MRF 2024.35
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. januar 2024, j.nr. 22/08493
Stadfæstet afslag på lovliggørende dispensation fra tilstandsfredning til bevarelse af lægivende beplantning på landbrugsejendom med nicheproduktion af miniløg, da beplantningen var i strid med fredningens formål, uanset betydningen for bilag IV-arter på ejendommen. En evt. fysisk lovliggørelse skulle derimod ske under iagttagelse af bl.a. naturbeskyttelseslovens § 29 a.
E havde som ejer af en landbrugsejendom ansøgt om lovliggørende dispensation til bl.a. bevaring af beplantning på sin ejendom, der var omfattet af fredningen af arealer ved Kattinge Vig fra 1980. Den landbrugsmæssige drift af E’s ejendom bestod hovedsageligt af nicheproduktion af usædningsmateriale af specielle miniløg, der forekommer vildt i Danmark, og da denne produktion var betinget af gode læforhold, var der sket beplantning på en del af ejendommen, hvoraf en del var sket naturligt. Fredningen af Kattinge Vig har til formål at bevare områdets landskabelige og kulturhistoriske værdier og sikre de i området knyttede naturvidenskabelige interesser, og det fremgår af fredningens § 1, at det fredede område skal bevares i dets nuværende tilstand. Af § 2 fremgår bl.a., at arealerne kan anvendes som hidtil, og at almindelig landbrugsdrift og sædvanlige driftsomlægninger er tilladt, men at tilplantning af arealer uden for eksisterende skov ikke er tilladt. E havde i ansøgningen anført, at bevoksningen burde bevares, bl.a. fordi der i området fandtes en række bilag IV-arter samt andre fredede arter som skrubtudse og butsnudet frø. Fredningsnævnet for Østsjælland meddelte i juni 2022 afslag på lovliggørende dispensation til beplantningen, idet den fandtes at være i strid med fredningens formål, ligesom fredningsnævnet afviste, at en mulig forekomst af bilag IV-arter kunne begrunde, at fredningens formål ikke skulle påses. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at der i området fandtes bilag IV-arter som stor vandsalamander, løvfrø og spidssnudet frø samt plantearterne gyvelkvæler og skovhullæbe, der ville have gavn af en dispensation. Roskilde Kommune havde hertil bemærket, at stor vandsalamander og skrubtudse ikke ville blive påvirket væsentligt af, at beplantningen blev fjernet, da der var mange levesteder for arterne i området, men anbefalede, at Miljøstyrelsen meddelte tilladelse efter artsfredningsbekendtgørelsen til, at bestanden af vedbendgyvelkvæler og skovhullæbe fjernedes, evt. på vilkår om, at disse blev søgt flyttet til et andet område. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at der var tale om et dispensationskrævende forhold hvad angik læbeplantningen, da der var tale om beplantning uden for eksisterende skov, men at det ansøgte ikke var i strid med fredningens formål og derfor kunne meddeles efter naturbeskyttelseslovens § 50. Herefter fandt nævnet dog efter en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at meddele dispensation til det ansøgte, da beplantningen var i strid med fredningens forbud mod beplantning, der skulle understøtte fredningen formål, hvorfor fredningsnævnets afslag på lovliggørende dispensation blev stadfæstet. Nævnet bemærkede afslutningsvis, at ”forekomsten af eventuelle beskyttede dyre- og plantearter, herunder bilag IV-arter, på ejendommen ikke kan føre til et andet resultat. Eventuel fysisk lovliggørelse af forholdene på ejendommen skal derimod ske under iagttagelse af bl.a. naturbeskyttelseslovens § 29 a”.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, hvordan myndigheder og nævn har problemer med, at forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 29 a mod at beskadige bilag IV-arter som individer og deres levesteder også gælder bestående forhold og er undergivet en afvigende kompetencefordeling. Efter klagenævnets afgørelse er beplantningen af læbælte ulovlig i forhold til tilstandsfredningen fra 1980, og da lovliggørende dispensation er afvist af nævnet, skal kommunen som tilsynsmyndighed herefter påbyde lovliggørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Da denne bestemmelse ikke er omfattet af habitatbekendtgørelsens § 10 om bilag IV-arter, skal kommunen herefter søge Miljøstyrelsen om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, før der kan påbydes fysisk lovliggørelse. Hertil kommer, at det efter kommunens oplysninger i sagen også er nødvendigt, at Miljøstyrelsen meddeler dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen, før der kan påbydes fysisk lovliggørelse. Afslår Miljøstyrelsen at fravige artsbeskyttelsen, vil det være nødvendigt med en lovliggørende dispensation fra fredningen. Var klagenævnet i sagen nået frem til, at dispensation var i modstrid med fredningens formål, var spørgsmålet yderligere sat på spidsen, hvis fysisk lovliggørelse ville medføre skade på bilag IV-arter, idet der i så fald enten ville ske overtrædelse af fredningen eller af naturbeskyttelseslovens § 29 a, hvilket i givet fald kun ville kunne ændres ved en ændret fredning.