MRF 2024.52
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2024, j.nr. 23/08246
Ophævet og hjemvist væsentlighedsvurdering efter kysthabitatbekendtgørelsen af lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a til fortøjningsanlæg ved Ordrup Strand, da undersøgelsen af forekomster af fugle på Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag ikke var tilstrækkelige, jf. det EU-retlige forsigtighedsprincip. Tilladelse til projektet efter kystbeskyttelseslovens § 16 a tillige ophævet, uanset at denne afgørelse ikke var påklaget.
Baggrunden for sagen var, at Kystdirektoratet i 2014 meddelte lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2, til 100 fortøjningsanlæg bestående af 77 svajpladser for joller og både fordelt på hver side af en 140 m lang bade- og bådebro og 23 anlæg bestående af pælepladser til i alt 48 pæle i umiddelbar tilknytning til bade- og bådebroen. De forskellige anlæg var beliggende inden for Natura 2000 område nr. 154, der havde en række havandearter på udpegningsgrundlaget, herunder sortand, fløjsand og bjergand. Efter klage blev tilladelsen fra 2014 ophævet og hjemvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2017 grundet manglende konsekvensvurdering (se MAD 2017.221 Mfk). Kystdirektoratet meddelte herefter den 1. maj 2023 lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2, til anlægget og traf samtidig afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsens (2020/654) § 3, stk. 1, om, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering (væsentlighedsvurdering (habitatscreening)), samt afgørelse om, at projektet ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2. Direktoratet begrundede afgørelsen med, at der ikke var væsentlige naturhensyn, der talte imod lovliggørelse, og at formålet med projektet var at samle allerede eksisterende både i området. Direktoratet havde vurderet, at projektet ikke ville medføre væsentlig påvirkning på Natura 2000-området eller bilag IV-arter i øvrigt, bl.a. med henvisning til, at der ikke var kortlagt levesteder for ynglende fugle i nærheden af projektområdet. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der navnlig anførte, at manglende og svag viden om de arter, der udgjorde udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, ikke fritog for en konsekvensvurdering. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at der i sagen var truffet tre afgørelser, og at klager alene havde påklaget afgørelsen efter kysthabitatbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Nævnet fandt alene anledning til at behandle, hvorvidt direktoratet havde truffet afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Med henvisning til en basisanalyse for nærliggende områder fandt nævnet, at der var en indikation for, at disse områder hyppigt blev benyttet af arterne fløjlsand og sortand, og at det ikke kunne udelukkes, at området omkring Ordrup Strand også blev benyttet af arterne, hvorfor det ikke kunne afvises, at sejlads i området kunne påvirke Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag, hvorfor væsentlighedsvurderingen ikke var foretaget på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Nævnet lagde herved vægt på, at tvivl om skadevirkninger måtte komme Natura 2000-området til gode, jf. det EU-retlige forsigtighedsprincip. På den baggrund ophævede nævnet direktoratets afgørelse om væsentlighedsvurderingen efter kysthabitatbekendtgørelsen. Nævnet bemærkede videre, at der før meddelelse af tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2, skal foreligge en vurdering af, om projektet væsentligt kan påvirke et Natura 2000-område og bilag IV-arter. Derfor ophævede klagenævnet også Kystdirektoratets afgørelse om tilladelse efter kystbeskyttelsesloven og hjemviste sagen til fornyet behandling hos direktoratet. Afslutningsvis bemærkede nævnet, at direktoratet ved fornyet behandling skulle begrunde, hvorfor det var direktoratets vurdering, at projektet ikke var omfattet af miljøvurderingsloven.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, hvordan sager om lovliggørelse kan trække ud. I denne sag er der foreløbig gået 10 år, siden Kystdirektoratet første gang søgte at lovliggøre forholdet, men sagen illustrerer også et særskilt problem med kysthabitatbekendtgørelsens ordning, som tidligere omtalt i bl.a. MRF 2022.300 Mfk og MRF 2023.210 Mfk. I denne sag fik dette den særegne konsekvens, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede tilladelsen til projektet efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, uanset at denne afgørelse ifølge sagens oplysninger ikke var påklaget til nævnet. Selvom det er hensigtsmæssigt, at nævnet præciserer retsvirkningen af, at afgørelsen om væsentlighedsvurdering efter kysthabitatbekendtgørelsen ophæves, forekommer det for vidtgående, at nævnet tillige ophæver en tilsyneladende upåklaget tilladelse meddelt efter andre regler. Som minimum burde nævnet have tydeliggjort begrundelsen herfor.