MRF 2024.293
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. november 2024, j.nr. 20/07054
Stadfæstet Region Midtjyllands afslag på dispensation til at tilføre ren jord til grusgrav, hvor der for samme grusgrav i 2010 og 2012 var meddelt dispensation, da ansøgningen var generelt formuleret om tilførsel af ren jord fra ikke bynære bygge- og anlægsprojekter, og ansøgningen ikke vedrørende konkrete jordpartier, mængden heraf eller forventet indhold af stoffer heri, og risikovurderingen skulle foretages konkret og individuelt, hvorfor tidligere risikovurderinger ikke umiddelbart kunne lægges til grund for ved efterfølgende ansøgninger.
Med afgørelse af 26. maj 2020 meddelte Region Midtjylland efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3, afslag om dispensation til at tilføre ren jord til grusgrav beliggende ved Tjele i Viborg Kommune. Ansøgningen var fremsat for tilførsel af ren jord fra bygge- og anlægsopgaver forbundet med udstykninger og byggeri i nye ikke bynære områder. Tidligere var der i henholdsvis 2010 og 2012 blevet meddelt dispensation for at tilføre grusgraven jord fra konkrete jordpartier fra konkretiserede projekter for byggemodning og et projekt for etablering af cykelsti. Grusgraven havde en placering inden for område, der efter vandområdeplan (2021-2027) omfattede tre regionale grundvandsforekomster, der blev eller potentielt kunne anvendes som drikkevandsressource, og med en geologi, hvor der var hydraulisk kontakt mellem øvre og primært grundvandsmagasin. Afgørelsen blev påklaget af ejeren af grusgraven, der blandt andet gjorde gældende, at der ikke forelå en saglig begrundelse for at fravige fra de tidligere risikovurderinger, der havde været lagt til grund for dispensationerne meddelt i 2010 og 2012. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at bestemmelsen i jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3, efter lovforarbejderne skal administreres restriktivt. Nævnet konstaterede, at grusgraven var beliggende i område, der var udpeget som drikkevandsforekomst med anvendelse som drikkevandsressource, samt at der var hydraulisk kontakt mellem det jordlag, hvorfra der havde været indvundet grus, og grundvandsmagasinet. Nævnet bemærkede, at afgørelse efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3, i hvert tilfælde skal baseres på en konkret og individuel vurdering, hvorfor risikovurderinger, der knytter sig til tidligere meddelte dispensationer, ikke umiddelbart kan lægges til grund ved senere ansøgninger. Herfor bemærkede nævnet, at ansøgningen var generelt formuleret med hensyn til at tilføre jord fra ikke bynære bygge- og anlægsopgaver, og ansøgningen derved ikke indeholdt oplysning om konkrete jordpartier, mængden heraf eller forventet indhold af stoffer i jorden, hvor deponering i tidligere grusgrave ofte vil ske tæt på grundvandsspejlet, hvorved selv naturligt forekommende stoffer i ren jord som humusstoffer, salte, kalk og jern potentielt vil kunne udgøre en risiko for forurening af grundvand. På den baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afslaget om dispensation.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at der ved dispensation efter jordforureningslovens § 52 skal foretages en konkrete risikovurdering vedrørende risiko for grundvandsforurening, og at dette også omfatter ren jord. Se tillige nævnets afslag på tilførsel af ren jord til grusgrav i Randers Kommune MRF 2024.292 Mfk.