MRF 2024.235
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. august 2024, j.nr. 24/02066 og 24/0268
Ophævet og hjemvist lovliggørende bonustilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 til 12 høfder ved Hasseløje Strand, da den skønsmæssige afvejning fandtes utilstrækkelig, bl.a. fordi kommunen ikke havde dokumenteret høfdernes egnethed eller foretaget en vurdering af de hensyn, som varetages med strandbeskyttelseslinjen, ligesom kommunen ikke havde dokumenteret, at høfderne var etableret i 1960’erne, og at en fjernelse vil skade fuglelivet.
Faaborg-Midtfyn Kommune meddelte i januar 2024 lovliggørende kystbeskyttelsestilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 til 12 høfder på en ca. 270 m lang strækning på en ejendom ved Hasseløje Strand syd, idet kommunen samtidig traf afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 og kysthabitatbekendtgørelsen. Arealerne ved høfderne var i deres helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen jf. naturbeskyttelseslovens § 15 og delvist vejledende registreret som beskyttet strandeng efter naturbeskyttelseslovens § 3. Nærmeste Natura 2000-område er beliggende ca. 1 km sydvest for ejendommen. Afgørelsen var tillagt bonusvirkning efter kystbeskyttelseslovens § 3a og erstattede dermed dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet havde under sagens behandling afvist, at give en konkret vurdering af projektet, men mente, at udfordringerne på strækningen kunne løses ved kystfodring. Af afgørelsen fremgik endvidere, at kommunens forvaltning havde indstillet afslag på lovliggørende tilladelse, da forvaltningen ikke mente, at høfderne var egnet til at løse de kystbeskyttelsesmæssige udfordringer på stedet. Kommunens Teknik- og Miljøudvalg meddelte dog lovliggørende tilladelse, idet udvalget lagde til grund, at etableringen af høfderne gik tilbage til 1960’erne, og herefter fundet, at rekreative hensyn samt de negative konsekvenser for fuglelivet ved at fjerne høfderne kunne begrunde en lovliggørende tilladelse. Afgørelsen blev påklaget af Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening, der navnlig gjorde gældende, at der ikke forelå kystbeskyttelsesmæssige behov for høfderne, samt at kommunen havde tilsidesat de hensyn som naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 15 varetog, og at kommunen ikke havde dokumenteret, at der siden 1960’erne havde været høfder på strækningen, eller at fjernelse af høfderne ville få store konsekvenser for natur- og fugleliv, hvorfor klagerne fandt, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn med afgørelsen, herunder hensyn til turisme. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at kommunen havde truffet tre afgørelser efter hhv. kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven, men at det alene var den lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, der var påklaget. Nævnet lagde til grund, at nævnet alene kunne prøve retlige spørgsmål og ikke havde kompetence til at prøve det skønsmæssige spørgsmål mht. den kystteknisk vurdering. Nævnet fandt herefter anledning til at behandle, om kommunen havde foretaget en tilstrækkelig og konkret afvejning af relevante hensyn efter kystbeskyttelseslovens formålsbestemmelse, idet det følger af kystbeskyttelseslovens § 3 a, stk. 1, at en tilladelse efter § 3 kan have bonusvirkning og erstatte dispensationer fra naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 15, når dette fremgår af afgørelsen. Af forarbejderne til § 3a fremgår, at hvor der er tillagt bonusvirkning fra naturbeskyttelseslovens § 15, skal hensynet bag strandbeskyttelseslinjen indgå i skønnet med samme vægt som de øvrige hensyn efter kystbeskyttelsesloven. Nævnet konstaterede herefter at naturtypebekendtgørelsen fandt anvendelse i den konkrete sag, da ejendommen var udlagt som sommerhusområde før 1. juli 1992, hvorfor naturbeskyttelseslovens § 3 ikke fandt anvendelse. Herefter fandt nævnet, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig og saglig afvejning af hensynene oplistet i kystbeskyttelseslovens formålsbestemmelse, da kommunen ikke havde dokumenteret behov for kystbeskyttelse på den pågældende strækning eller at høfderne havde en teknisk kvalitet, der løste strækningens udfordringer, og at kommunen ikke havde inddraget de hensyn, der varetages med naturbeskyttelseslovens § 15. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen ikke havde dokumenteret, at høfderne var etableret i 1960’erne, og at kommunen heller ikke havde dokumenteret, at fjernelse af digerne ville få store konsekvenser for fugle- og dyreliv, hvormed der ikke havde været grundlag for denne begrundelse. På denne baggrund fandt nævnet at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel og ophævede og hjemviste afgørelsen til fornyet behandling i førsteinstansen.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse må anses for udtryk for en vidtgående prøvelse af kommunens forvaltningsretlige skøn ved en lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, hvor nævnets prøvelse er begrænset til retlige spørgsmål. For det første synes klagenævnets prøvelse af skønnet at være meget tæt på den prøvelse af skøn ved dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15, hvor nævnet imidlertid skal foretage en fuld prøvelse. For det andet er det bemærkelsesværdigt, at nævnet i begrundelsen for ophævelsen af den lovliggørende tilladelse henviser til kommunens manglende dokumentation for høfdernes egnethed og for tidspunktet for etablering af høfderne. Som nævnet selv anfører, kan nævnet ikke under klagesager efter kystbeskyttelsesloven prøve høfdernes kysttekniske egnethed, og i relation til etableringstidspunktet ses der ikke at foreligge oplysninger, der modsiger kommunens oplysning. Den omstændighed, at klagerne krævede en sådan dokumentation, kan ikke i sig selv føre til, at kommunens vurdering af tidspunktet for etablering af høfderne kan afvises. Som minimum må kræves, at klagerne kan fremlægge oplysninger, der konkret kan anfægte kommunens vurdering af tidspunktet. Det må derimod tiltrædes, at når tilladelser efter kystbeskyttelsesloven erstatter dispensation fra naturbeskyttelsesloven, skal kommunen redegøre for, hvordan disse hensyn i naturbeskyttelsesloven er indgået i afvejningen, hvorfor denne begrundelsesmangel kan føre til ophævelse og hjemvisning. I forhold til fuglelivet er der et selvstændigt aspekt, idet et påbud om fjernelse af høfderne formentlig vil kræve en vurdering efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, med baggrund i kommunens oplysning om, at en fjernelse af høfderne vil have væsentlig skadelig virkning på fuglelivet.