MRF 2024.237
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. august 2024, j.nr. 24/00631
Afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til matsort antirefleksivt solcelleanlæg på eksisterende sort saddeltag på sommerhus ændret til dispensation, da den lempeligere dispensationspraksis for vedvarende energianlæg fandt anvendelse, og der forelå særlige forhold, da ejendommens bebyggelse skærmede for indblik fra kysten, og solcellerne indgik som naturlig del af taget.
E havde som ejer af sommerhus opført som vinkelhus ansøgt om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af et solcelleanlæg. E’s ejendom var i sin helhed omfattet af en reduceret strandbeskyttelseslinje, og var beliggende ud mod Aarhus bugt, 7,6 km fra nærmeste Natura 2000-område. Den østlige del af sommerhuset er placeret parallelt med kysten, mens den vestlige del er placeret landværts kysten. Det ansøgte solcelleanlæg skulle placeres på tagfladen af sommerhuset, der havde sort saddeltag, og at solcellerne ville have en matteret sort overflade behandlet med antirefleks med mulighed for yderligere behandling med antirefleks. Kystdirektoratet meddelte i november 2023 E afslag på dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Afslaget blev begrundet med, at sommerhuset som følge af en meget fremskudt placering var eksponeret i kystlandskabet, og at solcellerne ville medføre en uønsket påvirkning af landskabet. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte at solcellerne ikke ville medføre en uønsket påvirkning af kystlandskabet, da bebyggelse på ejendommen skærmede synligheden af solcellerne fra kystsiden. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til NoMO nr. 177 og MAD 2011.2518 Nmk til grund, at etablering af alternative energiforsyningsanlæg i visse tilfælde kan behandles lempeligere end andre typer af anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen for at fremme vedvarende energiformer, men at formålet ikke i alle tilfælde kunne føre til en tilsidesættelse af de landskabelige interesser, som skal iagttages inden for strandbeskyttelseslinjen. Herefter fandt nævnet, at det ansøgte solcelleanlæg var omfattet af den lempeligere praksis for etablering af alternative energiforsyningsanlæg, og at der konkret forelå et særligt tilfælde, der begrundede dispensation. Herved lagde nævnet lagt vægt på, at anlægget efter det ansøgte skulle etableres på tagfladen af sommerhuset, der mod kysten var afskærmet af bebyggelse, og at der var begrænset indblik til anlægget fra kystnære arealer. Nævnet lagde endvidere vægt på, at anlægget var udformet i matsort antireflekterende materiale og dermed ville indgå som en naturlig del af det eksisterende sorte tag. På denne baggrund var det nævnets opfattelse, at der var tale om en beskeden bygningsmæssig ændring, som ikke ville medføre nævneværdig påvirkning af landskabet. Nævnet konstaterede at der ikke var foretaget vurderinger iht. habitatdirektivet, men fandt herefter, at det ansøgte anlæg ikke i sig selv eller ifm. andre planer eller projekter ville påvirke Natura 2000-områder væsentligt, eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af bilag IV-arters yngle- og rasteområder. Herved havde nævnet lagt vægt på afstanden til nærmeste Natura 2000-område, og anlæggets placering, størrelse og udformning. På denne baggrund ændrede nævnet direktoratets afslag til dispensation.
Kommentar: Sagen illustrerer konsekvenserne af den i klagenævnspraksis vidtgående fortolkning af forbuddet mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Som klagenævnet anfører i afgørelsen er formålet med § 15, ”at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse”, og det er ikke umiddelbart indlysende, at en udskiftning af sort tagbelægning med anden matsort belægning på et sommerhus kan anses for en tilstandsændring, der berører formålet med naturbeskyttelseslovens § 15, uanset det nye tag har solceller. Det må således anses for tvivlsomt, om det vil kræve dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis et sort tegltag ændres til et rødt tegltag eller omvendt. Den omstændighed, at det nye tag også fremmer vedvarende energi, kan ikke i sig selv bringe et solcelletag under forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 15, da det går ud over de hensyn, som § 15 varetager. Dette forholder klagenævnet sig imidlertid slet ikke til, men henholder sig til tidligere praksis som MAD 2011.2518 Nkn, hvor nævnet anførte, at selv om udskiftning af tag ikke er omfattet af forbuddet i § 15 a, stk. 1, nr. 5, nævner reglen ikke solceller, og herefter meddelte dispensation. Se kritisk til denne udvidende fortolkning af § 15, Pagh: TfM 2015.83 og Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 477 ff.