MRF 2024.325
Østre Landsrets dom af 31. oktober 2024, 16. afd., sag S-3961-22
(Michael de Thurah, Finn Morten Andersen og Rebekka Høj (kst.))
Anklagemyndigheden mod T ApS (adv. Bo Møller Jensen, besk.)
Ejendomsselskab frifundet for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 33 ved uden miljøgodkendelse at have anlagt og påbegyndt virksomhed med nyttiggørelse af bygningsaffald og ved ikke at efterkomme lovliggørelsespåbud efter § 69, da ejendomsselskabet alene var udlejer, og affaldsbehandlingsvirksomheden blev drevet af et søsterselskab, som var gået konkurs.
Ejendomsselskabet T ApS blev stiftet i 2003 og ejede to ejendomme beliggende i landzone. T ApS’ eneste aktivitet og indtægter hidrørte fra udlejning af de to ejendomme, som T ApS udlejede til søsterselskabet A ApS, der stod for driften med knusning og sortering af bygge- og anlægsmateriale. Ved tilsyn på ejendommen i april 2020 konstaterede kommune store mængder bygge- og anlægsaffald, hvoraf en del var knust. Kommunen vurderede, at der på ejendom blev drevet miljøgodkendelsespligtig virksomhed, hvorfor kommunen den 29. maj 2020 meddelte T ApS og søsterselskabet A ApS et standsningspåbud, da hverken T ApS eller A ApS havde tilladelse til at opbevare og forarbejde bygge- og anlægsmateriale. I juni 2020 konstaterede kommunen ved nyt tilsyn, at affaldsbunkerne var blevet større, og i oktober 2020 meddelte kommunen påbud til T ApS og A ApS om at fjerne affaldet. I januar 2021 konstaterede kommunen ved nyt tilsyn, at påbuddet om at fjerne affaldet ikke var efterkommet. Kommunen indgav politianmeldelse af forholdene, hvorefter Anklagemyndigheden i juni 2022 rejste tiltale mod T ApS og A ApS for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Anklagemyndigheden frafaldt dog tiltalen mod A ApS efter, at A ApS blev taget under konkursbehandling i november 2022. Anklagemyndigheden rejste herefter tiltale mod ejendomsselskabet T ApS for at overtræde miljøbeskyttelseslovens § 110 stk. 1. nr. 6, jf. stk. 2, jf. stk. 4 og stk. 5, jf. § 33, stk. 1, og for at have undladt at efterleve kommunens påbud af 20. maj 2020 om med øjeblikkelig virkning at standse driften og ikke efterkomme kommunens påbud om at fjerne affaldet. Anklagemyndigheden nedlagde tillige påstand om tvangsbøder, ind til påbuddene var efterkommer. T ApS påstod frifindelse og henviste til, at T ApS ikke havde haft noget med driften af affaldsbehandlingsanlægget at gøre, men alene var erhvervsmæssig udlejer af ejendommen, og at det var A ApS, der havde drevet virksomheden. Byretten lagde til grund, at ejendomsselskabet T ApS eneste aktivitet var udlejning af ejendommen, og at det var A ApS, der var driftsherre for affaldsbehandlingsanlægget. Da T ApS ikke havde begået overtrædelserne af miljøbeskyttelsesloven, frifandt byretten med henvisning til straffelovens § 27 om strafansvar for juridiske personer. Anklagemyndigheden ankede til landsretten, hvor der blev fremlagt et notat fra kommunen, som mente, at T ApS var bekendt med, hvilken aktivitet A ApS, og at der var personsammenfald mellem de to selskaber. Landsretten lagde til grund, at det var ubestridt, at der forelå en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven som anført i tiltalen, og at denne ulovlige aktivitet var udøvet af A ApS på en grund, som T ApS havde udlejet til A ApS. Landsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at T ApS havde foretaget sådanne selvstændige handlinger, at der var grundlag for at dømme selskabet for selvstændig overtrædelse af de omhandlede straffebestemmelser. Den omstændighed, at der var et personsammenfald i ledelsen af T ApS og A ApS kunne ikke i sig selv kunne føre til, at T ApS var ansvarlig for handlinger begået af et selvstændigt og separat retssubjekt i form af et andet datterselskab i koncernen. Som tiltalen var formuleret, og sagen var oplyst, var der heller ikke var grundlag for at straffe T ApS for medvirken efter straffelovens § 23. Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse.
Kommentar: Sagen angår spørgsmålet om rette pligtsubjekt efter miljøbeskyttelseslovens § 33 henholdsvis om rette strafsubjekt i tilfælde af overtrædelse af bestemmelsen. I forhold til det første spørgsmål er dommen i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter det er driftsherren/operatøren af virksomheder, der skal sikre, at virksomheden drives i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens regler, hvilket også gælder, når aktiviteten sker på lejet grund, jf. bl.a. KFE 1994.259 og MAD 2012.1651 Nmk samt uddybende Pagh: TfM 2019, s. 115. Allerede af denne grund, skulle det tiltalte ejendomsselskab (T ApS) frifindes for anklagemyndighedens påstand om lovliggørelse under tvangsbøder, idet rette adressat for en sådan påstand alene kan være pligtsubjektet efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Det kan dog tilføjes, at det fremgår af dommen, at affaldsbehandlingsvirksomheden foregik i landzone, og at T ApS efter ansøgning i 2011 havde fået en midlertidig landzonetilladelse til affaldsbehandling, men at denne blev ophævet af Natur- og Miljøklagenævnet i 2014. I forhold til planloven, hvorefter det (også) påhviler ejeren af ejendommen at sikre lovlig anvendelse, synes der derfor grundlag for at pålægge T ApS tvangsbøder og strafansvar for ikke at efterkomme et eventuelt lovliggørelsespåbud. Med hensyn til strafansvaret for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 33 bemærkes, at dette ikke nødvendigvis er sammenfaldende med bestemmelsens forvaltningsretlige pligtsubjekt, hvilket landsretten burde have tydeliggjort, når der var nedlagt påstand om både straf og tvangsbøder. I den foreliggende sag forelå der imidlertid ikke omstændigheder, der kunne begrunde, at T ApS som udlejer eller søsterselskab til driftsherren (A ApS) var strafferetligt ansvarlig for overtrædelsen. Som det fremgår forudsætningsvis af landsrettens dom, er det for det første den klare hovedregel, at der ikke kan ske identifikation mellem to søsterselskaber inden for den samme koncern, blot fordi der er et personsammenfald i ledelsen af selskaberne. For det andet er et medvirkensansvar efter straffelovens § 23, som landsretten heller ikke fandt grundlag for i den konkrete sag, kun undtagelsesvis anvendt i miljøstraffesager med U 2004.2181/2 V som et af de få eksempler, hvor ikke alene spildevandselskabet, men også en rådgiver blev fundet skyldig i overtrædelse af vilkår i en spildevandstilladelse på grundlag af medvirken. Der er dog i den foreliggende sag den væsentlige forskel, at passiv viden om en aktivitet ikke i sig selv er nok til at danne grundlag for medvirkensansvar efter straffelovens § 23, der forudsætter medvirken til den ulovlige handling ved tilskyndelse, råd eller dåd.