MRF 2024.296
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. december 2024, j.nr. 23/08959 og 23/08895
Stadfæstet Silkeborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til en i 2020 af kommunen som vandløbsmyndighed gennemført ekstra grødeskæring Natura 2000-vandløbet Gudenåen, da det på grundlag af konsekvensvurdering af den lovliggørende tilladelse ikke kunne udelukkes, at grødeskæringen havde medført skade på naturtypen ’vandløb med vandplanter’, der er en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-vandløbet.
Baggrunden for sagen var, at Silkeborg Kommune i 2020 havde igangsat en ekstra grødeskæring af det offentlige vandløb Gudenåen mellem Silkeborg Langsø og Tange Sø, Gudenåen er et offentligt vandløb omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og vandløbsregulativ og er samtidigt udlagt som Natura 2000-område. Efter indsigelse fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) afviste kommunen i september 2020 at standse grødeskæringen. DN påklagede afslaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i februar 2021 ophævede og hjemviste afgørelsen (MRF 2021.52 Mfk), da grødeskæringen kunne kræve dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 og konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6. Efter afgørelsen besluttede kommunen at færdiggøre grødeskæringen og i juni 2021 ansøgte Silkeborg Kommune som vandløbsmyndighed Silkeborg Kommune som kompetent myndighed efter naturbeskyttelsesloven om dispensation fra § 3. På baggrund af en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, lagde kommunen til grund, at naturtypen ’vandløb med vandplanter’ generelt er i ugunstig tilstand, og at det ikke kunne afvises, at den ekstraordinære grødeskæring i 2020 har skadet vandløbets integritet i Natura 2000-området, hvor kommunen lagde vægt på, at grødeskæringen i 2020 medførte en umiddelbar og vildsom påvirkning af vandplanter i vandløbet, og at det heller ikke kunne udelukkes, at grødeskæringen havde skadelig virkning på arten ’grøn kølleguldsmed’, der ligeledes er en del af udpegningsgrundlaget. På denne baggrund meddelte kommunen i juni 2023 afslag på lovliggørende dispensation til den i 2020 gennemførte grødeskæring af Gudenåen. Afslaget blev påklaget af to lokale foreninger, hvoraf den ene havde naturbeskyttelse som en del af formålet. Klagerne gjorde bl.a. gældende, at den ekstraordinære grødeskæring var hjemlet i regulativet og derfor ikke krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, og at det ikke havde været nødvendigt at udarbejde en konsekvensvurdering. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt indledningsvis, at i hvert fald den ene klager var klageberettiget og fandt herefter, at den gennemførte ekstra grødeskæring krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, da den ikke kunne anses for sædvanlig vandløbsvedligeholdelse. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, hvorefter det ikke kunne udelukkes, at den gennemførte grødeskæring havde medførte skade på naturtypen ’vandplanter i vandløb’, hvorved nævnet bl.a. fremhævede, at særligt vandplanter i strømrende, bliver voldsomt påvirket af grødeskæring, da planterne helt fjernes, hvilket reducerer artdiversiteten, og at plantesamfundet skal være stabilt for at opretholde gunstig bevaringsstatus, hvorfor det ikke kunne afvises, at den gennemførte grødeskæring havde bidraget væsentligt til, at der ikke er opnået gunstig bevaringsstatus for denne naturtype. Med henvisning hertil stadfæstede Miljø- og Fødeklagenævnet kommunens afslag på lovliggørende dispensation fra § 3 til den af kommunen i 2020 gennemførte ekstra grødeskæring.
Kommentar: Nævnets ophævelse og hjemvisning af kommunens tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 på baggrund af den af kommunen gennemførte konsekvensvurdering af den lovliggørende dispensation kan ikke anses for overraskende. Dette rejser imidlertid et andet påtrængende spørgsmål, nemlig hvilke retlige konsekvenser skal det have, at kommunen har overtrådt naturbeskyttelseslovens § 3 og samtidig kan have medført skade på Natura 2000-område. Dette var ikke en del af den påklagede afgørelse, men efter det i afgørelsen oplyste om grødeskæringens virkning på Natura 2000-området, kan det ikke helt afvises, at grødeskæringen har medført en miljøskade omfattet af miljøskadeloven. I alle tilfælde er der tale om en overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 3, hvor lovliggørende dispensation er afvist, hvorfor kommunen efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, har pligt til at lovliggøre forholdet. Selv om § 73, stk. 5, ikke hjemler genopretning af skadet natur, som tilfældet er ved miljøskader omfattet af miljøskadeloven, kan den almindelige forståelse af § 73, stk. 5, begrunde, at de ulovligt fjernede planter ved grødeskæring skal bringes tilbage. Men da dette næppe er muligt, efterlader sagen det ubesvarede spørgsmål, om overtrædelsen af § 3, herunder skadevirkningen på Natura 2000-områder, er helt uden retsvirkning, når overtrædelsen skyldes kommunens vandløbsvedligeholdelse?