MRF 2024.311
Retten i Roskildes dom 4. juli 2024, sag BS-40212/2023-ROS
A (adv. Bettina Hogstad Erringsø) mod Planklægenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Planklagenævnet ikke forpligtet til at genoptage afslag på landzonetilladelse til rundbuehaller og oplagsplads, da det ikke var godtgjort, at der forelå væsentlige sagsbehandlingsfejl, eller at der var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for nævnets afgørelse.
En kommune gav den 21. april 2022 en lovliggørende landzonetilladelse til virksomheden, A, til opførelse af tre rundbuehaller på hver 450 m2 samt udvidelse af en oplagsplads med ca. 2.600 m2 på en ejendom. Tilladelsen blev begrundet med, at hallerne var placeret i tilknytning til eksisterende bebyggelse delvist skjult af beplantning og lå i et område uden særlige landskabelige værdier. Danmarks Naturfredningsforening påklagede den 17. maj 2022 afgørelsen til Planklagenævnet. Foreningen gjorde gældende, at A’s udvidelse var i strid med formålet med landzonebestemmelserne og kommuneplanens retningslinjer, der fastlagde, at området primært skulle anvendes til jordbrugsformål. Danmarks Naturfredningsforening anførte desuden, at en dispensation ville skabe en uønsket præcedens for erhvervsudvidelser i landzone. Planklagenævnet traf den 19. oktober 2022 afgørelse om at ændre kommunens tilladelse til et afslag. Nævnet begrundede afgørelsen med, at A’s virksomhed ikke havde tilknytning til de primære erhverv i landzonen og derfor burde placeres i byzone. Nævnet lagde videre bl.a. vægt på, at udvidelsen udgjorde en væsentlig forøgelse af bebyggelsen og det befæstede areal på ejendommen, og at ejendommen er omfattet af en kommuneplanramme, der udlægger områdets anvendelse til jordbrugsformål, herunder landbrug, gartneri og skovbrug samt råstofindvinding, fritidsformål, naturområde o.l. A anmodede den 20. december 2022 om genoptagelse af sagen med henvisning til væsentlige sagsbehandlingsfejl og nye oplysninger, herunder at ejendommens ejer ikke var blevet partshørt, og at de opførte haller var midlertidige telthaller og ikke faste bygninger. Planklagenævnet afviste den 14. februar 2023 at genoptage sagen, da der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning eller forelå sagsbehandlingsfejl. A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet den 14. august 2023 med påstand om, at Planklagenævnet skulle tilpligtes at genoptage afslaget på landzonetilladelse til rundbuehaller og oplagsplads. Retten fandt ikke, at der var begået væsentlig sagsbehandlingsfejl i forbindelse med, at A i partshøringsbrevet af 4. oktober 2022 ikke havde modtaget kopi af sagsfremstillingen fra den politiske dagsorden som bilag. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at dagsordenen var offentlig tilgængelig på kommunens hjemmeside. Videre fandt retten ikke, at der var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, der kunne begrunde, at Planklagenævnets afgørelse skulle genoptages. Retten bemærkede i den forbindelse, at A’s henvisning til brandsikkerhedsmæssige krav ikke var nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagen, men derimod synspunkter som virksomheden kunne have fremført allerede i forbindelse med Planklagenævnets afgørelse af 19. oktober 2022. Endelig fandt retten ikke sikkert grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets begrundelse og proportionalitetsvurdering i forhold til den konkrete afvejning af hensynet til A’s virksomhed med opførelse af telthaller og udvidelse af oplagspladsen over for hensynet til landzonereglerne og de planlægningsmæssige forhold. På denne baggrund frifandt retten Planklagenævnet.
Kommentar: Dommen understreger flere grundlæggende, gennemgående og almindelige forvaltningsretlige principper. Dommen understreger det forvaltningsretlige udgangspunkt om, at domstolene ikke prøver forvaltningens skønsafvejning, men primært forholder sig til forvaltningens retsanvendelse (legalitetsprøvelse). Videre viser dommen, at manglende modtagelse af et offentligt tilgængeligt dokument i forbindelse med en partshøring ikke er en væsentlig sagsbehandlingsfejl. Dette er i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper om væsentlighed, hvorefter væsentlighed forudsætter, at den manglende overholdelse af en sagsbehandlingsregel konkret har medført, at den foreliggende sag er blevet afgjort forkert.