MRF 2024.241
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. august 2024, j.nr. 20/13040
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 41 til erhvervsmæssig lejer om totaloprensning af jordforurening fra utæt olietank og retablering af ejendommen, hvor de anslåede omkostninger var 5,3 mio. kr., idet lejer i forhold til udlejer henvist til at anlægge erstatningssag.
Sagen omhandlede en ejendom, der i 2008 blev udlejet til anvendelse for erhvervsmæssig virksomhed, L. Efter anmeldelse fra VVS-montør, der i 2013 udskiftet olietank, om at den tidligere olietank var utæt, gennemførte Vejen Kommune i juli 2013 tilsyn, og konstaterede at jorden omkring olietanken var forurenet med olie. Kommunen meddelte i august 2013 påbud om at undersøge forureningen efter jordforureningslovens § 40 til S, som daværende ejer af ejendommen. S fik herefter gennemført. Undersøgelsesrapporten fra september 2014 konkluderede, at der umiddelbart ved siden af olietanken blev påvist kulbrinter på 50.000 mg/kg TS, hvilket er en overskridelse af jordkvalitetskriteriet på 500 gange. Undersøgelsen viste tillige, at der i fire boringer var påvist olie i fri fase, og i en boring placeret lige syd for olietanken for en vandprøve var kulbrinter med en koncentration på 91.000 μg/l, hvilket er en overskridelse af grundvandskvalitetskriteriet med 10.000. Efter afrapporteringen kunne forureningen horisontalt afgrænses til et areal på 520 m2 og vertikalt ned til 4,5 m.u.t., hvoraf 300 m2 af forureningen var placeret under bebyggelse på ejendommen. Det samlede forurenede jordvolumen blev vurderet til 775 m3 med 450 m3 placeret under bebyggelse, og forureningen blev vurderet at udgøre 4.925 kg olie i jorden svarende til 5.800 l olie. I september 2020 meddelte Vejen Kommune påbud efter jordforureningslovens § 41 til L om at oprense forureningen til et niveau under Miljøstyrelsens jord- og grundvandskvalitetskriterier og etablere ejendommen. Af afgørelsen fremgik, at omkostningerne ved opfyldelse af påbuddet var ca. 2,3 mio.kr., idet omkostninger med at fjerne henholdsvis retablere eksisterende bebyggelse ikke indgik i overslaget. Afgørelsen blev påklaget af L, der bl.a. gjorde gældende, at ansvaret for vedligeholdelse af bebyggelse og olietank efter lejeaftalen påhviler udlejeren, hvorfor L ikke var rette adressat for afgørelsen. Under klagesagsbehandlingen indhentede Miljø- og Fødevareklagenævnet supplerende oplysninger, hvor Vejen Kommune oplyste, at omkostninger forbundet med retablering af bebyggelse efter gennemført oprensning måtte forventes at beløbe sig til 3 mio.kr., så de samlede omkostninger ved at opfylde påbuddet måtte forventes at udgøre 5,3 mio.kr. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, anses bl.a. den, der i erhvervsmæssigt øjemed anvendte det anlæg, hvorfra en jordforurening hidfører, som forurener i henseende til påbud om at gennemføre afværge, mens det fremgår af forarbejderne, at forureningen skal være forårsaget af den pågældende virksomhed, og at det ikke er tilstrækkeligt, at der findes forurening på den grund, hvor virksomheden er beliggende. Der skal påvises årsagsforbindelse mellem virksomheden og forureningen. Det at man ejer grund, bygninger eller anlæg, er således ikke tilstrækkelig, til at meddele påbud efter § 41, stk. 3, nr. 1. Nævnet lagde herefter til grund, at forureningen stammede fra den nu nedlagte utætte olietank, og at forureningen i det væsentligste er sket i perioden 1. juli 2008 til juni 2013, hvor L drev virksomhed på ejendommen. I forhold til L’s indsigelse om, at forureningen skyldes udlejers uforsvarlige adfærd, fandt nævnet ikke, at der var oplysninger, som understøttede dette, og L havde mulighed for at søge erstatning fra udlejer efter de almindelige erstatningsretlige regler og henviste til bl.a. nævnets afgørelse i NMK-11-00191 (MAD 2018.195). Herefter foretog nævnet en risiko- og proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i Højesterets domme i U 2005.2923 H og U 2014.790 H og lagde til grund, at en delvis oprensning, hvor forureningen for den del, der var placeret under bebyggelse, blev efterladt, ville medføre en restforurening på 426 kg olie, hvilket ved beregning udført i Miljøstyrelsens JAGG-model (Jord, Afdampning, Gas, Grundvand) viste, at en sådan restforurening på længere sigt kunne medføre en overskridelse af grundvandskvalitetskriteriet for kulbrinter med op til en faktor 752 i det primære grundvandsmagasin. På den baggrund lagde Miljø- og Fødevareklagenævnet til grund, at de vurderede omkostninger på 5,3 mio.kr. forbundet med at gennemføre påbuddet måtte anses for proportionale i forhold til de miljø- og sundhedsmæssige risici, som var forbundet med den konstaterede jordforurening, hvorfor nævnet stadfæstede afgørelsen om oprydning og retablering af ejendommen.
Kommentar: Afgørelsen følger mht. rette påbudsadressat, risikovurdering og proportionalitet fast praksis, når det lægges til grund, at en forurening er forvoldt af en erhvervsmæssig lejer. Der ses derimod ikke grundlag i jordforureningslovens § 41 for at påbyde lejer at retablere ejendommen, da dette må anses for et formuetab for udlejer, der ikke omfattet af jordforureningslovens regler om genopretning. Hvis udlejer skulle have krav mod L som lejer i anledning af fjernelse af bygningen, er dette et civilretligt anlæggende mellem lejer og udlejer, som det ikke tilkommer klagenævnet at afgøre, ligesom klagenævnet ikke kan tage stilling til, om lejer kan kræve udgiften til opfyldelse af påbuddet betalt af udlejer. Så mht. retableringskravet forekommer afgørelsen ikke korrekt. Det kan endvidere undre, at klagenævnet ikke af egen drift har inddraget det tidsmæssige aspekt. I dette tilfælde gik der seks år fra udlejer havde rapporteret forureningsundersøgelse til kommunen meddelte påbud om oprydning til L som lejer og herefter yderligere fire år i klagenævnet. Da klage over påbuddet har opsættende virkning, er der således gået ti år, hvorfor de faktiske forhold kan have ændret sig ganske meget, således at også forureningsproblemet har ændret karakter. Det må i øvrigt konstateres, at det af kommunen i 2013 meddelte påbud til udlejer om forureningsundersøgelse ikke var gyldig efter klagenævnets fortolkning af rette påbudsadressat.