MRF 2024.316
Retten i Sønderborgs dom af 4. november 2024, sag BS-22360/2021-SON
A og B (adv. Lasse Ladefoged) mod Forsvarsministeriet (adv. Britta Moll Bown)
Tidligere ejer af bolig tæt ved Flyvestation Skrydstrup havde ikke krav på erstatning for lavere salgspris af ejendommen grundet kommende naboretlige gener som følge af øget støj fra F-35-fly, da naboretlig tålegrænse ikke var overskredet, idet ejendommen var solgt til udbudsprisen efter kort liggetid. Udbetalt kompensation til tidligere ejer efter § 11 i lov om Flyvestation Skrydstrup ikke anset som udtryk for, at den naboretlige tålegrænse generelt var overskredet i gul og rød zone.
Baggrunden for sagen var Forsvarsministeriet indkøb af nye F-35-fly, der skulle stationeres på Flyvestation Skrydstrup. Med lov nr. 881/2020 om udbygning og drift af Flyvestation Skrydstrup blev der i lovens § 11 blev indført en kompensationsordning for værditab for naboer i gul henholdsvis rød zone. A og B købte i marts 2002 ejendom beliggende ca. 5,6 km i fugleflugt fra flyvestationen, og opførte en ny bolig på den del af ejendommen, der i den senere støjkompensationsbekendtgørelse blev betegnet som gul zone. I 2016 blev det politisk besluttet at udskifte de danske kampfly til modellen F-35. Forsvarsministeriet udarbejdede herefter støjberegninger og -rapporter, som viste, at F-35-kampflyene generelt ville støje mere end F-16-kampflyene, men at der konkret for boligen på A og B’s ejendom ikke ville være en merbelastning fra flystøj, idet F-35-kampflyene havde en beregnet gennemsnitsstøj på 59,6 dB og maksimalstøj på 99,7 dB, mens den beregnede gennemsnitsstøj og maksimalstøj med de hidtidige F-16-kampfly var beregnet til henholdsvis 60 dB og 100-105 dB. Der blev i 2019 indgået politisk aftale om at indføre en kompensationsordning, der blev udmøntet i lovens § 11 og støjkompensationsbekendtgørelsen. A og B valgte under ordningen at få udbetalt en økonomisk kompensation på ca. 70.000 kr. fremfor at få dækket omkostningerne til støjisolering af boligen. A og B solgte i foråret 2021 ejendommen til 1.945.000 kr. efter en liggetid på 30 dage, og anlagde herefter i juni 2021 sag mod Forsvarsministeriet, idet A og B navnlig gjorde gældende, at den naboretlige grænse var overskredet, og at A og B kunne have opnået en højere salgspris for ejendommen (svarende til 355.000 kr.), hvis ikke det var for udsigten til de nævnte fremtidige ændringer i flystøjen. Der blev under retssagen gennemført syn og skøn om ejendommens værdi, der bl.a. anførte, at den anslåede værdi af ejendommen på 2,3 mio. kr., hvis Flyvestationen ikke havde F-35-fly, var en gisning, men at det ikke kunne afvises, at ejendommens placering i gul zone kunne have betydning for prisen. A og B gjorde bl.a. gælde, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, at A og B havde krav på erstatning efter EMRK art. 8 grundet støjens sundhedsskadelige virkninger, og at Skrydstruplovens bestemmelse om opkøbstilbud af boligejendomme i rød zone på ekspropriationslignende vilkår var udtryk for, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Forsvarsministeriet bestred, at det var godtgjort, at A og B havde lidt et økonomisk tab, ligesom ministeriet afviste, at den naboretlige tålegrænse var overskredet som følge af den fremtidige støj, og ligeledes afviste, at den fremtidige støj var sundhedsskadelig, så kompensationsordningen alene var udtryk for en politisk beslutning. Byretten lagde til grund, at Flyvestation Skrydstrup blev en del af det danske flyvevåben allerede i 1953, at der også tidligere havde været udskiftninger af kampfly til nyere modeller med en anden støjprofil, og at udbygningen og driften med F-35-fly var hjemlet i lov 881/2020. Byretten konstaterede, at A og B købte ejendommen og efterfølgende opførte boligen velvidende, at ejendommen var beliggende i nærheden af en militær flyvestation med kampfly, hvorfor A og B måtte kunne have påregnet, at der som led i den samfundsmæssige udvikling på et tidspunkt ville ske udskiftning af kampflyene til en anden og nyere flytype, som kunne have en anden støjprofil. I forhold til A og B’s tidligere ejendom lagde byretten til grund, at der ikke forventedes en merbelastning fra flystøj som følge af udskiftningen til F-35-kampfly. Den omstændighed, at den beregnede fremtidige maksimalstøj om natten ville overskride de 80 dB, som ifølge Miljøstyrelsens flystøjvejledning skal tilstræbes overholdt i boligområder og rekreative områder med overnatning, betød ifølge byretten ikke, at den naboretlige tålegrænse er overskredet, da vejledningen ikke indeholder en anbefalet maksimalværdi for spredt bebyggelse i det åbne land, hvor ejendommen var beliggende, ligesom det efter støjberegningerne og -rapporterne kunne lægges til grund, at der med overgangen fra F-16-kampflyene til F-35-kampflyene ikke vil ske en forøgelse af aktivitetsniveauet på flyvestationen. Byretten fandt desuden, at den ved støjkompensationsbekendtgørelsen indførte kompensationsordning ikke var udtryk for ”en erkendelse af, at flystøjen fra F-35-kampflyene generelt måtte forventes at overskride den naboretlige tålegrænse i både gul og rød zone”, da kompensationsordningen alene var udtryk for en politisk beslutning. Byretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at A og B ved salget af ejendommen havde lidt et værditab på 355.000 kr., og lagde vægt på, at A og B købte ejendommen i 2002 velvidende, at ejendommen var beliggende i nærheden af en militær flyvestation med kampfly, at A og B solgte ejendommen i 2021 til udbudsprisen på 1.945.000 kr. efter en kort liggetid på 30 dage, og at det kommende F-35-projekt ifølge skønserklæringen ikke havde medført en reduktion i prisen på ejendommen. Byretten afviste, at EMRK art. 8 var overtrådt i sagen. På denne baggrund, og efter en samlet vurdering, fandt byretten, at det beregnede fremtidige støjniveau som følge af Forsvarets udskiftning af sine kampfly til nyere kampfly af modellen F-35 ikke ville overstige, hvad A og B måtte tåle uden erstatning. Forsvarsministeriet blev herefter frifundet.
