MRF 2024.251
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. september 2024, j.nr. 23/01267
Ophævet og hjemvist Lemvig Kommunes screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om ikke-VVM-pligt for etablering af et el-ladestandere ved Lemvig Station, da kommunen efter nævnets opfattelse havde opstillet et vilkår i screeningsafgørelsen angående støjbelastning.
Efter Lemvig Kommune den 30. november 2022 havde vedtaget lokalplan 234 for ladeinfrastruktur ved Lemvig Station, traf kommunen den 12. december 2022 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at projekt for etablering af et elladeinfrastrukturprojekt ved Lemvig Station ikke krævede miljøvurdering og VVM-tilladelse. Af screeningsafgørelsen fremgik, at bygherre havde udført støjberegninger af den kommende støjbelastning, og at ændringerne på stationsområdet kunne gennemføres under overholdelse af relevante støjgrænser for jernbanestøj og støj fra virksomhedsrelaterede aktiviteter med undtagelse af et spejderhus syd for jernbanen og øst for busparkeringen, hvor støjbelastningen lå lidt over støjgrænsen om natten. Videre fremgik det, at kommunen ikke kunne acceptere en overskridelse af støjgrænsen, da det ville indskrænke muligheden for eventuel omdannelse til boligformål, og at det ifølge nævnets afgørelse ”er beskrevet i lokalplanen, at der skal gennemføres en nøjere projektering af området ved busholdepladsen, så støjen ved spejderhuset ikke overskrider Miljøstyrelsens vejledende støjgrænseværdier for boligområder for åben og lav boligbebyggelse. Hertil fremgår det, at dette kan ske ved en optimeret støjprojektering eller etablering af en støjskærm.” Screeningsafgørelsen blev påklaget af en omboende virksomhed, som bl.a. anførte, at projektet ikke var færdigprojekteret, at projektet overskred støjgrænserne, og at der manglede en situationsplan samt trafik- og støjredegørelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog i juni 2023 afslag på at tillægge klagen opsættende virkning, og Planklagenævnet afviste i juli 2023 at behandle klagers klage over plangrundlaget for projektet (23/05173). Miljø- Fødevareklagenævnet (formanden) lagde på baggrund af sagens oplysninger til grund, at kommunen havde fastsat vilkår om støj i screeningsafgørelsen med bemærkningen om, at kommunen ikke kunne overskridelse af vejledende støjgrænser ved spejderhuset. Videre lagde nævnet vægt på, at kommunen under sagens behandling havde oplyst, at den manglende accept var et udtryk for, hvilke støjkrav kommunen ville gøre gældende over for bygherre i forhold til spejderhuset. Sammenholdt med, at der skulle ske en nøjere projektering af området enten ved støjprojektering eller støjskærm fandt nævnet, at der var opstillet var fastsat et vilkår i screeningsafgørelsen, da foranstaltningerne ikke var beskrevet i bygherres ansøgning. Nævnet bemærkede, at kommunen ved fornyet behandling af sagen måtte foretage en ny vurdering af, om påvirkningerne fra projektet, herunder støj ved spejderhuset, medførte krav om miljøvurdering. Såfremt vilkårsfastsættelse var nødvendigt, skulle kommunen udarbejde en miljøvurdering. Afslutningsvist bemærkede nævnet, at kommunen ved en fornyet behandling af sagen skulle være opmærksomme på, at ved vurderingen af, om et projekt er omfattet af miljøvurderingsloven, skal projektet anskues i forhold til bl.a. hele projektets dimensioner og udformning, jf. miljøvurderingslovens bilag 6, punkt 1, litra a.
Kommentar: Nævnets afgørelsen indeholder flere væsentlige betragtninger af interesse for bygherre og kommunerne. For det første viser afgørelsen, at i hvert fald større projekter for ladestandere i byzone er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 (pkt.10.b). For det andet viser afgørelsen, at når en bygherre fremsender ansøgning efter miljøvurderingslovens § 19, skal projektet være så detaljeret, at alle miljøvirkninger kan indgå i VVM-screeningen efter miljøvurderingslovens § 21. Kommunerne kan derfor ikke fortsætte praksis fra implementering af VVM i planloven, hvor screening foregik på et tidspunkt, hvor projektet ofte ikke var konkretiseret, mens dette fortsat er muligt for SMV-screening af lokalplaner. For det tredje understreger afgørelsen, at en VVM-screeningsafgørelse ikke kan indeholde vilkår, jf. MRF 2024.174 Mfk, MRF 2024.177 Mfk og MRF 2024.233 Mfk. Men samtidigt viser nævnets bemærkning, at hvis der i dette tilfælde var indarbejdet en støjskærm i projektet for ladestandere, vil dette ikke skulle anses for et vilkår, men derimod det projekt, som screenes. I forbindelse med udarbejdelse af denne kommentar har redaktionen indhentet kommunens lokalplan og screeningsafgørelse og må på denne baggrund konstatere, at lokalplan 234 ikke (som anført af nævnet) indeholder bestemmelser om emissionsgrænser for støj, og at lokalplanen heller gyldigt kunne indeholde sådanne vilkår, da disse fastsættes efter miljøbeskyttelsesloven. Derimod fremgår sådanne vilkår af den SMV-screening, som kommunen gennemførte af lokalplanen efter miljøvurderingslovens § 10 og som tilsyneladende er sammenfaldende med VVM-screeningen, hvor nævnets afgørelse understreger vigtigheden af, at kommunerne forlader tidligere praksis for VVM under planloven.