MRF 2024.324
Østre Landsrets dom af 9. oktober 2024, 11. afd., sag BS-26946/2023-OLR
(Anne Birgitte Fisker, Ole Dybdahl og Martin Melchior (kst.))
A (adv. Odysseus Thagaard Pedersen) mod Planklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets ophævelse af Helsingør Kommunes landzonetilladelse til helårsbeboelse på 8,7 ha sommerhusejendom, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets skønsmæssige afgørelse.
A erhvervede i 2015 en sommerhusejendom på 8,7 ha beliggende i landzone, hvor den tidligere ejer af ejendommen af Helsingør Kommune i 2013 havde fået landzonetilladelse til at anvende ejendommen som helårsbeboelse som en personlig tilladelse til, der kun var gældende indtil ejerskifte. Efter A’s overtagelse i 2015 fortsatte A med at benytte ejendommen til helårsbeboelse og skovdrift, men ansøgte ikke umiddelbart herom. I 2019 påtalte Helsingør Kommune forholdet, hvorefter A ansøgte om landzonetilladelse til anvendelse af ejendommen som helårsbeboelse. I maj 2020 meddelte kommunen landzonetilladelse, så sommerhusejendommen fik status som helårsbolig. Dansk Naturfredningsforening, Helsingør (DN), påklagede afgørelsen til Planklagenævnet, der i afgørelse af 13. august 2021 ophævede landzonetilladelsen med henvisning til landskabelige og planlægningsmæssige hensyn, hvor nævnet fremhævede ejendommens beliggenhed i et bevaringsværdigt landskab, at bebyggelsen på ejendommen aldrig har haft status som helårsbolig, at ejendommens bebyggelse ligger forholdsvis isoleret med ca. 200 m til nærmeste nabo, at der er beskyttede naturtyper på ejendommen, og at der efter planloven er mulighed for at udvide de eksisterende huse uden landzonetilladelse på op til 500 m2, uden det kunne tillægges betydning, at A ønskede ejendommen registreret som landbrugsejendom med henblik på varetagelse af naturhensyn, herunder skovpleje (j.nr. 20/06733) A indbragte Planklagenævnets afgørelse for byretten med principal påstand om, at Helsingør Kommunes oprindelige afgørelse om landzonetilladelse til helårsbeboelse skulle stadfæstes, subsidiært at afgørelse skulle ophæves og hjemvises og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at Planklagenævnet ikke havde foretaget en konkret vurdering, og at den ændrede anvendelse ikke ville have negativ indvirkning på det bevaringsværdige landskab og beskyttede naturtyper. Planklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at ophævelsen af landzonetilladelsen var saglig bl.a. med henvisning til beskyttede naturtyper på ejendommen, muligheden for udvidelse af eksisterende huse på ejendommen og hensynet til at undgå præcedens. Københavns Byret lagde med henvisning til Erhvervsstyrelsen Vejledning til at grund, at landzonetilladelse til helårsbeboelse skal sidestilles med ansøgning om opførelse af ny helårshus i landzone, og at udstedelse af landzonetilladelse beror på et skøn. Da byretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets skøn, frifandt byretten nævnet. A ankede dommen til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og anbringende, men hvor A supplerende gjorde gældende, at hovedparcellen, hvorfra ejendommen var udstykket, tidligere i medfør af servitut havde været anvendt som helårsbeboelse og været pålagt landbrugspligt, hvorfor dette også skulle gælde for A’s ejendom. Planklagenævnet bestred at dette var tilfældet, eftersom servitutten ikke gjaldt for A’s ejendom. Landsretten fandt det med de fremlagte skøder og servitutter ikke godtgjort, at ejendommen tidligere havde været underlagt landbrugspligt eller haft status som helårsbeboelse og stadfæstede herefter frifindelse med henvisning til byrettens begrundelse.
Kommentar: Dommen viser, at adgangen til at give landzonetilladelse til helårsbeboelse er meget beskeden. I den foreliggende sag kan det dog undre, at Planklagenævnet kan underkende kommunens landzonetilladelse med en generel begrundelse, der ikke forholder sig til de konkrete forhold, som kunne tale for landzonetilladelse, og at nævnet i den sammenhæng kan henvise til tilstedeværelsen af beskyttede naturtyper på ejendommen, uanset at denne beskyttelse varetages efter naturbeskyttelseslovens § 3, hvortil kommer, at der helt savnes oplysninger om, hvordan anvendelsen som helårsbeboelse skulle have betydning for de beskyttede naturtyper. Sådanne generaliserede og nærmest intetsigende begrundelser har ellers i andre sager ført til ophævelse, jf. f.eks. MRF 2023.272 Ø og MRF 2024.314 B.