MRF 2024.308
Retten i Odenses dom af 14. juni 2024, sag BS-47149/2021-ODE
A og B (adv. Malene Raunholt) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ophævet og hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til anvendelse af bygning til beboelse, da bygningen anvendt til beboelse, inden bygningen blev omfattet af strandbeskyttelseslinjen, men afvist at underkende nævnets stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til ombygninger i 2008/2009 med tagvinduer, drivhushus og udhus, uanset at ombygning skete på grundlag af byggetilladelse fra kommunen, og en fysisk lovliggørelse ville koste over 1 mio. kr.
A og B erhvervede i 2008 en landbrugsejendom med nedslidte bygninger beliggende i landzone og siden 2001 omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje. Efter overtagelsen renoverede A og B den eksisterende bygningsmasse og opførte flere bygninger, hvilket kommunen i september 2008 meddelte bygningstilladelse til med bemærkning om, at det ansøgte kunne ske uden landzonetilladelse efter planlovens § 37. I 2012 meddelte Naturstyrelsen afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opførelse af carport, hvilket efter klage blev tiltrådt af Natur- og Miljøklagenævnet (NMK-500-00262). I juni 2016 meddelte Middelfart Kommune til A og B, at der var sket ændringer af anvendelse og ombygninger, som krævede byggetilladelse, indsendte A og B ansøgning den 1. juli 2016, og den 12. september 2016 indsendte kommunen anmeldelse til Kystdirektoratet om mulige overtrædelser af naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelseslinje, og i august 2019 rykkede kommunen Kysdirektoratet for svar. Efter varsel i maj 2020 meddelte Kystdirektoratet i oktober 2020 lovliggørende dispensation til bibeholdelse af bygning 1A, indretning af bolig i tagetage på bygning 1 samt til kvist og tagvinduer i bygning 1, men meddelte afslag på lovliggørende dispensation af de øvrige forhold og påbød A og B fysisk lovliggørelse. A og B efterkom fysisk lovliggørelse af bygning 6, 8 og 9, men påklagede afslaget på dispensation og lovliggørelsespåbud vedrørende de øvrige forhold. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede i afgørelse af 9. juni 2021 (20/13200) afslaget på dispensation til indretning af beboelse i tagetaget i bygning 3, men herudover stadfæstede afslaget på lovliggørende dispensation til ændret anvendelse og isætning af tagvinduer i bygning 2, tagvinduer i bygning 3, opførelse af drivhus (bygning 5) og udhusbygning nr. 7. A og B anlagde herefter sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at nævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse var ugyldig og subsidiært hjemvisning. Til støtte herfor gjorde A og B bl.a. gældende, at nævnets prøvelse af klagen var mangelfuld, bl.a. fordi der nævnet ikke havde inddraget indrettelses- og værdispildshensyn og myndighedspassivitet, og at afgørelsen var i modstrid med proportionalitetsprincippet, idet en fysisk lovliggørelse vil koste 1.370.000 kr. (ifølge det under sagen udmeldte syn og skøn). Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at retten ikke kunne prøve indsigelse om myndighedspassivitet, der ikke var gjort gældende for klagenævnet, jf. U 2021.3664 H (MRF 2021.200 H), og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte klagenævnets skøn. Under sagen blev udmeldt syn og skøn. Byretten lagde indledningsvis til grund, at Miljø- og Fødevareklagenævnet var berettiget til at begrænse sin prøvelse til de forhold, der var gjort gældende af A og B i klagesagen, og at retten som følge heraf ikke kunne tage stilling til anbringender, som ikke var gjort gældende over for nævnet, og at retten efter fast praksis bør være tilbageholdende med at prøve forvaltningens skøn, dvs. afvejning af lovlige kriterier. I forhold til anvendelse af bygning 2 til beboelse lagde byretten på grundlag af bevisførelsen til grund, at bygningen havde været anvendt til beboelse før bygningen blev omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje og ophævede og hjemviste nævnets afgørelse vedrørende dette forhold. I forhold til afslag på lovliggørende dispensation til tagvinduer i bygning 2 og 3 fandt retten derimod ikke grund til at tilsidesætte nævnets skøn, hvilket ligeledes gjaldt afslaget på lovliggørende dispensation til bygning 5 og bygning 7. Med henvisning hertil hjemviste byretten sagen til fornyet behandling i klagenævnet med bemærkning om, at det i relation til bygning 2 skulle lægges til grund, at der ikke var tale om ændret anvendelse af bygningen. Afslutningsvis bemærkede byretten, at Middelfart Kommunes besigtigelse af ejendommen ikke kunne tillægges betydning, da kommunen ikke var kompetent myndighed efter strandbeskyttelseslinjen, at kommunen i byggetilladelserne havde anført, at dispensation fra anden lovgivning måtte indsendes til den myndighed, der havde dispensationskompetencen, og at hverken passivitet, lang sagsbehandlingstid eller værdispildsbetragtninger kunne føre til et andet resultat. Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling i Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Kommentar: Byrettens ophævelse og hjemvisning af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er en logisk følge af de nedlagte påstande, da der naturligvis ikke kræves dispensation fra strandbeskyttelseslinjen for en anvendelse, der bestod, da ejendommen blev omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Men i dette lys kan det fremstå noget underligt, at dommen så detaljeret forholder sig til de enkelte afslag på dispensation til f.eks. tagvinduer, når byretten samtidig understreger tilbageholdenhed i prøvelsen af klagenævnets skøn, da dommens præmisser netop ikke er judicielle. Hvis disse dele af nævnets afgørelse skulle prøves særskilt af byretten, når sagen i alle tilfælde skal hjemvises, måtte det forudsætte, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde nedlagt en subsidiær påstand om frifindelse for alle andre dele end afslaget på dispensation for anvendelse af bygning 2 til beboelse. En sådan påstand var ikke nedlagt af nævnet, der derfor ved den kommende prøvelse af Kystdirektoratets afslag i 2020 på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen er bundet af byrettens betragtninger, men naturligvis kan inddrage disse og også tage hensyn til, om der fremkommer nye oplysninger, ligesom nævnet ikke ved en genoptagelse kan afvise at tage stilling til de indsigelser, som A og B først gjorde gældende for byretten.