MRF 2024.43
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. februar 2024, j.nr. 21/04315
Ophævet dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensning til regulativmæssig stand af § 3-beskyttet vandløb, da oprensningen ville kræve fjernelse af seks ”pukler”, som bidrog til at forhindre, at okkerforurening førtes nedstrøms. Dissens.
Ikast-Brande Kommune meddelte i februar 2021 dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, til oprensning ved opgravning af sandaflejringer på en strækning af det offentlige vandløb Storåen, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og 20 km nedstrøms er udlagt som Natura 2000-område. Dispensationen var meddelt med vilkår om bl.a., at oprensningen skulle ske med strømmen i vandløbet, og at det opgravede materiale skulle spredes i lag, der ikke oversteg 10 cm i tykkelse. Ved samme afgørelse meddelte kommunen ifølge klagenævnets afgørelse også tilladelse efter vandløbslovens §§ 27 og 31 og det for Storåen gældende regulativ. Den omhandlede strækning havde en dybde og en bredde på ca. 1 m. Oprensningen omhandlede ca. seks pukler af sandaflejringer i højden ca. 0,1-0,3 m over en strækning på 325 m. Dispensationen var begrundet med, at bunden på den omhandlede strækning med 30 cm overskred den regulativfastsatte bund, hvorfor oprensning var nødvendig for at imødekomme regulativets bestemmelser, og at luftfotos ikke viste tegn på vedligeholdelse, men at periodisk oprensning alligevel ikke kunne afvises på trods af, at det ikke kunne dokumenteres. Det fremgik af afgørelsen, at vandløbet var påvirket af okker opstrøms den strækning, der skulle oprenses. Nær vandløbstrækningen var der endvidere registreret mose og to søer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen havde vurderet, at det ikke kunne udelukkes, at oprensningen ville medføre en sænkning af vandstanden i den nærmeste mose, men at den bedste natur i mosen ikke ville blive påvirket. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der navnlig anførte, at Storåen var påvirket af okker, hvilket ville forværres med den meddelte dispensation, og at sænkning af vandstanden i de nærliggende områder negativt ville påvirke moseområdet. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at vandløbet var omfattet af § 3, og at indgrebet ikke udgjorde sædvanlige vedligeholdelsesarbejder. Et flertal i nævnet (5 mod 2) fandt herefter, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensningen af Storåen, navnlig med henvisning til, at indgrebet ikke kunne betragtes som et naturforbedrende tiltag, idet der var tale om fjernelse af sandpunkler i vandløbet, hvilket i et vist omfang måtte fungere som mindre spærringer, der medvirkede til at forhindre, at okkerforurening førtes nedstrøms. Flertallet lagde endvidere vægt på, at det ansøgte havde til formål at varetage jordbrugsmæssige og privatøkonomiske hensyn, hvilket ikke i sig selv kunne begrunde dispensation. At kommunen som vandløbsmyndighed var forpligtet til at vedligeholde strækningen, og at der var tale om oprensning til regulativmæssig bund ændrede ikke herved. Mindretallet kom frem til modsatte resultat, bl.a. med henvisning til at der var tale om et offentligt vandløb, hvis vedligeholdelse efter regulativet påhvilede kommunen, og at lodsejere havde retskrav på, at vandløbsregulativet blev efterlevet. På den baggrund ændrede nævnet kommunens dispensation til et afslag på dispensation.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at når en kommune har undladt at opfylde den i vandløbsloven og vandløbsregulativet fastsatte pligt til vandløbsvedligeholdelse i en længere periode i et vandløb omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, kan den i regulativet fastsatte vedligeholdelse ikke gennemføres uden dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, jf. U 2012.1151 H og MAD 2014.446 Nmk. Dette kan i forhold til § 3 kort begrundes med, at kommunens lovstridige mangelfulde vandløbsvedligeholdelse betyder, at der er indtrådt en ny tilstand, som ikke må ændres, hvilket nævnet kunne have tydeliggjort. Når dispensationskravet fra naturbeskyttelseslovens § 3 er foranlediget af, at kommunen har tilsidesat sin umiddelbare pligt til vandløbsvedligeholdelse efter vandløbslovens § 27, er dette imidlertid et selvstændigt forhold, som kan begrunde, at der meddeles dispensation fra § 3, som det bl.a. fremgår af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i MAD 2015.114 Nmk og MAD 2015.221 Nmk og hertil uddybende Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 487. Dette synes overset af nævnet i denne sag, hvor det samtidig fremgår, at kommunen tilsyneladende var helt ubekendt med vedligeholdelsespligten efter vandløbsregulativet, da kommunens oplysning om kommunens egen vandløbsvedligeholdelse alene støttede sig på luftfotos. Det kan i øvrigt noteres, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i denne afgørelse anfører, at kommunen havde meddelt tilladelse efter vandløbslovens §§ 27 og 31, uanset at de to bestemmelser intet indeholder om tilladelser, men blot fastslår, at kommunen skal vedligeholde offentlige vandløb i overensstemmelse med regulativet, mens manglende vandløbsvedligeholdelse fra kommunen skal imødegås med påbud efter vandløbslovens § 54. Se tillige MRF 2024.27 Mfk og MRF 2024.37 Mfk, hvor samme misforståelse gør sig gældende i nævnets afgørelse.