MRF 2024.330
Østre Landsrets dom af 27. november 2024, 20. afd., sag BS-21825/2023-OLR
(Henrik Bitsch, Kim Holst og Thomas Kloppenburg (kst.))
A og B (adv. Odysseus Thagaard Pedersen) mod Banedanmark (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ikke grundlag for at forhøje taksationskommissions ekspropriationserstatning på 10.000 kr. for Banedanmarks servitutpålæg, der omfattede af 63 % af arealet af i beboelsesejendom beliggende i landzone, da servitutten alene omfattede haveareal og ikke krævede ændringer i eksisterende indretninger.
I forbindelse med Banedanmarks kommende elektrificering af jernbanestrækningen mellem Køge og Næstved, blev A og B’s beboelsesejendom på 1.178 m2 pålagt en servitut med bl.a. højdebegrænsning af beplantning, antenner, bygninger, flagstænger mv. Servituttens rådighedsindskrænkninger omfattede 745 m2 af ejendommens areal, men omfattede alene haven, der vendte ud mod jernbanen. A og B blev ved af taksationskommission i maj 2018 tilkendt en erstatning på 10.000 kr. svarende til standardtakster for denne type servitutpålæg. A og B indbragte taksationskommissionens kendelse for byretten med påstand om, at Banedanmark skulle betale 400.000 kr. i ekspropriationserstatning for servitutpålægget og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at den pålagte servitut medførte en betydelig værdiforringelse af ejendommen. Banedanmark nedlagde påstand om frifindelse. Banedanmark gjorde til støtte for deres påstand gældende, at A og B ikke havde løftet bevisbyrden for, at der i sagen forelå særlige forhold, der kunne begrunde, at den fastsatte takst for erstatningsberegningen i forhold til pålæg af servitutter om el drift burde fraviges. Under byretssagen blev der afholdt syn og skøn, hvor skønsmanden fandt, at værdiforringelsen som følge af servitutpålægget skulle opgøres til 400.000 kr. Byretten lagde til grund, at forhøjelse af den af taksationskommissionen tilkendte standarderstatning forudsætter, at det godtgøres at den hviler på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Byretten lagde herefter vægt på, at jernbanen havde været placeret op til A og B’s ejendom i al den tid, A og B havde ejet ejendommen, at eksisterende installationer eller bygninger på ejendommen ikke var i strid med servitutten, og at ejendommen var beliggende i landzone, hvor der i forvejen gælder en række rådighedsbegrænsninger. Under hensyn hertil fandt byretten ikke grundlag for at underkende taksationskommissionens udmåling, idet skønserklæringen ikke kunne føre til et andet resultat, da der ikke forelå sammenlignelige handler. Byretten frifandt på den baggrund Banedanmark. A og B ankede til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og anbringender, men hvor A og B supplerende gjorde gældende, at der forelå inhabilitet, da både ekspropriationskommissionen og taksationskommissionen havde brugt det samme landinspektørfirma, hvilket Banedanmark påstod afvist som nyt anbringende og subsidiært, at Banedanmark ikke var rette sagsøgte. Landsretten fandt, at anbringendet om inhabilitet kunne gøres gældende ved landsretten, og at Banedanmark var rette sagsøgte. Men da landinspektøren ikke er medlem af kommissionerne, og det i forarbejderne til den tidligere § 10 i ekspropriationsprocesloven var forudsat, at den ledende landinspektør kunne deltage i begge kommissionsforretninger, hvilket ikke var tilsigtet ændret med ophævelsen af § 10 i 2014, afviste landsretten inhabilitetsindsigelsen. Herefter stadfæstede landsretten dom, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte taksationskommissionens anvendelse af faste takster, da der ikke var godtgjort særlige forhold, som kunne begrunde en forhøjelse af erstatningen.