MRF 2024.314
Retten i Viborgs dom af 7. oktober 2024, sagerne BS-47250/2021-VIB og BS-21635/2023-VIB
A og B (adv. Stine Karlsmose Jakobsen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv.fm. Lasse Emil Johansen)
Ophævet og hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets skønsmæssige stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation fra fredning og naturbeskyttelseslovens § 3 til forhøjelse af markvej tæt ved Gudenåen, da klagenævnet havde tilsidesat officialprincippet og lighedsprincippet, og hensyn til uønsket præcedens ikke var relevant i den konkrete sag.
A og B erhvervede i 1993 en landbrugsejendom på flere matrikler, hvor der gennem den ene af matriklerne er en sti, der forbinder A og B’s ejendom med Trækstien langs Gudenåen. Ejendommen er omfattet af fredningskendelse fra 1978. En del af ejendommen er beliggende i Natura 2000-område og er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I 2015 meddelte Fredningsnævnet dispensation til Naturstyrelsen fra fredning til at forhøje trækstien og befæste den for at begrænse virkningerne af de mange oversvømmelser fra Gudenåen. Tilsvarende meddelte Silkeborg Kommune dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. I forbindelse med dette arbejde indgik A og B aftale med udførende entreprenør om at forhøje deres private sti, som A og B anvendte til bl.a. landbrugsmaskiner. Silkeborg Kommune påtalte efterfølgende forhøjelsen den private sti som værende i modstrid med fredningskendelsen og naturbeskyttelseslovens § 3. Fredningsnævnet afslog i oktober 2019 at dispensere fra Fredningen, hvilket efter klage fra A og B blev tiltrådt af Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelse af 16. juni 2021 (j.nr. 19/08632). I februar 2022 meddelte kommunen afslag på lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til den forhøjede sti, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet tiltrådte i afgørelse af 23. februar 2023. I marts 2023 meddelte kommunen påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5 om at retablere jordstykket. A og B indbragte begge klagenævns afgørelser for domstolene inden for søgsmålsfristen, hvor A og B nedlagde påstand om ophævelse og hjemvisning. Til støtte herfor gjorde A og B bl.a. gældende, at stien, der var blevet forhøjet og dermed terrænreguleret, var en markvej til landbrugsdrift og ikke en sti, hvorfor den måtte anlægges som gjort på det fredede område, at hverken Fredningsnævn eller klagenævn havde forholdt sig til, at der var tale om en markvej og dermed havde tilsidesat officialprincippet for så vidt angår den egentlige anvendelse af stykket. A og B gjorde endvidere gældende, at klagenævnets afgørelser stred mod ligheds- og proportionalitetsprincippet og henviste bl.a. til de meddelte tilladelser til kommunens forhøje Trækstien, og at lovliggørende dispensation ikke ville kunne skabe præcedens i lignende sager. A og B gjorde endvidere gældende, at påbuddet ikke kunne efterkommes uden yderligere dispensation fra § 3, da terrænreguleringen var udført af den af kommunen antagne entreprenør i forbindelse med forhøjelse af trækstien, for at bringe markvejen i samme niveau som trækvejen, og der var anvendt materiale fra den beskyttede eng på begge sider af markvejen. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at afgørelserne var truffet på et tilstrækkelig oplyst sagen var der ikke var grundlag for at tilsidesætte klagenævnets skønsmæssige afgørelser, og at nævnet med rette havde lagt vægt på, at stien fremstår som et markant fremmedelement i landskabet, der på det pågældende sted tillige indeholder væsentlige naturbeskyttelsesmæssige interesser, og at nævnet med rette havde taget hensyn til præcedens. Byretten lagde til grund, at det af fredningskendelsen fremgik, at der ikke må anlægges veje over de fredede arealer uden fredningsmyndighedernes tilladelse bortset fra markveje, og at Fredningsnævnet havde lagt til grund, at stien ikke var en markvej med henvisning til Fredningskendelse fra 2009, som imidlertid ikke havde taget stilling til spørgsmålet. Byretten lagde derfor til grund, at Fredningsnævnet i afgørelsen fra 2019 blot havde lagt en ubegrundet udtalelse fra afgørelsen i 2009 til grund, hvilket ligeledes gjaldt Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvilket måtte anses for en tilsidesættelse af officialprincippet, som medførte, at klagenævnets afgørelse fra 2021 var ugyldig. I forhold til afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 lagde retten til grund, at kommunen forud havde meddelt Naturstyrelsen dispensation til at forhøje trækstien, uden der blev lagt vægt på, hvordan anlægsarbejderne vil påvirke natur- og dyreliv, mens dette hensyn var tillagt vægt i kommunens afslag til A og B på lovliggørende dispensation fra § 3 i 2022, som klagenævnet stadfæstede i 2023, hvilket var en tilsidesættelse af lighedsprincippet. I forhold til henvisningen til uønskede præcedens lagde retten på grundlag af bevisførelsen til grund, at forhøjelse og terrænregulering af markvej blev foretaget på opfordring af entreprenør af Trækstien, der anvendte opgravet materiale fra anlægsarbejder på Trækstien til forhøjelsen. A og B havde været i god tro om lovligheden af terrænændringen, hvormed der forelå så særlige omstændigheder, at der ikke var grundlag for at henvise til uønsket præcedens. Videre fastslog byretten, at en fysisk lovliggørelse ikke vil kunne medføre skade på natur og dyreliv, hvortil kom, at Silkeborg Kommune havde indkaldt til møde om et samlet ådalsprojekt omkring Gudenåen, der vil kræve omfattende anlægsarbejder og kunne belaste natur og planteliv. Med henvisning hertil ophævede byretten også Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse fra 2023 og hjemviste sagen.
Kommentar: Byrettens dom er bemærkelsesværdig ved, at den på overbevisende måde illustrerer, hvad der forstås ved domstolenes begrænsede prøvelse af forvaltningens skønsmæssige afgørelser. Som dommen viser, omfatter domstolenes prøvelse bl.a., om nævnets skønsmæssige afgørelse hviler på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, og om afgørelsen er i modstrid med ligheds- og proportionalitetsprincippet. I denne sag var det således efter det for byretten fremlagte rimeligt oplagt, at der var tale om en markvej, og at A og B’s forhøjelse var sket for at afpasse højden på deres markvej med Trækstien og i øvrigt var sket på foranledning af den entreprenør, som forhøjede Trækstien. Under disse omstændigheder forekommer det derfor oplagt, at der ikke var grundlag for at henvise til uønsket præcedens, som ellers er en standardformular i klagenævnets afgørelser i disse sager. Mens det er lykkedes at hente klagenævnets afgørelse af 16. juni 2021 på klagenævnets portal (j.nr. 19/08632), har det ikke været muligt at fremsøge afgørelsen af 23. februar 2023.