MRF 2024.319
Vestre Landsrets dom af 8. oktober 2024, 3. afd., sag BS-30385/2023-VLR
(Helle Kroager Rasmussen, Anne Hedegaard Toft og Lars Viereck (kst.))
Slots- og Kulturstyrelsen (adv. Daniella Gabris) mod F (adv. Christina Nissen)
Ikke grundlag for at underkende gyldigheden af Kulturarvsstyrelsens afslag på lovliggørende dispensation og lovliggørelsespåbud efter museumsloven om fjernelse af en i 2001 etableret terrasse og hæk ved det bebyggede voldsted Lynderupgård, da tilstandsændringen var over bagatelgrænsen efter museumslovens § 29 e, stk. 1. Afvist retsfortabende myndighedspassivitet.
Voldstedet ved Lynderupgaard blev i 1973 fredet som fortidsminde. F overtog ejendommen i 1995 og fik i 2001 tilladelse til at renovere den, i hvilken forbindelse F etablerede en terrasse. Ved tilsyn i 2010 havde Kulturarvsstyrelsen ikke bemærkninger til terrassen, men i oktober 2018 konstaterede styrelsen ved et tilsyn, at der ved broen ved voldgraven var etableret en terrasse med havemøbler og plantekrukker og var plantet træer og hæk ved hjørnerne af terrassen. Da styrelsen mente, at der var tale om en ulovlig tilstandsændring i strid med museumslovens § 29 e, meddelte styrelsen efter varsel påbud om fysisk lovliggørelse i december 2018, således at terrassen med havemøbler og plantekrukker og de plantede træer og hæk blev fjernet, hvilket i januar 2019 blev revideret med en ny frist. Dette påbud blev af F påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i maj 2019 afviste klagen pga. overskridelse af klagefristen, hvilket efter genoptagelse blev fastholdt i december 2019 (j.nr. 19/04917). I juli 2019 anlagde F retssag om påbuddets gyldighed. Mens sagen verserede, ansøgte F i september 2022 om lovliggørende dispensation vedrørende terrassen, træerne og hækken, hvilket Slots- og Kulturstyrelsen afslog i december 2022. I retssagen nedlagde F påstande om, (1) at lovliggørelsespåbuddet fra 2019 var ugyldigt, (2) at styrelsens afslag på dispensation i 2022 ligeledes var ugyldigt, og (3) at de påståede ulovlige tilstandsændringer i form af terrasse og hæk var lovlige, subsidiært at styrelsen skulle meddele lovliggørende dispensation. Slots- og Kulturstyrelsen påstod frifindelse. Under sagen blev udmeldt syn og skøn. Til støtte for de to første påstande gjorde F bl.a. gældende, at terrassen og hækken var af underordnet betydning, og henviste til forarbejderne til museumslovens § 29 e, stk. 1, og det forhold, at der helt tilbage i 1950’erne havde været terrasse og beplantning. I forhold til den tredje påstand om lovliggørende dispensation gjorde F bl.a. gældende, at der efter forarbejderne til museumslovens § 29 j forelå et særligt tilfælde under hensyn til Lynderupgaards anvendelse som privat beboelse, og at terrassen var indpasset i voldanlægget, samt at der forelå myndighedspassivitet, da myndighederne siden 2001 havde været bekendt med indretningerne. Slots- og Kulturstyrelsen gjorde til støtte for påstanden om frifindelse bl.a. gældende, at de af F etablerede indretninger ikke kunne anses af underordnet betydning, og at der ikke var grundlag for dispensation, ligesom retsfortabende passivitet blev afvist. Byretten lagde til grund, at der siden 1952 havde været et opholdsareal/terrasse på voldstedet placeret umiddelbart nord for den nuværende terrasse, og at parterne var enige om, at tilladelsen til renovering i 2001 omfattede en gangbro over voldgraven i forlængelse af terrassen, men at den nuværende terrasse var væsentlig større end terrassen ved fredningen i 1973, og at rodnettet fra hækken havde bredt sig og skadet kulturlaget. Byretten afviste derfor, at ændringen var af underordnet betydning. Herefter afviste byretten, at der i forhold til hækken var grundlag for dispensation efter museumslovens § 29 j. Derimod fandt byretten, at terrassens tilknytning til gangbroen var en forbedring af fortidsmindet, og da der siden 1952 havde været terrasse, der kun i meget begrænset omfang påvirkede fortidsmindet, hvorfor betingelserne for dispensation var opfyldt, således at Slots- og Kulturstyrelsen blev tilpligtet at meddele lovliggørende dispensation til terrassen. Styrelsen ankede dommen til landsretten, hvor F påstod stadfæstelse, og parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at terrassen var etableret i 2001 i forbindelse med renoveringen, og at terrassen mht. placering, størrelse og udformning adskilte sig fra den tidligere terrasse, og da terrassen var forsænket, havde den krævet jordarbejder og fysisk indgreb i fortidsmindet. Landsretten afviste derfor, at forholdet var af underordnet betydning, ligesom lovliggørende dispensation blev afvist med, at ændringerne i høj grad vil medføre forringelse af den historiske og oplevelsesmæssige værdi af fortidsmindet. Passivitetsindsigelsen blev afvist med den begrundelse, at perioden på 17 år ikke var tilstrækkelig til, og at myndighederne ikke kunne bebrejdes, at det først var i 2018, at styrelsen blev bekendt med forholdene, hvorefter Slots- og Kulturstyrelsen blev frifundet.
Kommentar: Det er forholdsvis sjældent, at der i sager om lovliggørelsespåbud er en mere indgående prøvelse af, om bagatelgrænsen for tilstandsændringer er overskredet, jf. i dette tilfælde museumslovens § 29 e, stk. 1, som ændret ved lov nr. 900 af 21. juni 2022. Dommen indeholder en fyldig gengivelse af forarbejderne, mens selve resultatet næppe er overraskende. Byrettens og landsrettens forskellige vurdering af lovliggørende dispensation til terrassen er dog lidt bemærkelsesværdig. Byretten fandt, at terrassen forbedrede fortidsmindet, mens landsretten fandt, at terrassen forringede den historiske og oplevelsesmæssige værdi af fortidsmindet, uden at det er muligt af dommen at finde en forklaring på de meget forskellige vurderinger, der dog muligvis kan forklares med, at landsretten fremhæver, at terrassen var forsænket og havde krævet jordarbejder, hvilket dog ikke har så meget med den oplevelsesmæssige værdi af fortidsmindet at gøre. Når dette sammenholdes med, at der nu er gået over 20 år, siden terrassen blev etableret forsænket, synes den bærende betragtning fra landsretten at være retshåndhævelse og i mindre grad hensynet til fortidsmindet, da en fysisk fjernelse af en forsænket terrasse nødvendigvis vil kræve nye indgreb.