MRF 2024.312
Københavns Byrets dom 4. juli 2024, sag BS-24300/2023-KBH
A (adv. Christina Kirk Mizzi) mod Planklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Afslag på landzonetilladelse til en aftægtsbolig omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 14, da boligen skulle opføres på en tilkøbt matrikel og placeres 1,4 km fra hidtidig bebyggelse, og da der ikke var grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets afgørelse.
A havde en landbrugsejendommen på over 30 hektar bestående af 16 matrikler, hvoraf 15 matrikler var beliggende i Tårnby Kommune, og 1 matrikel var beliggende i Dragør Kommune. A ansøgte den 4. december 2017 Dragør Kommune om landzonetilladelse til at opføre en aftægtsbolig på den matrikel, der var beliggende i Dragør Kommune, som A havde købt den 24. juli 2017. Ansøgningen var begrundet i ønsket om at flytte boligen uden for støjkonsekvenszonen omkring Københavns Lufthavn, da den eksisterende bebyggelse på landbrugsejendommen lå tættere på lufthavnen. Aftægtsboligen var planlagt som et etplans længehus med høj rejsning, opført i egnstypiske materialer og placeret i det nordøstlige hjørne af matriklen. Den 19. marts 2018 meddelte Dragør Kommune afslag på ansøgningen, jf. planlovens § 36, stk. 2, jf. § 35, stk. 1. Kommunens afgørelse blev påklaget til Planklagenævnet, der den 12. november 2020 ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen, da Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse led af sådanne retlige mangler, at afgørelsen var ugyldig. Den 16. februar 2022 traf Dragør Kommune på ny afgørelse og meddelte igen afslag på landzonetilladelsen, jf. planlovens § 36, stk. 2, jf. § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at placeringen af aftægtsboligen på ejendommen var i strid med de landskabelige forhold og kommuneplanens intentioner for området. A påklagede afgørelsen til Planklagenævnet, der stadfæstede afslaget den 17. november 2017 (MRF 2022.315 Pkn). Nævnet bemærkede, at en ansøgning om at opføre en aftægtsbolig på en landbrugsejendom på mere end 30 hektar i udgangspunktet medførte et retskrav for ansøgeren på opførelse af aftægtsboligen, da forholdet var undtaget kravet om landzonetilladelse jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 14, men eftersom der af A var blevet ansøgt om at opføre aftægtsboligen uden tilknytning til landbrugsejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, ville det ansøgte kræve tilladelse til udformning og placering efter planlovens § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 2. Planklagenævnet fandt, at opførelsen af aftægtsboligen på den ansøgte placering ikke var i overensstemmelse med lovgivers hensigt med indførelsen af planlovens § 36, stk. 1, nr. 14. Nævnet lagde vægt på, at matriklen, hvor boligen skulle opføres, var blevet tilkøbt den oprindelige landbrugsejendom i 2017 og lå ca. 1,4 km fra de eksisterende bebyggelsesarealer, hvilket afskar en naturlig sammenhæng mellem boligen og ejendommen. Placeringen på en hidtil ubebygget matrikel i det åbne land ville desuden give boligen karakter af spredt og uplanlagt bebyggelse. Nævnet fandt endvidere, at matriklen lå ved udkanten af Dragør og grænsede op til et kolonihaveområde og en campingplads, hvilket ville udviske den klare grænse mellem by og land. Nævnet fandt endelig, at placeringen i det kystnære landskab, ca. 550 meter fra kysten og i et særligt følsomt landbrugsområde, hvor landbrugsdriften ønskedes intensiveret ifølge kommuneplanen, ikke var i overensstemmelse med de gældende planlægningshensyn, uden det blev tillagt betydning, at placeringen var begrundet med ønske om at undgå støjbelastning fra lufthavnen. Den 16. maj 2023 stævnede A Planklagenævnet med påstand om, at Planklagenævnets afgørelse af 17. november 2022 skulle ophæves og hjemvises til fornyet behandling. A gjorde til støtte herfor navnlig gældende, at Planklagenævnet havde lagt vægt på købstidspunktet af ejendommen, hvilket ikke var et lovligt hensyn at tage, at Planklagenævnet ikke havde forholdt sig til, at aftægtsboligen ikke kunne placeres indenfor lokalplan 56 i Tårnby Kommune, at der var en umiddelbar ret til at placere en aftægtsbolig på ejendommen i Dragør Kommune, samt at afgørelsen havde den virkning, at A blev afskåret fra at udnytte den umiddelbare ret, som han havde til at etablere en aftægtsbolig på ejendommen. Retten fandt, at A ikke havde godtgjort, at Planklagenævnets afgørelse led af retlige mangler eller var baseret på usaglige eller ulovlige hensyn i henhold til planlovens § 35, stk. 1, og § 36, stk. 1, nr. 14, og stk. 2. Retten lagde herved vægt på, at det var en faktuel oplysning, at matriklen, hvor boligen skulle opføres, var blevet tilkøbt den oprindelige landbrugsejendom i 2017. Denne oplysning kunne derfor indgå sagligt og lovligt i vurderingen af, om placeringen var i overensstemmelse med lovgivers hensigt med opførelsen af bebyggelse efter planlovens § 36, stk. 1, nr. 14, og om boligen ville få en naturlig sammenhæng med den oprindelige landbrugsejendom. Retten fandt endvidere, at Planklagenævnet havde forholdt sig tilstrækkeligt til A's argument om, at aftægtsboligen ikke kunne placeres på ejendommens øvrige matrikler i Tårnby Kommune på grund af lokalplan 56. Planklagenævnets afgørelse var derfor heller ikke ugyldig som følge af mangelfuld begrundelse. Retten understregede, at Planklagenævnet var bekendt med, at en ansøgning om opførelse af en aftægtsbolig på en landbrugsejendom større end 30 hektar som udgangspunkt gav ansøgeren et retskrav på opførelse af en aftægtsbolig og dermed undtog fra kravet om landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 14, men at nævnet i den konkrete sag havde vurderet, at placeringen ikke var i overensstemmelse med bestemmelsens formål/lovgivers intentioner. Videre bemærkede retten, at nævnets afgørelse klart angav, hvilke hensyn og forhold der var lagt vægt på, ligesom det fremgik, at nævnet havde behandlet alle klagepunkter i sagen, samt at de modtagne bemærkninger var indgået i nævnets sagsbehandling. Retten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets vurdering af, at placeringen af den ansøgte aftægtsbolig ikke var i overensstemmelse med lovgivers intentioner med § 36, stk. 1, nr. 14. På denne baggrund frifandt retten Planklagenævnet.
Kommentar: Dommen, der stadfæster Planklagenævnets afgørelse i MRF 2022.315 Pkn, understreger, at selv når der eksisterer et retskrav på opførelse af en aftægtsbolig, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 14, kræver det tilladelse til udformning og placering efter planlovens § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 2, hvis aftægtsbolig opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Dette er i overensstemmelse med vejledningen om landzoneadministration fra 2019, hvoraf følger, at tilknytningskravet indebærer, at der skal foretages en samlet konkret vurdering af, om byggeriet naturligt opleves som havende tilknytning til den eksisterende bebyggelse, bl.a. henset til terrænforhold og landskabet i øvrigt. Det er således ikke afstanden alene, der afgør, om en bygning kan siges at ligge i tilknytning til den eksisterende bebyggelse.