MRF 2024.310
Retten i Næstveds dom af 26. juni 2024, sag BS-18080/2023-NAE
Slagelse Kommune (adv. Jens Flensborg) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Slagelse Kommune fik ved sagsanlæg ophævet Planklagenævnets ophævelse i oktober 2022 af kommunens andet afslag på genoptagelse af forbud efter planlovens § 14, da manglende partshøring vedrørende forbuddet ikke fandtes konkret væsentlig, men sagen hjemvist til fornyet behandling i Planklagenævnet, da nævnet havde undladt at tage stilling til andre klagepunkter i klagesagen om afslag på genoptagelse.
Selskabet A havde den 10. december 2018 ansøgt Slagelse Kommune om byggetilladelse til opførelse af en støjmur med en højde på 8-10 m på sin ejendom. Støjmuren skulle etableres for at sikre, at virksomhedens støjniveauer kunne overholde de fastsatte miljøkrav. Kommunen meddelte den 6. februar 2019 forbud efter planlovens § 14 mod opførelse af støjmuren. Forbuddet blev meddelt uden forudgående partshøring og var begrundet med, at muren blev vurderet som ”bastant” og ikke æstetisk passende i forhold til nabobyggeriet. Selskabet A påklagede ikke forbuddet inden for klagefristen på fire uger, men anlagde efter klagefristens udløb i oktober 2019 retssag mod kommunen med påstand om ugyldighed og erstatning for det tab, A havde lidt som følge af kommunens forbud. Den 17. december 2019 anmodede A desuden kommunen om at genoptage forbuddet med henvisning til væsentlige sagsbehandlingsfejl, herunder manglende partshøring. Kommunen afviste i marts 2020 at genoptage sagen, hvilket A påklagede til Planklagenævnet, som i december 2021 ophævede afslaget på genoptagelse med henvisning til manglende partshøring forud for forbuddet i februar 2019 (j.nr. 20/11682). Kommunen genoptog herefter sagen og fastholdt efter partshøring ved afgørelse af 20. april 2022 kommunens oprindelige forbud fra februar 2019 efter planlovens § 14. Kommunen præciserede dog, at gyldighedsperioden for forbuddet var udløbet den 6. februar 2020, og at afgørelsen derfor ikke indebar et nyt forbud. A påklagede kommunens nye afgørelse af 20. april 2022 til Planklagenævnet, der i afgørelse af 5. oktober 2022 ophævede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at kommunen ikke havde hjemmel til at nedlægge et nyt forbud efter udløbet af den oprindelige gyldighedsperiode. Planklagenævnet bemærkede desuden, at A havde krav på, at ansøgningen om byggetilladelse blev vurderet ud fra det gældende plangrundlag på ansøgningstidspunktet (j.nr. 22/06252). Parallelt med dette forbud havde kommunen den 20. december 2019 – dvs. få dage efter A’s anmodning til kommunen om genoptagelse af forbudssagen – offentliggjort forslag til en ny lokalplan. Lokalplanen, der blev endeligt vedtaget i april 2021, indeholdt bestemmelser, der var til hinder for opførelse af støjmuren. A påklagede kommunens vedtagelse af lokalplan til Planklagenævnet, der i marts 2022 ikke gav medhold i klagen (j.nr. 21/06971). Slagelse Kommune anlagde i april 2023 retssag mod Planklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse af 5. oktober 2022 var ugyldig, idet kommunen bl.a. gjorde gældende, at nævnets afgørelse var usammenhængende, idet afgørelsen på den ene side ikke vedrørte en stillingtagen til kommunens forbud efter planlovens § 14, men samtidig forudsatte, at forbuddet var gyldigt. Planklagenævnet påstod frifindelse, subsidiært hjemvisning, og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at det var korrekt, når nævnet udtalte, at kommunen ikke kunne nedlægge et nyt forbud, når det første forbud var meddelt uden partshøring. Byretten fastslog indledningsvis, at kommunens forbud af 6. februar 2019 mod støjmuren ikke var en nullitet, selvom den led af en sagsbehandlingsfejl grundet manglende partshøring. Retten bemærkede videre, at A undlod påklage afgørelsen inden for klagefristen på 4 uger og først anmodede om genoptagelse den 17. december 2019, hvilket var samtidig med kommunens offentliggørelse af et lokalplanforslag, der kunne opretholde forbuddet. Retten fandt, at Planklagenævnets afgørelse fra december 2021 alene medførte, at kommunen skulle genoptage sagen efter almindelige forvaltningsretlige regler og ikke gjorde kommunens forbud ugyldigt. Retten fandt derfor også, at kommunen havde ret til selvstændigt at vurdere, om forbuddet skulle fastholdes eller erstattes af en ny afgørelse. Retten fandt dermed – i modsætning til Planklagenævnet – at den manglende partshøring ikke var en så grov fejl, at den medførte automatisk ugyldighed, men at det krævede en konkret vurdering af fejlens betydning. På baggrund af sagens forløb, herunder A’s manglende rettidige klage, vedtagelse af lokalplansforslaget i 2021 og kommunens vurdering i 2022 om, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre afgørelsen, fandt retten, at en partshøring ikke ville have ført til et andet resultat. Slagelse Kommune var derfor berettiget til at fastholde forbuddet i afgørelsen af 20. april 2022, hvorfor retten ophævede Planklagenævnets afgørelse af 5. oktober 2022, men dog hjemviste sagen til nævnet til fornyet behandling, da flere af A’s klagepunkter ikke var blevet behandlet. Planklagenævnet pålagt at betale 35.750 kr. i sagsomkostninger til Slagelse Kommune.
Kommentar: Sagens forløb viser på sin egen måde samspillet mellem planlovens § 14 til at meddele forbud og planlovens § 17, hvorefter offentliggørelse af forslag til lokalplan er tillagt selvstændig retsvirkning, således at der efter forslagets offentliggørelse ikke må gennemføres foranstaltninger, der er i modstrid med forslaget. I dette tilfælde havde kommunen i februar 2019 meddelt forbud efter § 14 uden partshøring og i december 2019 offentliggjort forslag til lokalplan, der blev endeligt vedtaget i april 2021, men da forslaget var offentliggjort inden ét år efter forbuddet, bevirker § 17 en forlængelse af forbuddet. Byretten kunne ikke tage judiciel stilling til, om forbuddet var gyldigt, men alene Planklagenævnets ophævelse af afslag på genoptagelse, hvor byretten henholdt sig til almindelig forvaltningsretlig fortolkning, hvorefter det beror på en konkret væsentlighedsvurdering, om manglende partshøring fører til ugyldighed, og da der var sket partshøring efter kommunens genoptagelse af kommunens første afslag på genoptagelse, fandt retten, at Planklagenævnet havde været uberettiget til at ophæve kommunens andet afslag på genoptagelse som følge af manglende partshøring, men da nævnet ikke havde taget stilling til A’s øvrige indsigelser i genoptagelsessagen, blev sagen hjemvist til Planlagenævnet. Almindeligvis vil en kommunes sagsanlæg mod Planklagenævnet om gyldigheden af nævnets afgørelse som administrativ rekursinstans skulle afvises, men i denne sag havde den berørte ejer anlagt erstatningssag mod kommunen, hvorfor kommunen på dette grundlag havde retlig interesse i at anfægte Planklagenævnets afgørelse, hvilket kan forklare, at Planklagenævnet ikke bestred kommunens retlige interesse i sagen.