MRF 2024.30
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. januar 2024, j.nr. 23/02529
Ikke medhold i klage over vilkår om ophør med bl.a. udsættelse og fodring af ænder og fisk pågået siden 1959 i § 3-sø i forbindelse med lovliggørende dispensation til oprensning og udvidelse af søen, idet det ikke blev tillagt betydning, at søen ikke var udvidet.
Ved besigtigelse i maj 2022 konstaterede Ringsted Kommune, at der på E’s landbrugsejendom var sket oprensning og udvidelse af en 746 m2 sø, idet søens brinker fremstod uden sumpvegetation præget af nylig udgravning og flade brinker. Kommunen fandt, at der var tale om en udvidelse af søen og en tilstandsændring, som krævede dispensation. Kommunen meddelte herefter i januar 2023 lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, på vilkår om, at andehuse på søen blev fjernet, og at E ophørte med at udsætte ænder og fisk i søen og fodre disse, idet kommunen vurderede, at de af E foretagne foranstaltninger havde forbedret søens naturtilstand. Afgørelsen blev påklaget af E, der anfægtede dispensationens vilkår, idet E navnlig anførte, at der siden søens oprettelse i 1959 altid havde været udsat ænder og været fisk i søen, ligesom E bestred, at der var sket en udvidelse af søen med henvisning til kommunens opmåling, som tog udgangspunkt i træernes placering set ud fra et ortofoto. Kommunen medgav, at søen ikke med sikkerhed var udvidet, men anførte, at dette var uden betydning, da den gennemførte oprensning og fjernelse af planter langs søen krævede dispensation. I relation til vilkårene for lovliggørende dispensation henviste kommunen til, at der var tale om standardvilkår for en § 3-dispensation, idet udsættelse af ænder og fisk og fodring heraf tilførte næringsstoffer til søen, som medfører tilstandsændringer. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at prøve, hvorvidt de stillede vilkår var rimelige. Indledningsvist bemærkede nævnet, at det følger af vejledningen om naturbeskyttelseslovens § 3-beskyttede naturtyper fra december 2019, at dispensation kan meddeles på vilkår, og at naturbeskyttelsesloven ikke opstiller begrænsninger herfor. Dog skal vilkårene ligge inden for rammerne af lovens formålsbestemmelser og være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte vilkårene for den lovliggørende dispensation, da der ikke konkret forelå grundlag for at anse de stillede vilkår for urimelige. Det var nævnets vurdering, at vilkårene var i overensstemmelse lovens formål, da tilstedeværelsen af andehuse mv. ville tilføre søen næring og forringe søens naturtilstand, hvormed disse udgjorde tilstandsændringer. Nævnet bemærkede videre, at udeladelse af de stillede vilkår ville betyde, at der blev givet dispensation til fremtidige tilstandsændringer, uden at kommunen havde mulighed for at vurdere, om disse reelt opfyldte de restriktive dispensationsbetingelser. At der tidligere havde været udsat ænder og været fisk i søen, ændrede efter nævnets vurdering ikke, ”at der ved indgrebene i dispensationsvilkårene vil være tale om tilstandsændringer, som vil kræve særskilt dispensation for at være tilladt”. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen vedrører et mere principielt spørgsmål, nemlig om udsættelse af ænder og fisk samt fodring af disse i § 3-beskyttede søer kræver dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, når aktiviteterne er påbegyndt, længe inden søen blev omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer, jf. i samme retning U 2006.76 Ø. Som udgangspunkt må dette besvares benægtende, da § 3-forbuddet netop ikke griber ind i hidtidig lovlig anvendelse, hvorfor nævnets afsluttende betragtning næppe er korrekt, jf. MRF 2023.206 Mfk, hvor det er lagt til grund, at det alene er, hvis tilskudsfodring ændres, at § 3 er overtrådt. Noget andet er, at der i forbindelse med lovliggørende dispensation fra § 3 kan stilles vilkår om at ophøre med ellers lovlige aktiviteter, hvis vilkåret anses for sagligt og proportionalt. Om E’s oprensning af søen og rydning af brinker var en ændring af tilstanden, der krævede dispensation fra § 3, eller om det faldt under almindelig vedligeholdelse, er ikke helt klart efter afgørelsens oplysninger, og når det lægges til grund, at kommunen ikke var sikker på, om søen blev udvidet, kunne det muligvis have begrundet en hjemvisning, jf. MRF 2023.67/2 Mfk.