MRF 2024.230
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. juli 2024, j.nr. 24/00401
Afvist klage over Hillerød Kommunes ”afgørelse” om, at indretning etableret med henblik på at styre afstrømning af overfladevand fra offentligt vejareal ikke udgjorde en hindring for det naturlige afløb af vand i strid med vandløbslovens § 6, da klagerne havde gjort gældende, at udledningen var en overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens regler om spildevandsudledning, hvilket var et tilsynsspørgsmål, som er undtaget fra Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence.
Sagen drejer sig om fortolkning af vandløbslovens § 6, stk. 1, hvorefter: ”Ingen må uden vandløbsmyndighedens tilladelse ændre vands naturlige afløb til anden ejendom eller hindre det naturlige afløb af vand fra højere liggende ejendomme”. Den konkrete sag drejede sig om afstrømning af overfladevand fra et offentligt vejareal i Hillerød Kommune. Efter konstaterede gener fra afstrømning af overflade til en E’s tilstødende ejendom, etablerede Hillerød Kommune efter aftale med E en indretning med henblik på at styre afstrømningen. Efterfølgende blev der konstaterede gener på grundejerforenings nedstrøms beliggende ejendomme, hvorefter Hillerød Kommunes vejmyndighed henvendte sig til Hillerød Kommune som vandløbsmyndighed. Hillerøds kommunale vandløbsmyndighed traf i december 2023 ”afgørelse” om, at vejmyndighedens aftalte indretning med E ikke medførte en ændring af det naturlige afløb af vand fra højereliggende arealer i strid med vandløbslovens § 6, og derfor ikke krævede tilladelse efter vandløbslovens § 6, stk. 1. I afgørelsen var lagt til grund, at vejarealet fremgik af målebordslade for perioden 1862-1899, og at vejen var anlagt uden kantsten og opsamling af overfladevand, hvorfor der ikke var tale om en punktudledning af spildevand, men derimod om diffus udledning af overfladevand, som kommunen ikke fandt var omfattet af miljøbeskyttelsesloven. ”Afgørelsen” blev påklaget af grundejerforeningen, der gjorde gældende, at afstrømningen fra vejarealet reelt havde karakter af en afledning af spildevand, hvorfor sagen burde have været behandlet i henhold til miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 28, stk. 1 og 3. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at kommunens påklagede afgørelse udelukkende var meddelt med henvisning til vandløbslovens § 6, men ikke indeholdt en afgørelse om, hvorvidt afstrømningen fra vejarealet var omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler om afledning af spildevand. Da der ikke var tale om en klage vedrørende indholdet af den meddelte afgørelse, afviste nævnet sagen fra realitetsbehandling. Nævnet bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt Hillerød Kommune var forpligtet til at igangsætte en sagsbehandling efter miljøbeskyttelseslovens regler, ikke var omfattet af nævnets kompetence, da klage om kommunernes tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven i stedet skal indgives til Ankestyrelsen som kommunal tilsyn efter kommunestyrelsesloven.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to bemærkninger. Den ene er, at det må anses for tvivlsomt, om det kan anses for en forvaltningsafgørelse, om et konkret forhold kræver tilladelse efter vandløbslovens § 6, stk. 1. Den anden vedrører kommunens vurdering, da det er meget vanskelig at forestille sig en indretning, som ændrer vandafstrømning fra vej til lavereliggende arealer, som ikke kræver tilladelse efter vandløbslovens § 6, stk. 1, medmindre der er meddelt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19, 28, stk. 1 eller 3. Da det i sagen tilsyneladende var evident, at en sådan tilladelse ikke var meddelt efter miljøbeskyttelsesloven, kunne Miljø- og Fødevareklagenævnet have behandlet klagen, hvis nævnet mener, at det er en afgørelse, når kommunen afviser, at vandløbslovens § 6, stk. 1, finder anvendelse.