Kommentar: Dommen illustrerer, hvordan en doms præjudice må læses i lyset af parternes anbringender, hvor der i denne sag først og fremmest er grund til at fremhæve, hvad dommen dermed ikke tog stilling til. For det første er det noget uforståeligt, at parterne helt forbigik, at § 7 i lov om udbygning af Flyvestation Skrydstrup ophæver miljøbeskyttelseslovens § 33 for anlæg og drift af flyvestationen, hvilket i lovens forarbejder bl.a. begrundes med følgende: ”Det vurderes dog, at det ikke vil være muligt at opnå en miljøgodkendelse for flystøj og terminalstøj fra Forsvarets aktiviteter på flyvestationen inden for rammerne af almindelig praksis efter miljøbeskyttelsesloven. Det skyldes, at der typisk i forbindelse med en sådan godkendelse fastsættes vilkår om støj, som ligger inden for Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for henholdsvis flystøj og terminalstøj. Henset til, at de gennemførte støjberegninger har vist, at støj fra de forventede aktiviteter på Flyvestation Skrydstrup fra 2020 og frem ikke vil ligge inden for Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier, finder Forsvarsministeriet, at kravet i miljøbeskyttelsesloven om miljøgodkendelse bør fraviges for så vidt angår flystøj og terminalstøj fra Forsvarets aktiviteter på flyvestationen. Rammerne for denne støj bør i stedet reguleres i regler udstedt i medfør af det vedtagne lovforslag. Dermed vil Folketinget som led i behandlingen af lovforslaget få mulighed for at tilslutte sig, at F-35-kampflyene har en sådan betydning for opretholdelsen af Danmarks operative kampflykapacitet – som bl.a. skal sikre suverænitetshævdelse – at støj fra kampflyene bør tillades, også i et omfang der nødvendiggør en fravigelse af kravet om miljøgodkendelse” (lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.6.2.2). Det følger uden videre heraf, at lovgiver var opmærksom på, at der grundet støjen ikke kunne forventes miljøgodkendelse til den ønskede drift af F-35-kampfly. Når der som følge heraf blev indført en rød zone, hvor Forsvaret efter ejerens anmodning har overtagelsespligt som følge af støjgener, var dette således begrundet med netop disse hensyn, hvilket i lovbemærkningerne bl.a. kommer til udtryk ved, at ejere, der ikke ønsker den takstmæssige erstatning, kan indbringe spørgsmålet om erstatning for ulemper for en taksationskommission, hvor ”prisfastsættelsen af ejendomme m.v. skal ske uafhængigt af indfasningen af F-35-kampflyene, således at overtagelsesprisen vil udgøre den aktuelle pris i handel og vandel under forudsætning af, at den nuværende anvendelse af F-16-kampflyene var blevet videreført uforandret” (lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.3). Byrettens bemærkninger om, at kompensationsordningen ikke er udtryk for en erkendelse af, at flystøjen fra F-35-kampflyene generelt måtte forventes at overskride den naboretlige tålegrænse, har således ikke støtte i forarbejderne. Om det så har betydning i den konkrete sag, kan vanskeligt bedømmes, men det illustrerer, at domstolene bør være tilbageholdende med at fremkomme med generelle juridiske vurderinger. Det kan endvidere undre, at Forsvarsministeriet ikke gjorde gældende, at A og B ikke kunne kræve erstatning for kommende naboretlige ulemper, når A og B havde solgt ejendommen. Det afgørende i den sammenhæng er, at der er tale om en retmæssig ulempe fastsat ved lov, og at erstatning for naboretlige ulemper for kommende retmæssige ulemper må tilkomme ejeren af ejendommen på det tidspunkt, hvor ulempeerstatningen udmåles – ikke tidligere ejere. Hvis tidligere ejere i den anledning skulle have et økonomisk krav, måtte et sådant krav hvile på aftalen med køber, der naturligvis også på forhånd kan give transport i en sådan erstatning. Denne juridiske problemstilling blev imidlertid helt forbigået af byretten. Se i øvrigt MRF 2022.158 HK (U 2023.998), hvor det blev afvist, at sagen rejste spørgsmål af så principiel karakter, at den burde behandles af landsretten som 1. instans, samt Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 714.