kunne udfoldes, var helhedsplanen ikke omfattet af miljøvurderingsloven. På den baggrund ophævende nævnet miljøvurderingen af helhedsplanen.
Kommentar: Indholdet i nævnets afgørelse er helt på linje med EU-Domstolens dom i sag C-9/22 (MRF 2023.10), da SMV-direktivet og miljøvurderingsloven ikke omfatter planer, som ikke begrænser myndighedernes retlige skøn for fremtidig arealanvendelse eller tilladelser til konkrete projekter. Det er derimod forkert, når klagenævnet heraf udleder, at klagenævnet kan ophæve miljøvurderingen af helhedsplanen, da denne kompetencebegrænsning naturligvis også gælder klagenævnet. Miljø- og Fødevareklagenævnet burde derfor have afvist klagen, da den angik et forhold, som ikke var omfattet af miljøvurderingsloven. Dette ændres ikke af, at kommunen fejlagtigt havde lagt til grund, at helhedsplanen var omfattet af obligatorisk miljøvurdering, men hvis denne retsvildfarelse beroede på rådgivning fra et privat konsulentfirma, og dette konsulentfirma tillige har udarbejdet miljøvurderingen, er det ikke udelukket, at kommunen kan have et erstatningskrav for unødige udgifter til miljøvurdering mod konsulentfirmaet. Hertil kommer, at miljøvurderingen ikke i sig selv er en afgørelse, og at oplysningerne i vurderingen fortsat vil kunne anvendes. Se også MRF 2023.65 Mfk og MRF 2023.221 Mfk med kommentarer.