MRF 2024.286
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. november 2024, j.nr. 24/09935
Ikke grundlag for at fravige hovedreglen om opsættende virkning af klage over miljøgodkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a, når godkendelsen omfatter etablering af staldanlæg ca. 87 m fra eksisterende bebyggelse på ejendommen jf. lovens § 81, stk. 3, 2. pkt.
Viborg Kommune meddelte i september 2024 miljøgodkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a, stk. 1, til etablering af kvægbrug på en ejendom i Løgstrup. Godkendelsen omfattede etablering af et nyt staldanlæg med et samlet produktionsareal på 9.385 m2. Dertil skulle der opføres fire nye gyllebeholdere, en ensilageplads inklusive forplads, et sandhus, en vaskehal, et foderhus, 2 siloer og en møddingplads. Af miljøkonsekvensrapporten fremgik bl.a. at det ansøgte ikke skulle placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Afgørelsen blev påklaget af en omboende, der anmodede om at klagen skulle tillægges opsættende virkning, bl.a. under henvisning til at Viborg Kommune ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af det ansøgtes påvirkning på områdets bilag IV-arter, at ejendommen lå inden for et område med særlige drikkevandsinteresser og at klager ville blive væsentligt påvirket af husdyrbruget, idet vindforholdende og tung trafik ville medføre øgede støj, støv, lugt og fluegener. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at det følger af husdyrbrugslovens § 81, stk. 3, 2. pkt., at en rettidig klage over en godkendelse efter lovens § 16 a, der indebærer opførelse af bebyggelse uden tilknytning til en ejendom med hidtidige bebyggelsesarealer, har opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer andet. Nævnet konstaterede, at miljøgodkendelsen medførte, at der skulle opføres et nyt staldanlæg bestående af fem stalde, hvor afstanden mellem den stald der var placeret tættest på hidtidig bebyggelse på ejendommen og denne bebyggelse var 87 m. På denne baggrund fandt nævnet, at klagen i udgangspunktet havde opsættende virkning, idet afstanden mellem det ansøgte og den hidtidige bebyggelse betød, at det ansøgte ikke umiddelbart oplevedes som havende tilknytning til den eksisterende bebyggelse bl.a. henset til terrænet og landskabet i øvrigt. Idet nævnet ikke fandt at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde fravigelse fra hovedreglen, traf nævnet afgørelse om at klage over miljøgodkendelsen havde opsættende virkning.
Kommentar: Den opsættende virkning af klage, når nye driftsbygninger opføres uden tilknytning til eksisterende bygninger, er en direkte videreførelse af planlovens ordning for landzonetilladelser og går tilbage til zoneloven fra 1970, hvor den blev begrundet med, at når først bygning i landzone er opført, er det vanskeligt at få bygningen fjernet, hvis landzonetilladelsen ophæves af klageinstansen. Det samme gør sig naturligvis gældende, hvis der meddeles miljøgodkendelse til alle andre større anlæg som f.eks. større vindmøller i landzone, men her kan reglen om udgangspunkt i opsættende virkning af klage fraviges med en bonuslokalplan. Tilsvarende har klage over miljøgodkendelse af meget nye store husdyrbrug efter husdyrbruglovens § 16 a ikke opsættende virkning, jf. lovens § 81, stk. 1. Dette illustrerer på sin egen måde, hvordan det er vanskeligt at finde en meningsfuld begrundelse for den nuværende udformning af reglerne om opsættende virkning af klage. Se hertil uddybende Pagh: TfM 2018, s. 97.