MRF 2024.253
Planklagenævnets afgørelse af 4. oktober 2024, j.nr. 23/10013
Ophævet lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51 vedr. hævet opholdsareal ved rækkehus, da lokalplanregel om, at ”bebyggelse skal opføres efter retningslinjer, som skal godkendes af byrådet” er en betinget forpligtelse, der ikke kan håndhæves, og da kommunen ikke i lokalplanen kan udskyde en stillingtagen til den planlægningsmæssige ramme.
Gladsaxe Kommune meddelte i juli 2023 ejerne af en ejendom, E, påbud om fysisk lovliggørelse af hævet opholdsareal på E’s ejendom i Søborg. Ejendommen var omfattet af en lokalplan, hvori det i planens § 6.1. bl.a. var bestemt om bebyggelsens ydre fremtræden, at ”Bebyggelse skal opføres efter retningslinjer, som skal godkendes af Byrådet”. Det fremgik af afgørelsen, at lokalplanens § 6.1. fastsatte krav om ensartethed i rækkehusbebyggelsen, hvormed opholdsarealet udgjorde et lokalplanstriddig forhold, som kommunen ikke havde givet tilladelse til, og at lovliggørelse skulle ske ved ”retablering” af forholdende. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at der ikke var bygget i strid med lokalplanen. Planklagenævnet (formanden) fandt i sagen anledning til at behandle, hvorvidt der var tale om et forhold der var umiddelbart tilladt efter lokalplanen og dermed ikke krævede dispensation. Nævnet bemærkede at lokalplanbestemmelser burde udformes således, at det klart fremgår, hvad der ikke er tilladt på de omhandlende ejendomme. Videre bemærkede nævnet, at der ikke i planloven var adgang til at kommunen i en lokalplan udskød stillingtagen til planlægningsmæssige spørgsmål til senere præcisering/supplering i udfyldende – formløst tilvejebragt – udstykningsplaner, bebyggelsesplaner, beplantningsplaner eller lign., idet sådanne planer ikke var vedtaget efter den i planlovens kap. 6 fastlagte procedure med inddragelse af offentligheden. Nævnet konstaterede at lokalplanens § 6.1. alene fastsatte, at bebyggelse skulle opføres efter retningslinjer, som skulle godkendes af byrådet, hvormed det ikke klart og præcist fremgik af planen, hvordan bebyggelse skulle opføres. Således fandt nævnet, at bestemmelsen havde karakter af en udskydelse af stillingtagen til spørgsmålet, hvormed bestemmelsen ikke kunne håndhæves af kommunen som en bindende bestemmelse. Da forholdet dermed var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, ophævede nævnet kommunens påbud om fysisk lovliggørelse.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse understreger, at der i lokalplanen skal tages stilling til, hvilke konkrete planmæssige krav der stilles til de enkelte arealers fremtidige anvendelse og indretning. Er en sådan stillingtagen i lokalplanen udsat til kommende retningslinjer, kan lokalplanen ikke håndhæves, men heller ikke de retningslinjer, som kommunen senere måtte vedtage, vil kunne håndhæves, da sådanne retningslinjer savner hjemmel i planloven, som netop fastlægger en særlig fremgangsmåde for vedtagelse af lokalplaner, der også er betingelse for, at lokalplanen er bindende for borgerne. Det må dog tilføjes, at hvis en lokalplanregel indeholder et forbud mod bestemt anvendelse eller bestemte indretninger, men samtidigt giver mulighed for, at kommunen konkret under bestemte betingelser kan tillade en fravigelse af forbuddet, vil en sådan lokalplanregel være gyldig, idet tilladelse til fravigelse af lokalplanen dog skal ske under overholdelse af planlovens § 19 om dispensation fra lokalplan. Sådanne kompetencenormer i lokalplan vil tillige have den retsvirkning, at kommunen samtidigt bindes af de i kompetencenormen fastsatte betingelser og ikke vil kunne gå fravige disse, som det understreges i PKNO nr. 9 – og se til illustration MRF 2022.145 Pkn.