MRF 2024.329
Østre Landsrets dom af 19. november 2024, 7. afd., sag BS-40905/2023-OLR
(Ib Hounsgaard, Finn Morten Andersen og Gitte Søjberg Christensen (kst.))
A (adv. Søren Holger Mellerkjær Larsen, besk.) mod Naturstyrelsen (adv. Aleksander Lind)
Naturstyrelsen var ikke erstatningsansvarlig for person- og tingsskade forvoldt af 12 m højt væltet træ på vejstrækning i Naturstyrelsens skovområde, da styrelsens tilsyn med træernes tilstand måtte anses tilstrækkelig under hensyn til styrelsens adgang til at prioritere sine ressourcer i det store skovområde.
A blev i februar 2020 udsat for en ulykke, hvor et træ i et skovområde på Bornholm væltede ned over hans bil, da han passerede træet på en vejstrækning igennem et skovområde tilhørende Naturstyrelsen. Der opstod herved tingsskade på A's bil og personskade på A selv. A anlagde herefter erstatningssag mod Naturstyrelsen, hvor A gjorde gældende, at Naturstyrelsen var erstatningsansvarlig som følge af mangelfuldt tilsyn med træerne i skovområdet. Byretten lagde efter bevisførelsen til grund, at det omhandlede træ var 10-12 meter højt og stod placeret 7 meter fra kørebanens kant i anden række fra vejen bag en række rødelletræer af samme højde, og at træet på ulykkestidspunktet var gået ud, og var råd i roden. Da Naturstyrelsen ikke forud for ulykkestidspunkt var bekendt med træets tilstand, var det ved vurderingen af Naturstyrelsens erstatningsansvar afgørende, hvorvidt det kunne tilskrives mangelfuldt tilsyn med træerne i skovområdet, at Naturstyrelsen ikke var bekendt med træets tilstand. Byretten lagde herefter til grund, at ”uanset der ikke er tale om et egentligt eksklusivt offentligt skadevolderområde, at vurderingen af Naturstyrelsens tilsyn skal ske under iagttagelse af Naturstyrelsens prioriteringsret og ressourcehensyn, hvorefter Naturstyrelsens ansvar må bedømmes ud fra den lempeligere ansvarsvurdering, der følger heraf”. Efter bevisførelsen fandt byretten det herefter ikke godtgjort, at Naturstyrelsens tilsyn med skovområdet havde været utilstrækkeligt, eller at Naturstyrelsen burde have identificeret det pågældende træ som et »risikotræ« ved det foretagne tilsyn under hensyn Naturstyrelsens prioriteringsret og ressourcehensyn. Byretten frifandt herefter Naturstyrelsen. A ankede byrettens dom til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten konstaterede, at det omhandlede træ var 12 meter højt, havde en diameter på 41 cm og stod placeret 7 meter fra vejen i anden skovrække bag nogle rødelletræer af samme højde, og at træets rod viste sig at have været rådden. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at Naturstyrelsen gennemførte et løbende tilsyn med skoven, herunder i forbindelse med de ansattes daglige færden i skoven og i forbindelse med skovning, og at der senest en til to måneder forud for ulykken var gennemført et kørende tilsyn med træerne langs vejen, hvor tre til fire risikotræer var blevet identificeret og efterfølgende fjernet. Landsretten lagde desuden til grund, at Naturstyrelsen ikke var bekendt med træets tilstand. I lyset af den adgang til prioritering af ressourcer, som Naturstyrelsen må have som offentlig myndighed med ansvar for et meget stort skovområde, fandt landsretten, at det førte tilsyn havde haft en sådan tilstrækkelig karakter, at Naturstyrelsen ikke var ansvarlig for den omhandlede ulykke, da det ikke var godtgjort, at det pga. af askesyge på Bornholm havde været nødvendigt med et mere intensivt tilsyn. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der ikke forelå nedskrevne retningslinjer for tilsyn med farlige træer langs offentlige veje på Bornholm, således som det var tilfældet for fem ud af 16 statslige naturdistrikter.
Kommentar: Dommen må forstås på den måde, at skovejere har pligt til at føre tilsyn med risiko for væltede træer over offentlige veje gennem skoven, men landsrettens præmisser tyder på, at ansvarsnormen er den samme for private og offentlige skovejere, hvor det i forhold til sidstnævnte fremhæves, at der må tages hensyn til adgangen til at prioritere ressourcer. Se i øvrigt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom af 14. juni 2011 i sag 19776/04, Ciechonska mod Polen (MAD 2011.1405), hvor den polske stat blev dømt for overtrædelse af EMRK art. 2 om retten til liv i anledning af en dødsulykke pga. væltet træ. Der er dog så væsentlige forskellige mellem de to sager, at det er velbegrundet, at sagsøger – så vidt ses – ikke inddrog EMD-dommen.