MRF 2024.322
Vestre Landsrets dom af 21. november 2024, 6. afd., sag BS-12755/2020-VLR
(Torben Geneser, Anne Hedegaard Toft og Jakob Herborg (kst.))
Landbrug & Fødevarer F.M.B.A. som mandatar for A, B, C, D, E, F, G, H og I ApS (adv. Håkun Djurhuus) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a om pesticidfri drift på landbrugsejendomme beliggende i sårbare områder efter indsatsplanen var gyldige, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte de faglige vurderinger af grundvandets sårbarhed eller den foretagne hensynsafvejning, uden at der kunne stilles krav om, at der forelå forurening, og der var udbetalt knap 6,5 mio. kr. i erstatning til lodsejerne for rådighedsindskrænkninger. Afvist at tage stilling til, om hvert enkelt indgreb var ekspropriation efter grundlovens § 73.
Aarhus Kommune meddelte i december 2017 påbud om pesticidfri drift på lodsejernes ejendomme efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a. Påbuddet blev meddelt på grundlag af kommunens indsatsplan (Indsatsplan Beder), som kommunen havde vedtaget i april 2013 i henhold til vandforsyningslovens §§ 13-13 a. Indsatsplanen havde til formål at beskytte det nuværende og fremtidige drikkevand i indsatsplanområdet Beder, hvorfra ca. 15 % af kommunens drikkevand blev indvundet, idet der var sandsynliggjort en tilstrækkelig nærtliggende årsagssammenhæng mellem anvendelse og udvaskning af pesticider til grundvandet i indsatsområdet Beder. Kommunen lagde i påbuddene bl.a. vægt på, at der var fund af pesticider i den sammenhængende drikkevandsressource i indsatsplanområdet, at lodsejernes ejendomme var beliggende i et sårbart område ifølge indsatsplanen, og at lodsejernes ejendomme var beliggende i områder med stor grundvandsdannelse, men med ringe naturlig beskyttelse af drikkevandsmagasinet, hvilket medførte risiko for nedsivning af pesticider til drikkevandsmagasinet. Lodsejerne påklagede pålæggene til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ved afgørelser af 11. december 2017 stadfæstede kommunens pålæg. Nævnet fandt, at miljøbeskyttelseslovens § 26 a indeholder hjemmel til at fastlægge rådighedsindskrænkninger, og at kommunen havde tilvejebragt det nødvendige plangrundlag. Efter gennemgang af de faglige oplysninger og vurderinger i sagen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der var risiko for forurening af grundvandet med pesticider på lodsejernes ejendomme, ligesom kommunen havde tilvejebragt et tilstrækkeligt fagligt grundlag. Da hensynsafvejningen mellem lodsejerinteresser og grundvandsbeskyttelse burde falde ud til fordel for grundvandsbeskyttelsen, stadfæstede nævnet pålæggene. Lodsejerne anlagde herefter sag mod nævnet, hvor lodsejerne bl.a. gjorde gældende, at hjemlen til at meddele påbud i miljøbeskyttelseslovens § 26 a skal fortolkes i lyset af, at der er tale om en ekspropriativt indgreb, hvor nødvendighedsbetingelsen i grundlovens § 73 ikke var opfyldt, da dette vil kræve, at der forelå forurening. Der blev under retssagen gennemført syn og skøn. Landsretten konstaterede, at der hverken efter ordlyden, forarbejderne eller formålet med miljøbeskyttelseslovens § 26 a var holdepunkter for at antage, at der først kunne pålægges rådighedsindskrænkninger, når anvendelse af godkendte sprøjtemidler dokumenterbart medførte en overskridelse af grænseværdierne i det primære grundvandsbassin, men at der tværtimod kunne pålægges rådighedsindskrænkninger med henblik på at forebygge forurening af grundvandet med pesticider. Efter gennemgang af de faglige vurderinger, der lå til grund for nævnets afgørelser, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets faglige vurderinger af grundvandets sårbarheder over for pesticider i området og på lodsejernes ejendomme, og lagde i den forbindelse vægt på skønsmandens erklæringer og forklaring. Landsretten fandt ikke, at nævnets afgørelser var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, eller at der i øvrigt forelå sagsbehandlingsfejl, ligesom landsretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte nævnets hensynsafvejning. På denne baggrund fandt landsretten, at nævnets afgørelser havde hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 26 a, idet de pålagte rådighedsindskrænkninger måtte anses som nødvendige for at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med pesticider og opfylde målet med indsatsplanen, hvormed grundlovens § 73 var opfyldt, da lodsejerne havde modtaget erstatning for rådighedsbegrænsningerne, uden det var nødvendigt at tage stilling til, om hvert enkelt påbud var ekspropriativ. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelser som ugyldige.
Kommentar: Dommen må anses for at være på linje med Højesterets dom i MRF 2023.121 H, der ganske vist vedrørte påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 24 om ikke at anvende eller opbevare pesticider, mens denne sag vedrørte påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, hvorefter der tillige kræves, at der forud er vedtaget en indsatsplan efter vandforsyningslovens § 13-13 a. Fælles for begge sager var, at der var tale om et indgribende forbud mod anvendelse af pesticider, hvor lodsejerne i begge tilfælde fik udbetalt fuld erstatning, men anfægtede, at nødvendighedsbetingelsen i grundlovens § 73 var opfyldt, da der ikke var dokumenteret en forurening. Det afgørende er imidlertid, at det er de af lovgiver anførte betingelser for rådighedsbegrænsningen, der er udfyldende for, om nødvendighedsbetingelsen er opfyldt, og når lovgiver som i dette tilfælde har ønsket en forebyggende regulering, men mod fuld erstatning til lodsejerne, er det tilstrækkeligt at godtgøre, at der er saglige begrundelser for forbuddet.