MRF 2024.306

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. december 2024, j.nr. 24/09720

Ikke opsættende virkning af klage over Miljøstyrelsens afgørelse fra august 2024 om, at DSH Recycling A/S (under rekonstruktion) hæfter for styrelsens udgifter på over 57 mio. kr. til selvhjælpshandling i perioden 22.-31. januar 2024 efter styrelsens påbud af 21. januar 2024 til Nordic Waste A/S i forbindelse overhængende fare for miljøskade af Allinge Å.

Klagesagen er en udløber af den meget omtalte sag om overhængende fare for miljøskade af Allinge Å ved Ølst, hvor et jordbjerg på tre mio. m³ i en tidligere råstofgrav satte sig i bevægelse. Baggrunden for sagen var, at Randers Kommune den 23. december 2023 efter forudgående godkendelse af Miljøstyrelsen den 22. december 2023 (MAD 2023.305 MS) traf afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 73 f, om, at der forelå en overhængende fare for miljøskade forvoldt af Nordic Waste A/S (bilag 1). Herefter overgik sagen til Miljøstyrelsen. Efter varsel meddelte Miljøstyrelsen den 21. januar 2024 påbud til Nordic Waste A/S om at iværksætte bestemte afværgeforanstaltninger med frist den 22. januar 2024 (bilag 2), og samtidigt meddelte Miljøstyrelsen påbud til Nordic Waste A/S om økonomisk sikkerhedsstillelse på 205 mio. kr., jf. miljøskadelovens § 19 (bilag 3). Den 22. januar 2024 afsagde skifteretten konkursdekret over Nordic Waste A/S. Den 31. januar 2024 meddelte Miljøstyrelsen, at da Nordic Waste A/S ikke iværksatte de påbudte foranstaltninger inden for den påbudte frist, havde Miljøstyrelsen overtaget det operative ansvar i henhold til miljøskadelovens § 33, stk. 2, men da konkursboet ikke kunne stille den krævede økonomiske sikkerhedsstillelse, gik sagen tilbage til Randers Kommune, jf. miljøskadelovens § 21, stk. 2 (bilag 4), hvorefter Randers Kommune overtog kompetencen efter miljøbeskyttelseslovens § 70. Efter Miljøstyrelsens bindende udtalelse traf Randers Kommune den 28. juni 2024 afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 73 f om, at DSH Recycling A/S under rekonstruktion (DSH) var ansvarlig forurener for den overhængende fare for miljøskade af Allinge Å (bilag 5). Den 12. juli 2024 anlagde DSH sag mod Randers Kommune med påstand om, at afgørelsen af 28. juni 2024 var ugyldig. Den 9. august 2024 traf Miljøstyrelsen afgørelse om, at DSH inden 14 dage skulle betale Miljøstyrelsen 57.630.729,74 kr. svarende til Miljøstyrelsens udgifter til selvhjælp efter miljøskadelovens § 33, stk. 2, i perioden 22.-31. januar 2024 (bilag 6). Den 21. august 2024 meddelte Miljøstyrelsen til DSH, at Miljøstyrelsen fra den 22. august 2024 ikke længere er kompetent myndighed, og at sagen går tilbage til Randers Kommune som kompetent myndighed efter miljøbeskyttelsesloven, hvilket Miljøstyrelsen begrundede med, at DSH på forespørgsel fra Miljøstyrelsen i juli 2024 havde oplyst, at selskabet ikke kunne stille økonomisk sikkerhed, hvorfor sagen i henhold til miljøskadelovens § 21, stk. 2, ikke længere var omfattet af miljøskadeloven (bilag 7). Den 6. september 2024 påklagede DSH Miljøstyrelsens afgørelse af 9. august 2024 om, at DSH skulle betale Miljøstyrelsens udgifter til selvhjælp i perioden 22.-31. januar 2024 og anmodede samtidigt om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. Miljøstyrelsen afviste i svar af 11. oktober 2024, at der var grundlag for at tillægge klage over påbud efter miljøskadelovens § 46 opsættende virkning og henviste til, at der måtte slutte modsætningsvis fra miljøskadelovens § 51, hvorefter klage over påbud og krav om sikkerhedsstillelse som udgangspunkt har opsættende virkning (bilag 8). Den 25. november 2024 meddelte Miljø- og Fødevareklagenævnet, at man satte sagen i bero, indtil der forelå en dom i den af DSH anlagte retssag mod Randers Kommune, men at nævnet vil træffe delafgørelse om opsættende virkning (bilag 9). Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde i afgørelsen om opsættende virkning til grund, at en klage efter miljøskadeloven kun har opsættende virkning, hvis der er tale om et påbud eller en afgørelse om økonomisk sikkerhedsstillelse, og at klager efter grundlovens § 63, stk. 1, som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, hvorfor den opsættende virkning måtte afgøres ud fra en afvejning af forskellige hensyn, hvor der må tages hensyn til, at afgørelse om opsættende virkning må træffes hurtigst muligt som en foreløbig afgørelse. Herefter lagde nævnet til grund, at DSH på tidspunktet for indgivelse af klagen var under rekonstruktionsbehandling, og at selskabet ved dekret af 19. november 2024 er taget under konkursbehandling. Efter en samlet afvejning fandt nævnet, at der ikke var sådanne særlige forhold, der kunne begrunde at tillægge klagen opsættende virkning, hvorved nævnet henviste til, at klagers interesse i sagen var af ren økonomisk karakter, hvorfor der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet og tillægge klagen opsættende virkning, da klagesagen alene vedrører Miljøstyrelsens afgørelse om hæftelse for omkostninger.

