MRF 2024.292
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. november 2024, j.nr. 21/01866
Stadfæstet afslag efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3, på at tilføre grusgrav ren jord, da den geologiske lagserie bestående af vekslende sand, grus, ler og silt medførte dårlig naturlig beskyttelse af grundvand udpeget til område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), og deponering tæt på grundvandsspejlet medfører, at selv naturlige stoffer i ren jord som humusstoffer, salte, kalk og jern potentielt kan udgøre risiko for forurening af grundvand. Om den manglende mulighed for efterbehandling i henhold til råstoftilladelse med tilførsel af ren jord med henblik på overgang til anvendelse for jordbrugsformål ville medføre væsentligt økonomisk tab for grundejeren, forudsatte særskilt afgørelse efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 2.
Region Midtjylland meddelte i december 2020 afslag på ansøgning om at kunne tilføre 1,6 mio. m3 ren overskudsjord til en tidligere grusgrav syd for Assentoft, da det blev vurderet, at det ikke kunne ske uden risiko for forurening af grundvand med henvisning til jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3. Grusgraven er beliggende i område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og i område, der efter vandområdeplanlægningen omfatter to grundvandsforekomster, der kan anvendes som drikkevandsressource, og hvor det primære magasin aktuelt fandt anvendelse for almen vandforsyning fra kildeplads placeret i en afstand på 650 meter fra grusgraven. Endvidere var området udpeget som nitratfølsomt indvindingsområde (NFI) udlagt som indsatsområde (IO). Der var for ansøgningen ikke udarbejdet geotekniske undersøgelser for den konkrete lokation, hvorfor oplysning af sagen var baseret på tilgængelige oplysninger i Jupiterdatabasen, hvor en boring 400 meter vest for grusgraven udviste en geologisk lagserie med sand til kote +8 og herunder vekslende lag af sand, grus, ler og silt til kote -44 meter, hvor kalken indtrådte. Afslaget var på den baggrund begrundet med, at de lokale geologiske forhold derved blev vurderet at yde en dårlig naturlig beskyttelse af grundvandet under grusgraven. Afgørelsen blev påklaget af ejeren til grusgraven, der blandt andet gjorde gældende, at det var nødvendigt at tilføre ren jord med henblik på efterbehandlingen af grusgraven, da det var ejerens forventning, at ejendomme kunne overgå til anvendelse for jordbrugsformål. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at bestemmelsen i jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3, efter lovforarbejderne skal administreres restriktivt, og at deponering af jord i grusgrave pga. råstofafgravningen sker tæt på grundvandsspejlet, hvorved også naturlige stoffer i ren jord som eksempelvis humusstoffer, salte, kalk og jern alt efter de konkrete geologiske forhold potentielt kan udgøre en risiko for forurening af grundvand. Med henvisning til Højesterets dom i U 2014.790 H om påbud efter jordforureningslovens § 48, fremhævede nævnet, at grundvandsbeskyttelsen efter jordforureningsloven ikke begrænser sig til primære magasiner, men også omfatter de øvre sekundære magasiner, og kvalitetskriterierne for grundvand derved skal være opfyldt overalt i grundvandsressourcen. I den konkrete sag konstaterede nævnet, at grusgraven var beliggende inden for område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), hvor det af Miljøstyrelsens vejledning nr. 4 af 1995 om udpegning fremgår, at områderne i særlig grad skal beskyttes, at arealanvendelsen normalvis ikke må ændres til en anvendelse med forøget risiko for forurening af grundvand, og at det primære magasin aktuelt fandt anvendelse for almen vandforsyning. Endvidere konstaterede nævnet, at der i området ikke var et sammenhængende og kontinuerligt dække jordlag, hvorfor grundvandsmagasinet var sårbart over for nedtrængende stoffer. På den baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afslaget med bemærkning om, at spørgsmålet om, hvorvidt hensynet til forventning om anvendelse til efterbehandling med overgang til anvendelse for jordbrugsformål kunne begrunde dispensation til at tilføre ren jord, i givet fald ville forudsætte en særskilt afgørelse efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 2, om, hvorvidt ejeren ville lide et væsentligt økonomisk tab ved at være afskåret fra at udnytte ejendommen, hvilket herefter ville kunne indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Kommentar: Afgørelsen må tages som udtryk for, at Miljø- og Fødevareklagenævnet mener, at hvis en efterbehandlingsplan indeholdt i råstoftilladelsen kræver tilførsel af ren jord, vil dette kun være et afgørende hensyn, hvis der søges dispensation efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 2. Afgørelsens henvisning til U 2014.790 H om påbud efter jordforureningslovens § 48 vedrørende en villaolietank, forekommer som en noget anstrengt analogi. Se tillige nævnets afslag på tilførsel af ren jord til Tjele grusgrav i MRF 2024.293 Mfk.