MRF 2024.313
Retten i Aalborgs dom af 5. juli 2024, sag BS-28387/2023-ALB
A og B (adv. Bjarne Skøtt Jensen) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Ændret anvendelse af staldbygning til industriel tørring og behandling af biomasse krævede ikke landzonetilladelse, jf. planlovens § 37 om overflødiggjorte landbrugsbygninger, da staldbygningen var overflødiggjort efter, at den hidtidige anvendelse til malkekvæg var ophørt i forbindelse med den tidligere ejers konkurs, hvorfor naboer ikke fik medhold i sag mod Planklagenævnet.
Aalborg Kommune traf den 23. september 2020 afgørelse om, at indretning af industrivirksomhed til tørring og bearbejdning af biomasse i en eksisterende staldbygning på en ejendom ikke krævede landzonetilladelse, jf. planlovens § 37, stk. 1. Naboerne, A og B, påklagede kommunens afgørelse til Planklagenævnet, der ved afgørelse af 20. april 2022 ophævede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at staldbygningen ikke kunne anses for at være overflødiggjort, idet nævnet lagde bl.a. vægt på, at ophør af den hidtidige anvendelse (malkekvæg) hang sammen med den ønskede fremtidige anvendelse (tørring og bearbejdning af biomasse). På baggrund af nye oplysninger fra ejendommens bruger genoptog nævnet sagen til fornyet behandling, og ved afgørelse af 17. november 2022 ændrede nævnet sin afgørelse til stadfæstelse af kommunens afgørelse (22/06620). Nævnet lagde bl.a. vægt på, at ejendommens malkekvægbesætning var ophørt i forbindelse med den daværende ejers konkurs og inden den nye ejers overtagelse af ejendommen, at staldbygningen som følge af konkursen ikke længere skulle anvendes til malkekvæg, og at anmeldelsen om den fremtidige anvendelse var indgivet efter landbrugsdriftens ophør. A og B anlagde herefter sag mod nævnet med påstand om, at nævnets afgørelse var ulovlig og subsidiært ugyldig og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at der ikke var tale om en overflødiggjort landbrugsbygning, da bygningen kort tid før ansøgningen havde været anvendt til kvægdrift, og at § 37 ifølge landzonevejledningen forudsætte, at bygningen ikke har været anvendt i længere tid. Endvidere gjorde A og B gældende, at anvendelse til anlæg for behandling og tørring af biomasse er en industriel karakter, der falder uden for § 37’s anvendelsesområde, og at der i øvrigt var etableret et oplag, som krævede landzonetilladelse. Planklagenævnet påstod frifindelse med henvisning til de begrundelser, som fremgik af Planklagenævnets afgørelse og bestred, at anbringende om oplag kunne tages under påkendelse, da dette ikke var fremsat over for Planklagenævnet. Byretten lagde til grund, at den daværende ejer af ejendommen, der drev en virksomhed med malkekvæg, gik konkurs primo 2019, og at ejendommen ved købsaftale af 19. september 2019 blev solgt af konkursboet uden besætning, idet besætningen af malkekvæg skulle afvikles af konkursboet. Byretten fandt det herefter godtgjort, at staldbygningen ikke længere var nødvendig for driften af landbrugsejendommen jf. planlovens § 37, stk. 1. Som sagen var forelagt for byretten, fandt byretten endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at den fremtidige anvendelse af staldbygningen til tørring af afgasset biomasse fra biogasanlæg er omfattet af planlovens § 37, stk. 1, og at der ikke var sket væsentlige om- eller tilbygninger, jf. planlovens § 37, stk. 1, nr. 1. Byretten afviste desuden at tage et for byretten fremsat anbringende om, at et oplag på ejendommen krævede landzonetilladelse, under prøvelse, idet rettens prøvelse af nævnets afgørelse er begrænset til de anbringender, der er fremsat for nævnet, jf. MRF 2022.265 Ø.
Kommentar: Dommen må formentlig tages som udtryk for, at når den industrielle aktivitet som her tørring af afgasset biomasse knytter sig til jordbrugsmæssige anvendelse, kan der inden for rammerne af planlovens § 37 accepteres mere omfattende industrielle aktiviteter i overflødiggjorte bygninger i landzone, uden at der kræves landzonetilladelse.