MRF 2024.316/2
Retten i Horsens’ dom 29. november 2024, sag BS-238/2024-HRS
A og B (adv. Marianne Sørensen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Ophævet og hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af kommunes afslag på lovliggørende dispensation efter museumslovens § 29 j til nedlæggelse af dige, da det efter bevisførelsen ikke fandtes godtgjort, at diget fortsat bestod i 1992, hvor forbuddet mod ændringer af sten- og jorddiger trådte i kraft, uanset at diget fremgik af Geodatastyrelsens kort fra 1989.
Baggrunden for sagen var, at A&B havde overtaget en landbrugsejendom, hvor de i 2001 på grundlag af byggetilladelse opførte en bolig og efterfølgende i 2018 ved mageskifte erhvervede et yderligere areal, hvor de anlagde en have. Efter besigtigelse i september 2021 gjorde Horsens Kommune A&B opmærksom på, at der på arealet med den anlagte have er registreret et dige omfattet af museumslovens § 29 a, hvorefter der ikke må ske tilstandsændringer af sten- og jorddiger, hvilket blev indført med naturbeskyttelsesloven og trådte i kraft 1. juli 1992. A&B søgte herefter dispensation efter museumslovens § 29 j, hvilket kommunen afslog i januar 2022. A&B påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i afgørelse af 21. juni 2023 stadfæstede kommunens afgørelse idet klagenævnet henviste til, at diget fremgik af Geodatastyrelsens kortværk Danmark fra 1989 (j.nr. 22/01282). A&B indbragte klagenævnets afgørelse for byretten med påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig og skulle hjemvises. Til støtte herfor gjorde A&B bl.a. gældende, at ”diget” ikke eksisterede i juli 1992 og derfor ikke er omfattet af museumslovens § 29 a, og at en retabling af diget vil være uforholdsmæssigt indgribende. A henviste supplerende til, at A havde færdes i området som barn, og at der heller ikke på dette tidspunkt var noget stendige. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at det omtvistede dige fremgik af Geodatastyrelsens kort Danmark fra 1989 som D00.103.572, at diget derfor var omfattet af museumslovens § 29a. Byretten lagde til grund, at det omtvistede dige fremgik af Geodatastyrelsens kort Danmark fra 1989, hvor kortet senest er revideret, og at diget er markeret på på pågældende strækning på kort fra 1860-1863, men at der i dag ikke er et synligt dige. Spørgsmålet var derfor, om diget faktisk bestod, da forbuddet mod at ændre tilstand på jord- og stendiger trådte i kraft i 1992. På grundlag af bevisførelsen lagde retten til grund, at på kort fra 1928-1940, fra 1953 og 1974 var diget markeret, som det løber i dag, men omfattede ikke den omtvistede strækning. Med henvisning til A’s forklaring og de fremlagte luftfotos fandt byretten herefter, at det ikke var godtgjort, at diget eksisterede i 1992, hvorfor der ikke var grundlag for at kræve lovliggørelse af tilstanden. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse blev herefter ophævet og hjemvist.
Kommentar: Dommen understreger, at selv om noget fremgår på kort – herunder digitale kort – er dette ikke nødvendigvis identisk med faktum, og at det er faktum og ikke kort, der afgør, om der i 1992 fortsat var dige på det areal, som A&B erhvervede i 2018. Dommen viser samtidigt, at i en sag som den foreliggende, vil både kommunen og Miljø- og Fødevareklagenævnets fastlæggelse af et ældre faktum baseres på kortmateriale og luftfotos, hvilket derfor kan omfatte et stendige, som af ukendte grunde var fjernet før 1992, men uden at klagenævnet opdager dette, som bevismæssigt vanskeligt kan afklares uden vidneførsel. Dommens efterspil var, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelse af 31. marts 2025 ophævede kommunens afslag på lovliggørende tilladelse.