MRF 2024.304
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. december 2024, j.nr. 21/12955
Stadfæstet kommunes plejeplan for fredningen ”Møllebakken i Kalundborg”, da plejeplanen tjente til opnåelse af fredningens formål, og de rekreative tiltag ikke fandtes at stride mod fredningens øvrige formål om bl.a. sikring af naturmæssige kvaliteter. Det kunne ikke efter plejebekendtgørelsen kræves, at fredningens formål fremgik af plejeplanen.
Ved Naturklagenævnets afgørelse af 9. januar 2009 blev det 9,59 ha store område ”Møllebakken i Kalundborg” fredet. Området er en offentlig park omgivet af villabebyggelse. Formålet med fredningen er at fastholde området som offentlig bypark, at sikre området mod fremtidig byudvikling, at sikre områdets rekreative kvaliteter, offentlighedens adgang og levemulighederne for plante- og dyreliv og skabe grundlag for naturpleje og naturgenopretning, samt at bevare og forbedre/formidle områdets landskabelige, naturmæssige, kulturhistoriske og geologiske kvaliteter. Efter fredningens bestemmelser om naturpleje, skulle Kalundborg Kommunen bl.a. foretage foranstaltninger til forbedring af forholdende for hjemmehørende dyre- og plantearter og til genoprettelse eller forbedring af landskabelige og kulturhistoriske værdier. I september 2021 vedtog kommunens Teknik-og Miljøudvalget en ny plejeplan for det fredede område ”Møllebakken i Kalundborg” for perioden 2021-2025. Den overordnede målsætning i den nye plejeplan var at genskabe en varieret og velbenyttet bypark. Målsætningen skulle bl.a. opnås ved gennemførelsen af en række konkrete tiltag, der bl.a. indebar etablering af stianlæg, nyetablering af belysning og fornyelse af en række beplantninger. Endvidere skulle der etableres flere bænke og affaldsspande. Vedtagelsen af plejeplanen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der gjorde gældende, at plejeplanens tiltag for at imødekomme det fredede områdes rekreative anvendelse skete på bekostning af fredningens øvrige formål, herunder sikringen og forbedringen af parkens naturmæssige kvaliteter, og vilkårene for dyre- og plantelivet. DN gjorde endvidere gældende, at plejeplanens kategorisering af parken ikke burde ske på baggrund af en undersøgelse foretaget af en ekstern konsulent, at plejeplanen ikke angav alle fredningens hovedformål, og at klagen burde behandles af fredningsnævnet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 78 til grund, at nævnet havde kompetence til at behandle klagen over plejeplanen. Nævnet fandt, at den i plejeplanen beskrevne pleje tjente til opnåelse af fredningens formål jf. plejebekendtgørelsens § 1, stk. 1. Herved lagde nævnet vægt på, at plejeplanen hovedsageligt beskrev renovering af parkens eksisterende faciliteter, genoprettelse af skærmende beplantning og æstetiske ændringer til allerede eksisterende faciliteter i overensstemmelse med fredningens rekreative og kulturhistoriske delformål, samt bestemmelserne om delområdernes anvendelse. Det var nævnets vurdering, at plejeplanens rekreative tiltag ikke ville hindre opfyldelse af fredningens øvrige formål, herunder bevaringen og forbedringen af levemulighederne for områdets plante- og dyreliv, områdets landskabelige og naturmæssige kvaliteter og muligheden for at skabe grundlag for naturpleje og naturgenopretning. Ift. klagepunktet om, at undersøgelsen bag plejeplanen var udført af en ekstern konsulent, bemærkede nævnet, at der ikke er noget til hinder for, at kommunen benytter sig af ekstern assistance ifm. udformningen af plejeplaner, når plejeplanens indhold overholdt plejebekendtgørelsens og fredningens øvrige krav. At plejeplanen ikke angav alle fredningens hovedformål kunne ikke føre til andet resultat, idet plejebekendtgørelsen ikke indeholdt krav herom. Nævnet stadfæstede herefter kommunens plejeplan.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to kommentarer. Den ene er, at nævnets afgørelse betyder, at de plejeplaner, som i en del fredningskendelser er forudsat vedtaget af kommunen, udgør en selvstændig afgørelse, der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Den anden vedrører den omstændighed, at fredningskendelsen fra 2009 på linje med andre fredningskendelser fra denne periode blev vedtaget uden SMV-screening. Som følge heraf vil efterfølgende konkrete plejeplaner formentlig særskilt kræve en SMV-screening efter miljøvurderingslovens § 10, jf. EU-Domstolens dom i sag C-473/14, hvor det blev fastslået at mindre ændringer af en fredningsplan for området ved Athen var omfattet af SMV-direktivets krav om miljøvurdering, når den oprinde fredningsplan ikke havde været SMV-vurderet. Selv om dette anbringende ikke var gjort gældende af Danmarks Naturfredningsforening skal nævnet af egen drift påse, at afgørelsen ikke er i modstrid med EU’s miljøregler, hvorfor det må anses for en fejl, at dette ikke blev anført af nævnet.