Kommentar: Som det fremgår ovenfor, har redaktionen af MRF valgt at give en forholdsvis fyldig indføring i klagesagens baggrund, der efterlader ganske mange ubesvarede juridiske spørgsmål. Om Nordic Waste-sagen se også Pagh: TfM 2024, s. 299. Den konkrete afgørelse handlede imidlertid alene om opsættende virkning af Miljøstyrelsens krav efter miljøskadelovens § 33, stk. 2, hvorefter ”Miljøministeren kan lade påbudte foranstaltninger efter kapitel 3 udføre for påbudsadressatens regning, når den fastsatte frist er udløbet”. Anvendelsen af bestemmelsen i denne sag frembyder imidlertid flere umiddelbare vanskeligheder, da klageren ikke var påbudsadressat for det påbud, som Miljøstyrelsen meddelte den 21. januar 2024, og som efter miljøskadelovens § 21, stk. 2, bortfaldt, da der blev afsagt konkursdekret i forhold til Nordic Waste, hvorfor det er noget vanskeligt at anvende ordlyden af miljøskadelovens § 33, stk. 2, på DSH Recycling A/S under rekonstruktion, så længe der ikke er meddelt et nyt påbud. Dette udelukker naturligvis ikke, at Miljøstyrelsen har et økonomisk krav mod DSH Recycling, men det kan vanskeligt støttes på miljøskadelovens § 33, stk. 2, eller § 46, men må i givet fald støtte sig på almindelige regler om civilretligt erstatningsansvar for miljøskader. Miljø- og Fødevareklagenævnets henvisning til, at klagerens interesse er af ren økonomisk art, må i dette tilfælde sammenholdes med, at det samme gælder for Miljøstyrelsen, og at Miljøstyrelsen i dette tilfælde ikke har fulgt lovens fremgangsmåde, som netop er at påbyde økonomisk sikkerhedsstillelse efter miljøskadelovens § 19, hvilket gør en analogi til den opsættende virkning af klage over økonomisk sikkerhedsstillelse efter miljøskadelovens § 51 så meget mere nærliggende. Dette må især gælde, når det af Miljøstyrelsens meddelelse af 21. august 2024 fremgår, at sagen i forhold til DSH Recycling ikke længere er omfattet af miljøskadeloven(!). Hensynet til at imødegå omgåelse af betalingspligten kan i den sammenhæng vanskeligt tillægges betydning, efter at selskabet er taget under konkursbehandling af skifteretten. Så selv om det må tiltrædes, at klage over påbud og forbud som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, når dette ikke direkte følger af loven, jf. Mørup m.fl., Forvaltningsret – almindelige emner, 7. udg., 2022, s. 403, kan omstændighederne i denne sag tale for en fravigelse. Det må i forlængelse heraf anføres, at den oprindelige § 47 i miljøskadeloven vedrørte inddrivelse af myndigheders udgifter til selvhjælpshandlinger og blev ophævet ved ændring i 2008 som følge af gældsinddrivelsesloven, hvor man i øvrigt ikke var opmærksom på, at domstolene ofte har afvist, at udgifter til selvhjælp kan behandles som fogedkrav grundet sagernes komplekse karakter. Se hertil Pagh: TfM 2008.128, Pagh: Jordforureningsloven med kommentarer, 2. udg., 2011, s. 797 ff., og Møller, Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer, 2. udg., 2019, s. 1073 ff.

Link til afgørelsen.