MRF 2024.317
Retten i Aarhus’ dom af 17. december 2024, sag BS-30767/2022-ARH
A1 og A2 mod (adv. Jens Lillelund Hammer) mod B1 og B2 og C (adv. Peter Hyldahl Ebbesen)
A’s tinglyste færdselsret over B’s og C’s ejendomme var bortfaldet ved frihedshævd, uden at det blev tillagt betydning, at Aarhus Kommune i december 2022 havde afvist, at der efter privatvejslovens § 71 var grundlag for at nedlægge den private fællesvej over C’s ejendom, hvilket efter anke blev fastholdt af Vejdirektoratet i februar 2023.
Sagen omhandlede en færdselsservitut tinglyst i 1946, hvoraf fremgik, at der over X-vej nr. 38 og nr. 38 A var udlagt en 4 m bred vej, af hvilken ejere af X-vej nr. 48 fik færdselsret. I 1988 blev der tinglyst en udvidelse, hvorefter færdselsretten også gjaldt for ejendomme, der blev udstykket fra nr. 48. I 1992 anmodede den daværende ejer af nr. 48 Aarhus Kommune om, at vejstykket blev udlagt som adgangsvej til nr. 48, hvilket kommunen afviste og efter anke blev tiltrådt af Vejdirektoratet. D, der ejede nr. 48 fra 1997 til 2004, benyttede vejstykket til bil med trailer. I sidste del af 1990’erne opførte den daværende ejer af nr. 38 A et skur, der rakte ud over det tinglyste vejstykke. I 2013 erhvervede B nr. 38 A, og i 2019 erhvervede C nr. 38. Efter A i marts 2021 erhvervede nr. 48, opstod der uenighed om færdselsretten mellem A på den ene side og B og C på den anden side, hvilket gav anledning til sagsanlæg i august 2022, hvor A påstod, at B og C skulle respektere deres tinglyste færdselsret, mens B samt C påstod frifindelse med henvisning til, at færdselsretten var bortfaldet som følge af frihedshævd, da skuret rakte så meget ud over det tinglyste færdselsareal, at færdselsretten ikke havde kunnet udnyttes i mere end 20 år. Sideløbende hermed anmodede B og C Aarhus Kommune om at nedlægge den private fællesvej efter privatvejslovens § 71. I december 2022 afviste kommunen at efterkomme anmodningen om nedlæggelse af den private fællesvej, idet kommunen lagde til grund, at den private fællesvej, som den tinglyste servitut sikrede, “er af sådan vigtighed for ejerne af nr. 48, både økonomisk og praktisk/fysisk, at vejen ikke kan nedlægges”, hvilket efter klage blev tiltrådt af Vejdirektoratet i februar 2023. Under retssagen blev der udmeldt syn og skøn. Byretten lagde på grundlag af skønserklæringen til grund, at retablering af den 4 m brede vej i henhold til den tinglyste servitut fra 1946 og 1988 ville kræve, at der blev fjernet minimum 86 cm af bygningskroppen samt udhænget på det skur, der var opført på nr. 38 A. Da det på baggrund af bevisførelsen måtte lægges til grund, at skuret havde været opført i hvert fald siden 1999, havde de tidligere og nuværende ejere af nr. 38 A derfor rådet på en måde, der var uforenelig med den tinglyste vej- og færdselsret i fire meters bredde. Videre lagde byretten til grund, at en tidligere ejer af nr. 48 i 2004-2005 havde opført et skur ind mod nr. 38 A, hvilket betød, at man ikke kunne køre ind på nr. 48 via det tinglyste vejareal, og at dette skur var nedtaget i maj 2022. På denne baggrund lagde byretten videre til grund, at den tinglyste vej- og færdselsret havde været benyttet i et vist omfang navnlig i forbindelse med bortkørsel af træ i den første del af D’s ejertid fra 1997, at benyttelsen stort set var ophørt efter opførslen af skuret på nr. 48 i 2004-2005, og at der med få undtagelser ikke var oplysninger om, at vejen havde været benyttet til gående færdsel. Med henvisning hertil fandt byretten, at de nuværende og tidligere ejere af nr. 38 A havde rådet over nr. 38 A på en måde, som var uforenelig med den tinglyste vej- og færdselsret i 4 meters bredde, hvorfor retten var bortfaldet ved frihedshævd, og da mere end 1,5 m af vejens bredde var bebygget med et skur inklusiv udhæng og under hensyn til den hidtidige anvendelse, afviste byretten, at der var grundlag for delvis opretholdelse af vej- og færdselsretten. I forlængelse heraf afviste byretten, at A kunne anses i god tro ved erhvervelsen af nr. 48, hvorfor A heller ikke på dette grundlag havde fortrængt den utinglyste frihedshævd. Byretten gav på denne baggrund B og C medhold i den nedlagte frifindelsespåstand og pålagde A at medvirke til aflysning af den tinglyste servitut.
Kommentar: Dommen vedrører, om betingelserne for frihedshævd er opfyldt, og er på dette punkt i overensstemmelse med fast praksis, jf. uddybende Gam Madsen: U 2023B.115. Sammenholdes med Højesterets dom i U 2017.1851 H, hvor Højesteret gav Vejdirektoratet medhold i ophævelsen af en ved hævd vunden tinglyst færdselsret på grundlag af privatvejslovens § 53 (nu § 71), er der den forskel til denne sag fra Aarhus, at kommunen og Vejdirektoratet afviste, at der var grundlag for at ophæve den private fællesvej. Dommen i sagen fra Aarhus må betyde, at den private fællesvej skal anses for bortfaldet, uanset at de kompetente myndigheder for to år siden afviste, at den private fællesvej kunne ophæves, men forskellen giver anledning til tvivl.