MRF 2024.256
Planklagenævnets afgørelse af 1. november 2024, j.nr. 23/11255
Ophævet lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51 om belægning ved tankstation, da lokalplanbestemmelsen om belægning ikke havde den fornødne klarhed og præcision til at kunne håndhæves. Afvist at nævnet havde ikke kompetence til at prøve spørgsmål om strid med miljøbeskyttelsesloven og benzinstationsbekendtgørelsen.
Lolland Kommune meddelte i august 2023 E påbud efter planlovens § 51 om fysisk lovliggørelse af lokalplanstridig belægning på E’s ejendom i Maribo, hvorfra der blev drevet tankstation og vaskehal. Belægningen på tankstationen bestod af ”colocsten” med fuget sand. Ejendommen med tankstation og vaskehal er omfattet af en lokalplan, hvor det i § 10.2. bestemmes, at belægningen på kørearealer og i områder, hvor der blev oplagret eller håndteret kemikalier, skulle ” være befæstet med tæt belægning, der er indrettet med fald mod afløb, hvorfra der sker kontrolleret afledning”. Af lokalplanens redegørelse fremgik, at der ikke var ”krav til, hvordan parkeringspladsens belægning skal være, men den skal være impermeabel (tæt) af hensyn til grundvandinteresser”. Af kommunens lovliggørelsespåbud fremgik, at kommunen efter tilsyn havde vurderet, at belægningen på ejendommen ikke var tæt, da der kunne ske nedsivning imellem colocstenenes sandfuger og i fugeskel, hvilket kommunen mente, var et lokalplanstriddigt forhold, da der ikke var ansøgt eller meddelt dispensation fra lokalplanen til belægningen. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at det ikke var præciseret i lokalplanen, hvilke belægningstyper der var egnede til at opfylde kravet om tæt belægning, hvormed der måtte tilkomme klageren et valg derom. Endvidere anførte E med henvisning til bl.a. benzinstationsbekendtgørelsen, at den valgte belægning var anerkendt fra miljømyndighedernes side. Planklagenævnet (formanden) fandt i sagen anledning til at behandle, hvorvidt der var tale om et forhold der var umiddelbart tilladt efter lokalplanen og dermed ikke krævede dispensation. Nævnet bemærkede, at håndhævelse af en bestemmelse i en lokalplan er betinget af, at bestemmelsen er så klart og præcist formuleret, at der ikke er tvivl om, hvorvidt bestemmelsen er overholdt i en given situation. Nævnet fandt, at formuleringen i lokalplanens § 10.2. ikke havde den fornødne klarhed og præcision til, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne konstateres, at belægningen i form af colocsten med fuget sand var i strid med bestemmelsen. Endvidere anførte nævnet, at hensynet til at undgå forurening af grundvand var reguleret gennem miljølovgivningen, derunder specifikt benzinstationsbekendtgørelsen, og at Planklagenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om belægningen er i strid med miljølovgivningen. På denne baggrund fandt nævnet, at ”forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 10.2” og ophævede kommunens lovliggørelsespåbud.
Kommentar: Det er i overensstemmelse med fast praksis og forarbejder, at en lokalplanbestemmelse skal være tilstrækkelig præcis for at kunne håndhæves, hvorfor ophævelsen af lovliggørelsespåbuddet må tiltrædes. Planklagenævnets bemærkninger om, at imødegåelse af forurening af jord og grundvand er reguleret i miljøbeskyttelsesloven kunne dog med fordel være uddybet, da lokalplanbestemmelser om belægning for at hindre grundvandsforurening må anses for ugyldige ud fra saglige specialitetsprincipper, da dette reguleres i miljøbeskyttelsesloven og regler fastsat i medfør heraf. Som følge heraf kan en kommune heller ikke meddele dispensation fra lokalplan til en belægning, der er i modstrid med miljøbeskyttelseslovens regler om forurening af grundand, men alene til belægning med hensyn til udseende og andre forhold, der kan anses for planlægningsmæssigt begrundede.